Kære mand på toilettet

Det var ikke for at gøre nar.

Det var ikke dig, jeg sagde den der pruttelyd af.
Jeg er jo bare ikke vant til, at nogen benytter dét toilet på arbejdet.

Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde den – det var bare en lyd; sådan en lidt “det er en lang dag i dag – tungen ud af munden – lyd”.

Prut.

– Og det var altså med munden jeg sagde lyden…
Det var ikke fordi, jeg ikke kunne holde mig, og stod og små-pruttede, imens jeg hev i døren. Det var det ikke.
– Og undskyld at jeg hev sådan i døren. Jeg er jo bare ikke vant til at nogen benytter dét toilet.

Undskyld.

Siden sidst

Tiden går. Hurtigt.
Ind imellem føles det, som i går min far døde. Og som om, det kun er et øjeblik siden, jeg pakkede mine sidste ting ud i mit nye hus.
Ind imellem tænker jeg, at jeg da netop er kommet ud af mit forhold til børnenes far. Det er jeg ikke. Det er et år siden.
Et år…

Ind imellem er det modsat: Alt det der er sket på dette sidste år, alle de følelser følt, alle de tanker tænkt. For slet ikke at tale om mængden af tåre og snot. Alt det på kun et år. Utroligt.

Nu er alt nyt.
Nyt hus, nyt job, ny kæreste. Børnene er de samme. Heldigvis.

Følelsen af rodfæste er også ny. Ny og stadig ikke konstant, men den er der oftere og oftere; følelsen af at være tilstede i mit liv, og ikke blot – som i så mange måneder efter bruddet; en følelse af at være frit svævende et sted udenfor mig selv. En følelse af, at sammenhængen mellem ‘mig’ og ‘jeg’ manglede. Følelsen af at være ingen og intet. Skræmmende. Langvarigt.

Pludselig at blive opmærksom på sit hjerte i halsen, bankene.
Musklerne spændte, rystene.
Uro – stress – angst. Ofte.

Gå i seng om aftenen, men ikke kunne sove, fordi ens hjerne arbejder på højtryk og ens krop er i yderste alarmberedskab. Stå op næste morgen, efter igen at have “leget søvn” en hel nat. Være mor, hænge sammen. Eller prøve på det. Bare prøve.
Græde så ofte og så let. Bryde sammen over ingenting – tage alt nært. Fuldstændig filterløs.

Tænke – tænke – tænke. Føle. Bearbejde, mærke efter, se ind ad og pille i sin egen navle.

Mediterer, gå, løbe – eller prøve på det.
Spise sundt, droppe kaffe, droppe alkohold. Gå i terapi, til psykolog og hypnotisør. Snakke med venner og med kæresten, snakke, græde, snakke.
Skrive. Læse.
Overholde sovetider og faste rutiner. Skære ned på skærmforbrug.
Finde ro – eller prøve på det.

Uro – stress – angst. Stadigvæk.
Stå op efter at have “leget søvn” og gøre det hele forfra.

Det er stadig sådan, men er ikke længere konstant.
Jeg får stadig følelsen af at have mistet mig selv, et sted på vejen, men den slipper og jeg mærker oftere og længere roen og trygheden i at være mig.
Lige her. Lige nu. Mig. Smilende.

2 liv

I morgen får jeg mine børn hjem.
I morgen starter mit andet liv; livet som mor.
I sidste uge var jeg kæreste. Bare mig og ham og al tid i verden. Det store savn til mine børn, der blandede sig med glæden over igen at kunne falde i søvn i hans arme.

Nu er jeg hjemme. Igen.
Igen i gang med at varme mit kolde hus op, igen i gang med at lægge madplan og købe ind, tjekke at børnenes tøj er vasket og at deres værelser i bare nogenlunde stand.
Snart kommer de hjem. Mine børn. Snart starter mit andet liv med madpakker, aftensmad på bestemte tidspunkter, kaos og glæde. Mest glæde.
Og kærlighed.
Snart er jeg igen kæreste på deltid og når det lige passer ind.

Denne uge med børn vil også gå. Den vil gå så uendelig hurtigt, og mine børn vil tage hjem til deres andet liv – med deres far, og efterlade mig med et hul i hjertet formet af savn. Efterlade mig til kærestelivet, alenetid og tosomhed med kys og lykke.
– Men mest af alt, vil det efterlade mig med længslen mod, at mine børn igen vender hjem og gør mig hel.

Hvordan går det med dig?

Er du ved at være kommet på plads?
Hvorfor gik I fra hinanden?
Hvordan går det med børnene?
Har du fundet et nyt arbejde?
Hvad med din far – er du kommet ovenpå?
Hvordan har du det?

Spørgsmål. Mange spørgsmål fra søde og betænksomme mennesker. Og ja, jeg vil da langt hellere have dém, end den akavede; ‘lad os lade som om, at alt er som det plejer’. Langt hellere!
Nogle gange er det bare så svært at svare.

– For jo, jeg er da ved at være kommet på plads, men nogle dage føles “mit hjem” stadig som noget jeg leger – som om jeg snart skal tilbage, til mit ægte hjem.

– For ind i mellem kan jeg faktisk ikke huske hvorfor vi gik fra hinanden.
Ind i mellem tænker jeg, at det var den værste fucking lorte-idé, fordi det brud her er så skide hårdt. (Og nej, det var ikke den dårligste idé – det var den bedste, af de dårlige muligheder vi havde.)

– For jo, børnene er da nogenlunde helskindet stadigvæk … tror jeg da, men hvad fanden ved jeg egentlig, når det kommer til stykket?

– For nej, det har jeg ikke – og skal jeg være ærlig, så tvivler jeg på, at jeg ville kunne passe et fuldtidsarbejde pt.

– For nej, det er jeg ikke – ikke i dag ihvertfald. I går var jeg.

– For det skifter. Jeg har det rigtig, rigtig godt – og jeg har det rigtig, rigtig dårligt – og alt der i mellem.
Nogle dage er jeg en syndflod af følelser, angst, stress og søvnbesvær. Andre er jeg smil og en stor følelse af, at det hele er på vej et rigtigt sted hen.

Så får at svare: Nja, tja…, hmmm, nej, tjo…, ja … ?
Gode svar, ikke sandt?

Jeg river ned – jeg bygger op

Det er massivt.
Det med at stå midt i istandsættelse af et helt hus, efter et brud: Et hus der stadig er kaos, og som jeg endnu ikke kan flytte helt ind i.
Ofte har jeg tænkt, at det sgu da havde været nemmere bare at leje en lejlighed – i stedet for at købe dette hus, med dette kæmpe arbejdspres i tilkøb.
Meget nemmere!

Og så alligevel.
For imens jeg hiver gulvtæpper af, imens jeg flår i tapetet eller kantbånd. Imens jeg sliber gulve… Imens bliver tanker, følelser og fastlåste mønstre flået i, og slebet til.

Når jeg har kørt malerrullen for sidste gang i et rum, når det sidste nye gulvbræt er lagt, og når den sidste filt er kommet op; så føles det som om, der også kommer en orden inden i mig – som om tingene falder lidt mere i hak.

Så ja, det er massivt, og nej, jeg gjorde det fandme ikke igen.
Men de gamle gardiner er taget ned, snart pudser jeg vinduerne, og så kan jeg se helt klart ud på min nye verden.

Når man kører forbi sit hjem

Man ser det, men man kører videre, for hjemmet rummer ikke længere en selv.
Man er ikke længere velkommen – ikke længere en del af det hjem, man ellers har været med til at bygge op.

Man må køre videre mod sit nye hjem, hjemmet man selv har valgt. Eller nej, ikke hjemmet; huset – for noget hjem er det ikke. Det er blot stablede mursten med en indvendig ruminddeling.
Men det bliver et hjem. Det kommer til at ske.
Det kommer til at ske, ligesom savnet, sorgen og gråden der konstant ligger to blink borte, vil svinde bort, og en dag erstattes af grin helt nede fra maven.
Det kommer til at ske.

Når der sker så meget, at alting står stille

Jeg har været stille herinde længe. Mit liv er i løbet af det sidste halve år faldet så meget fra hinanden, at jeg har haft brug for ro til at bygge det op på ny.

Nu står jeg her. Ikke med et færdigbygget liv – nej, ikke engang et lagt fundament. Alligevel har jeg brug for at skrive. Skrive til jer, for jeg ved at jeg ikke står alene. Det ved jeg, og lige nu har jeg selv mere end noget andet brug for netop denne viden: “Du er ikke alene.”
Vi er mange, og kan jeg med mine ord fortælle jer, at I heller ikke er alene – at vi er sammen, og vi er stærke; så er det meget værd.

For 4 år siden døde min mor, i sommer min far, og i efteråret forholdet med den mand jeg har brugt de sidste 15 år sammen med.

Skilsmisse.
Jeg har altid tænkt på den, som den lette udvej. Den man tog, når man ikke havde nosser til at blive og kæmpe.
Det skammer jeg mig over nu. Nu ser jeg at det ofte er skilsmissen, der er den hårde vej.
Det kræver mod og det kræver styrke, at løsrive sig fra noget der ‘ikke er direkte dårligt.’ Det kræver en tunge holdt lige i munden, og et naivt håb om, at det kan blive bedre. At livet kan blive bedre.
Og så kræver det et spring – et spring ud i tomheden, hvor man hverken ved hvor, eller om man lander.

Jeg ved ikke om jeg er landet. Jeg tror det ikke.

I starten af september skrev jeg i min dagbog:
“Jeg bløder fra et åbent sår.
Det drypper ned på gulvet.
Dryp.
Dryp.
Dryp.
Sikke et griserri, jeg nu skal til at tørre op.”

Og sådan var det. Sådan var det længe. Sådan er det stadig, ind i mellem.
Men jeg er ved at tørre op – har nu overskud til periodiske rengøringer af det gulv, mit hjerte så hyppigt grisser til på ny.

Mit hjerte er gennemstukket af så meget sorg og så mange tab at jeg ikke ville tro det muligt at hele. Alligevel danner der sig ny hud; hård hud der lukker af for følelserne, lukker af for angsten og for sorgen. Hård hud der gør at man kan fungerer og være til.

Den hårde hud skaller af på et tidspunkt, langsomt åbner den op, og giver den bløde hud indenunder mulighed for at hele; giver mulighed for arene at dannes.
For jeg ved godt at den må væk, den hårde hud. Men jeg ved også hvor taknemmelig jeg var, for dens indtræden.

Så nu bygger jeg op.
Det går langsomt og det er med rystende ben, at jeg tager de første spadestik til et fuldstændig andet liv, end det jeg kom fra. Jeg ved endnu ikke helt hvor jeg skal grave, jeg ved ikke hvordan jeg skal bygge, for jeg har aldrig prøvet det før.
Men jeg ved at jeg kan; jeg ved at jeg inden i, har en hel byggemanual. For jeg kan se den flagre med første side.


Undskyld for dyrene …

Da to af vores nye kyllinger døde, snakkede jeg med pigen om, at nu var de jo oppe at bo sammen med mormor og morfar i himlen.
…
Ligesom vores ene kat, og vores anden kat, og vores tredie kat.
Og farmors hund, og 2 af farmors katte. Og gråspurven der døde i vores have. Og naboens kat, der også var ret sød.

De får travlt deroppe.

Sat fri

Min mor er død.
Min far er død.

Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.

Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.

En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?

Her går det godt – send mere sorg

Det er mærkeligt som sorg og savn rammer i bølger.

Mærkeligt som jeg, den ene uge, kan føle det som en overvindelse bare at stå ud af sengen – for så den næste, næsten at “have glemt” det dér med de døde forældre.
Det er nok en måde sindet passer på sig selv, og jo det er da rart ikke konstant at have rød næse og våde øjne: Alligevel kan jeg ikke undgå at føle det så forkert, når jeg midt i det hele, kan tage mig selv i faktisk at have det helt godt. Jeg kan ikke undgå at frygte at der efter sådan en optur kommer en nedtur hvor jeg igen knækker over.

For selvfølgelig kommer den; nedturen. Selvfølgelig er det ikke gået over, jeg ved det godt. Jeg ved også, at efter nedturen kommer en ny optur og at opturerne efterhånden vil vare længere og nedturerne kortere.
Og jeg er glad for, at nedturerne nok aldrig helt giver op – for det er også i dem, at minderne og kærligheden ligger.
Jeg bader gerne alle sorgens bølger – men nøj, hvor jeg glæder mig til mere stille vand.

5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet

– og hvad du skal gøre i stedet.

Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.

Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.

Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.