– for ikke at sove. Drengen altså.
Alligevel syntes jeg, at hans kreativitet burde række til mere end som så.
Hvis hun ville have en frisk kop kaffe
– kunne hun da bare have sagt det.
Jeg oplevede det egentlig som lidt uhøfligt, at hun ikke drak op, når nu hun selv havde bedt om kaffe.
Men set fra den lyse side, er der nu en ekstra halv kop til mig.
Jeg ved jo, at vores toilet er meget lydt.
– Men jeg tænkte ærlig talt ikke over det, da drengen blev ved og ved og ved at kalde, imens jeg sad derude.
Det var først da jeg hørte overboen pusle rundt, at jeg blev pinlig bevidst om min situation.
Efter erkendelsen lavede jeg min stemme mørkerer, og kaldte på ‘Sidsel’ efter mere toiletpapir.
På den måde fik jeg snøret vores overbo til at tro, at det var min kæreste der sad derude og råbte om hans bedrift.
Når nu vi ikke selv gider at hjælpe
– med den fælles snerydning, -så er det da meget pænt af os, at sende drengen ud og hjælpe naboen.
Sært nok virkede han ikke særlig glad for hjælpen.
Det sure løg!
Det var mig der havde skrevet pik og lort
– med skumbogstaverne på legetæppet.
Jeg syntes egentlig det var ganske sjovt, og så meget sjovt sker der jo heller ikke for tiden, så jeg lod det stå.
Og så glemte jeg det.
Desværre gjorde det stemningen så underlig akavet da sundhedsplejesken var på besøg.
Jeg kunne se at hun havde bemærket det, og hun kunne se, at jeg kunne se det. Jeg overvejede at forklare, men tænkte at en forklaring muligvis ville gøre situationen værre.
Så jeg sagde ingenting.
Åbenbart vidste hun heller, ikke hvad hun skulle sige til det. Og så var vi stille en stund.
Jamen selvfølgelig ville jeg da have spist den
– Damen fik mig bare til at føle, at det på en måde var ulækkert eller forkert at spise en gammel flad Marsbar, fundet nederst i min taske.
Dog ærger det mig nu, at jeg valgte at smide den ud i stedet for at lade den ligge i tasken til senere. Igen skyder jeg skylden på damen og hendes fordømmende blik.
I øvrigt undre det mig, hvordan jeg så længe kan have glemt alt om den Marsbar.
Jeg mener det er jo næsten et halvt år siden, at jeg brugte tasken sidst.
Jeg ville have haft rødbeder på min leverpostejmad
– men glasset var tomt og det ekstra glas vi havde i skuffen, viste sig at være rødkål.
De manglende rødbeder fik mig til at overveje min lyst til en leverpostejmad. -Men da var maden allerede smurt, så løbet var ligesom kørt.
Jeg overvejede et kort øjeblik at skrabe postejen af brødet igen, men fandt det for besværligt.
Jeg endte med at putte et par syltede agurker på min mad.
Det smagte sådan set godt nok.
Vi snakker så meget om lort herhjemme
– eller jeg gør.
Det er blevet et hverdagsemne som tøjvask og indkøb.
Ind i mellem glemmer jeg, at det måske ikke helt egner sig til smalltalk med mennesker uden for hjemmets fire vægge.
– Måske det er derfor jeg så sjældent bliver inviteret ud.
Drengen har lært om genetik
– Men jeg tror ikke helt han har fanget den.
Eller måske har han netop.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for hans far.
Vi forstår så ikke helt, hvordan han kan mene at han selv er sød og smuk – når nu begge hans forældre er så grimme.
– Men måske er han bare en genetisk mutation?
Jeg er faktisk slet ikke så ond
– Men han ville jo være ridder til fastelavn. Ridder.
Vi er allerede i gang med kostumet. -Og farmor er også. Desuden er temaet ‘Slottet’ for dette års fastelavn i børnehaven.
Pludselig ville han være Batman, og kun Batman. Det var ærlig talt pisse irriterende!
Klokken var næsten 15
– da det gik op for mig, at jeg havde glemt min formiddagskaffe.
Jeg ved godt hvorfor det er sket; drengen holder fridag og min rutine er derved blevet brudt. Alligevel ærgrer min glemsomhed mig. Den skaber en del problemer.
Hvornår skal jeg nu drikke min formiddagskaffe? Bør jeg springe den over? Og kan man overhovedet kalde det formiddagskaffe kl. 15?
Jeg valgte at drikke 2 kopper lige efter hinanden. På den måde sikrede jeg, at min aftenkaffe kan blive drukket i aften.
Jeg håber ikke at jeg glemmer den.
Jeg kunne da godt se, at det ikke rigtig lignede hende
– men hårfarven passede, og så gik jeg ud fra at det bare var mig der huskede lidt dårligt.
Desuden var jeg sikker på at det var dér, jeg havde jo været der en gang før.
En anden gang dobbelttjekker jeg adressen, inden jeg parkerer min barnevogn i fremmede menneskers skur.
Jeg kommer jo ikke så meget ud
– og når jeg gør, er det efterhånden sjældent at jeg bruger make-up. Jeg tænker at min blege hud med sorte rander under øjnene også er en form for stil.
Alligevel følte jeg, at jeg måtte peppe mig selv lidt op, nu hvor jeg skulle så mange steder hen. Jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk.
Desværre glemte jeg alt om min ikke-vandfaste mascara, i det øjeblik jeg lukkede døren bag mig.
Det var først da jeg børstede tænder, den aften, at jeg fik kigget i et spejl.
Jeg syntes godt at nogen kunne have sagt noget…
Men måske troede de det var min nye stil?
Jeg tvivler på, at det er så let
– at slå ænder ihjel. -Men hvad ved jeg egentlig om det, jeg har jo ikke prøvet.
Nu kan drengen jo også tale andesprog, forsikrede han mig. Og så kan han jo fortælle ænderne, at de skal ligge stille imens han banker dem ihjel med en pind.
Måske vi skal give dem lidt toastbrød, ænderne, så de kan blive klar til jul.
Paranoid er så stærkt et ord
– og jeg syntes da egentlig, at det er ganske naturligt at være en smule bekymret, når nu min lille pige er rykket på eget værelse.
Det kan da godt være, at hun hverken sidder eller kravler, og egentlig ligger mest på ryggen.
Men man kan da aldrig vide hvad hun laver om natten.
Heldigvis kan jeg stadig ligge vågen og høre hende sove – det gælder bare om at lytte bedre efter.
Det er gået ned ad bakke for Simba
-efter Løvernes konge, og alt det.
Heldigvis nåede vi at stoppe Simba, inden han fik smidt ‘skraldet’ ud.
Jeg tror aldrig det er sket før
– at jeg har smagt chokolade jeg ikke kunne lide. Eller det vil sige, chokoladen var egentlig fin nok, men der var ligesom en sur skal uden om.
Jeg ved virkelig ikke hvorfor der skulle være sådan en sur skal. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville bryde sig om den. Men det var der immervæk, den sure skal, og jeg blev mere og mere ærgerlig, hver gang jeg forsøgte at spise en chokolade.
Heldigvis fandt jeg en løsning. Hvis jeg skyndte mig at knase den sure skal, blev den blandet med chokoladen og smagte derved ikke så dårlig.
På den måde lykkedes det mig at spise alle chokoladerne.
Jeg spiste dem så hurtigt jeg kunne, for jeg er jo egentlig på kur.
Vores eget regnslag holder ikke tæt
– Så jeg er på udkig efter et der gør.
Jeg tænkte da ikke nærmere over, at jeg ikke lige havde været i bad/fået sovet/taget rent tøj på. -Og måske lignede lidt en bums.
Egentlig kan jeg da også godt se at det virkede lidt suspekt, at stå og mærke på deres barnevogn -jeg kendte dem jo ikke. Men jeg troede at jeg gjorde det så diskret, at de ikke ville bemærke det.
Det gjorde jeg åbenbart ikke.
Jeg forsøgte faktisk at forklare mig, men nu hvor pigen allerede var blevet bange, lod det ikke til at virke.
Jeg ved ikke hvorfor hun troede jeg hed Anja
– men det troede hun åbenbart.
Jeg studsede godt nok lidt over det, første gang hun kaldte mig det. Jeg tænkte da også på at rette hende, men så fik jeg det ikke gjort – og så virkede det dumt, at gøre anden gang hun sagde det.
Og så tænkte jeg, at det vel ikke gjorde det store at hedde Anja en stund – det er trods alt så sjældent vi løber på hinanden. Så jeg nikkede ivrigt når hun brugte mit nye navn.
…Måske jeg også jeg selv fik kaldt mig Anja, en enkelt gang – bare for at leve mig ind i rollen.
Det kunne have fungeret så godt, hvis ikke min nabo var kommet forbi.
Jeg overvejede en søforklaring om at Anja var mit mellemnavn, men jeg valgte bare at rejse mig og gå.
Det virkede lettere.
Det var lidt af et dilemma
– da det gik op for mig, at jeg havde glemt at tage deodorant på, inden jeg tog blusen på.
Jeg overvejede om jeg gad at tage blusen af igen, eller om jeg skulle forsøge påfører deodoranten under blusen, med fare for at fedte blusen til.
Til sidst valgte jeg helt at droppe deodoranten i dag. Jeg skal alligevel ingenting.