– Det vidste jeg 2 sekunder efter jeg havde bedt drengen vælge de to han ville.
Han valgte ikke de grønne.
Jeg prøvede at vejlede ham hen mod de grønne, så godt jeg overhovede kunne – men han blev ved at vælge forskellige grimme farver; gerne en af hver.
Til sidst opgav jeg og købte 2 grønne, 1 lilla og 1 orange.
Jeg tænker at vi kan give de to drengen valgte i gave, engang når han har glemt dem.
Egentlig interesserede det mig ikke
-det han snakkede om.
Så jeg tunede jeg ud og lod ham snakke, imens jeg tænkte på andre mere spændene ting.
Desværre spurgte han på et tidspunkt om noget.
Først hørte jeg det ikke, så han gentog. Så forstod jeg det ikke og sagde ‘hva?’ et par gange.
Sådan set var han ganske tålmodig, men til sidst følte jeg at nu burde jeg havde forstået det simple spørgsmål og komme med et svar. Ellers ville jeg virke dum.
Og så sagde jeg bare nej i en lidt spørgende tone. Det virkede som det bedste at gøre.
Det virkede dog ikke umiddelbart som om jeg havde valgt rigtigt med mit svar, så jeg tænkte det var bedst at gå inden han bad mid uddybe.
Jeg troede jo ikke der var nogen
– det var også mørkt – og desuden er Robbie Williams’ ‘Get the joke’ mere en danse-sang end en løbe-sang.
De havde sikkert været enige, hvis de altså havde kunne høre sangen.
Hjælpepigen
Da jeg var 14 år havde jeg et fritidsjob i Bahne.
Jeg var ansat som hjælpepige, og skulle hjælpe med diverse småting; rengørring og lagerarbejde primært.
Jeg kunne godt lide at være hjælpepige i Bahne.
Jeg følte mig sej når jeg havde mit Bahne-forklæde på. Bahne var jo en fin butik, og jeg var deres hjælpepige.
Dog havde jeg ét stort problem med at være hjælpepige i Bahne; der var ingen så hvor sej jeg var, når jeg mest skulle være på lageret og i køkkenet, og meget lidt i og udenfor butikken.
– Desuden gad jeg ikke at gøre rent og ordne lageret.
Jeg var hjælpepige i 6 mdr., så indså Bahne at jeg alligevel ikke var den store hjælp.
__________________________
Det bedste ved at arbejde i Bahne var at lægge bluser sammen.
Bahne lå i et center og udenfor butikken var en kurv med bluser. Igennem dagen blev bluserne rodet af nysgerrige kunder og det var min opgave, som hjælpepige, at lægge bluserne pænt sammen igen.
Hvis der var tid.
Bahne mente ikke at det var min vigtigste opgave. Men det mente jeg nu nok det var.
Når jeg lagde bluser sammen foran butikken følte jeg mig glad.
Her kunne alle se mig i mit Bahne-forklæde. De kunne se at jeg var en vigtig person der havde vigtige ting for.
Ind i mellem kom der også folk forbi der kendte mig og så kunne jeg give dem et hurtigt nik – et af dem der indikerede at jeg havde travlt med vigtigere ting.
Det var fedt at stå der og lægge bluser sammen.
Hver dag, når jeg mødte ind gik jeg ud og så til bluserne – ind i mellem var de dejligt rodede, og jeg kunne bruge lang tid med at folde dem omhyggeligt.
Desværre var det langt fra altid, at bluserne trængte til at blive lagt sammen. Ind i mellem var de så pæne, at det ville virke dumt at stå der.
…
Nogle gange stod jeg alligevel og hang lidt ved bluserne, men det blev aldrig helt godt.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus. Når ingen kiggede rodede jeg selv bluserne til. Så gik jeg lidt rundt på må og få, og kunne så vende tilbage og lægge bluser sammen med god samvittighed. Bahne var jo ikke tjent med sådan en rodet facade.
Jeg havde jo taget helt fejl
– da jeg troede at det var ting som, at man var sjov at lege med, eller havde fedt tøj/legetøj der gjorde en sej i børnehaven.
Næ, det er ens madindpakning der skiller skidt fra kanel. Åbenbart rangere almindelig mellemlægspapir ikke særlig højt … det er hverken flot eller kan bruges til kugler.
Jeg ville jo ikke købe deres hus
– Jeg blev bare nysgerrig da jeg så ‘Til salg’ skiltet, og så listede jeg mig ind – og gik rundt i deres have og kiggede ind af vinduerne.
Jeg troede jo ikke at der boede nogen.
Det gjorde der. De blev også meget glade over at jeg muligvis ville købe deres hus. -Altså efter at de havde været lidt sure over at jeg gik og lurede.
Egentlig ville jeg ikke have sagt at jeg og kæresten overvejede at købe deres hus. Eller det med at vi var meget interesserede, og håbede på at det blev dét. Det var bare ligesom om det virkede som det rigtige at sige, efter de havde inviteret mig ind og kigge.
Sådan set var det også et dejligt hus, og jeg ville mægtig gerne have købt det – hvis vi skulle have et hus, vel at mærke.
Vi gav hånd da vi tog afsked, og aftalte at jeg skulle kontakte deres ejendomsmægler og finde en tid til rigtig fremvisning.
Jeg håber ikke de bliver for kede af det, når de aldrig hører fra mig igen.
Jeg tror da ikke hun gør det bevidst
– men det virker altså lidt sådan, når pigen altid skal skide når jeg ammer hende.
Jeg mener, der er da så mange andre tidspunkter at skide på. Gode tidspunkter.
Og så ofte ammer jeg hende jo ikke mere.
Hun ser også sådan lidt ond ud imens, som om hun nyder at lugte på mig.
Jeg syntes da egentlig ikke, at jeg har gjort hende noget.
Jeg gjorde mig ikke umage, da jeg fyldte opvaskemaskinen
– Det var derfor der pluselig ikke var plads til det hele.
Jeg overvejede at omrokere på det snavsede service for at frigøre plads. Dog fandt jeg hurtigt ud af at det ville kræve at mange ting skulle op og ned anderledes.
Jeg valgte at lade være.
Kort tænkte jeg på at vaske de sidste ting af i hånden – så der var pænt når gæsterne kom. Men det tager så lang tid for det varme vand at løbe til, så det syntes jeg nærmest det var spild. Desuden gad jeg ikke.
Efter at have tænkt lidt frem og tilbage, træf jeg en beslutning om simpelthen at lade opvasken stå fremme.
Heldigvis er køkkenbordet også så rodet at man næsten ikke bemærker den.
Vi troede jo han sov
– det gjorde han måske også, men blev så vækket af vores højlydte gnasken.
Egentlig kan jeg godt forstå at han undrede sig. – Jeg mener, man må jo ikke spise slik og se film på hverdagsaftener.
Den der jobsøgning
– kan godt virke en smule skræmmende.
Det hjælper ikke, at man det sidste halve år primært har rettet fokus mod konsistens af babyafføring, putterutiner, amning og ‘dikke-dik’.
Faktisk kan det godt føles lidt som om, at en stor del af ens hjerne er smuldret og blevet opløst i babymos.
-Hvis I kender nogen, der mangler en med ovenstående kvalifikationer, så sig lige til ikke?
Det er mange år siden et bad var ren afslapning
– Det har dog alligevel altid været forbundet med en hvis nydelse. En stille stund i hverdagen, som var ens egen.
Det har drengen nu ødelagt.
Jeg har aldrig været god til smalltalk
– dog har 6 måneder med en baby som primær samtalepartner, ikke gjort sagen bedre.
Det var jo ellers ret simple spørgsmål, de rare forældre fra drengens børnehave, stildte mig. Jeg viste bare ikke hvad jeg skulle svare.
Jeg overvejede længe et godt svar, men valgte til sidst bare at ryste på hovedet og langsomt trække mig væk fra dem.
Jeg tror ikke de bemærkede noget.
Det er intet som børns uforbeholdne beundring.
– Gid den var rettet mod mig.
Det var ikke mig selv jeg postede brevet til
– det det var til drengen.
Han er så glad for at få post, så jeg tænkte jeg ville overraske ham med et brev. Det var derfor jeg lagde brevet i vores egen postkasse.
Men så gad drengen ikke kigge i postkassen.
– Og så måtte jeg selv hente mit brev .
Det var altså virkelig derfor.
Det virkede bare ikke helt som om min genbo troede på min historie, da han så mig i færd med at hente det brev, han lige havde set mig poste.
Egentlig var det ikke min skyld
– jeg mener, den har jo stået der i køleskabet frit tilgængelig for alle. Chokoladekagen altså.
De kunne da bare have spist den, kunne de.
Der må vel også være grænser for hvor længe sådan en har godt af at stå. Det er også synd at smide den ud. Og desuden er jeg meget alene hjemme.
Det var ikke min skyld at der lugtede af prut
– det var kålens. Den jeg lige havde kogt.
Det var sådan set bare det, jeg forsøgte at gøre gæsterne opmærksom på.
Alligevel blev stemningen så underligt akavet, efter jeg havde sagt det.
Her bagefter overvejer jeg , om jeg skulle havde uddybet at det var pga. kålen at der lugtede af prut, i stedet for at gå ud fra, at de selv kunne regne det ud.
Ej, men den ligner altså en pik
– Den er lang og gul, med sådan en hætte…
Egentlig er det da også underligt at lave baby-legetøj der ligner lidt en pik. Jeg mener det er jo næsten umuligt ikke at snakke om.
I øvrigt er det kun indbyrdes kæresten og jeg har kaldt den ‘pik-kanin’.
Vi stopper nu.
For en gangs skyld havde vi husket den
– vores årsdag altså.
Ofte har vi glemt den, men det er altså vigtigt også huske at være kærester, når nu næsten det hele går op i børn.
Det var vi enige om.
Vi var også enige i at traditioner er vigtige og i, at vi skulle tage os sammen.
Vi var så stolte da dagen kom, og vi huskede den. Desværre havde vi taget en smule fejl af datoerne.
Min kæreste har tit sagt
– at jeg er et svin med min computer.
Selv syntes jeg egentlig ikke det er så slemt. Den er måske lidt plettet og fedtet, men alle taster på tastaturet er stadig fuldt synlige.
Sådan set ville jeg også have taget noget papir og tørret det af, da jeg spildte chokolade på den. Men så var det jo chokolade. Og jeg havde også hænderne fulde.
Her bagefter kan jeg godt give min kæreste lidt ret.
Jeg har tabt min telefon på jorden.
– Nu siger den sådan en høj bippende lyd hver gang jeg trykker på en tast.
Det gør det ganske svært, sådan lige at tjekke Facebook i smug.
Jeg har prøvet at gemme den i en grillhandske, for at mindske lyden.
Det gør det bare så svært at ramme tasterne.