Følelsen af tomhed og tyngde

Drengen sagde det så godt: “Det føles som om jeg er helt tung og tom i kroppen.”
Det er følelsen; tomhed og tyngde.
Nå den er værst sidder som en knude i brystet, resten af tiden føles det bare tomt og tungt som om noget trækker en mod jorden.
Men det bliver bedre. I går begravede vi min far, kun os fire, med lidt hjælp til at bære kisten, uden kirke, præst eller købe blomster; præcis som han ønskede. Bagefter tog vi hjem i hans køkkenhave og spiste af nye kartofler og jordbær i hans minde.
Det var en fin afsked, meget i min fars ånd. Begravelser kan noget afsluttende og genopbyggende; nu kan vi forsigtigt kigge fremad.

Share

Forældreløs

Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.

Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.

Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?

Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.

Share

Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.


Share

Guide til hvordan du bliver hjemme

Det kan være svært. – Det der med at blive hjemme. 

Selvfølgelig vil du ikke være med til at sprede smitte. Selvfølgelig vil du gerne følge retningslinjerne om at blive hjemme. Men hvordan gør du? 

Mange har stadig rigtig svært ved det. Derfor kommer her en hjælpende hånd – på både dansk og engelsk. 

Må gerne deles, eller kopieres og bruges som coverbillede (formatet skulle gerne passe)


Share

Velkommen i det store sorte dyb

– kaldet hverdagen.
Datoen er d. 12.01.2020. Allerede, i går var det jul -og i forgårs sommer.

Tiden går; bliver grådigt slugt af børn, arbejde, pligter – hverdag.
Altid hverdag. Og jo, jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen, men ind i mellem, ville jeg ønske at det hele gik langsommere. Gerne så langsomt at jeg kunne nå at opleve mit liv – og gerne det hele.

Tid er noget jeg tænker meget over. Tiden vi har er kort; for mig måske kun 27 år mere, som min mor. Hvem ved. Måske dør jeg i morgen – måske gør du?
Vi vokser op med en forestilling om, at vi vil leve evigt. En forestilling, der til trods for at vores logiske sans på et tidspunkt indsætter, fortsætter.
Det andet er for ubærligt. Naturligvis.

Vi har snakket meget om tid, om liv, sygdom og død min kæreste og jeg.
For det meste brokker vi os bare – eller ærger os over alt det vi ikke fik gjort, mens vi var unge og frie. Eller alt det vi ikke fik gjort, da vi brugte hele weekenden foran TV’et.
Men vi prøver. Vi prøver at tænke nyt, for det er det nye vi husker. Vi prøver at gøre de ting, vi altid gerne har ville gøre, også selvom de er egoistiske eller svære. Vi prøver at være ligeglade med om facaden har lidt skrammer, og med at leve op til “familien Danmark”. Vi prøver at være åbne for mulighederne og for hinanden. Vi prøver at være modige.
Ind i mellem lykkedes det.

Dette projekt med at føre dagbog, er et forsøg på at fastholde tiden. Et forsøg på at huske dagene og på at leve i nuet. Jeg håber det lykkedes.


Share

Jeg var til morgenfest i morges

11.01.2020

En af fordelene ved at stå rigtig tidligt op på en lørdag, er at diskokuglen fungerer upåklageligt når der er helt mørkt udenfor.

I aften skal jeg til fest igen, men selvom tøjet bliver pænere (jeg planlægger blandt andet en BH), og musiken måske bedre, forventer jeg ikke at finde en dansepartner der helt kan leve op til hende, jeg dansede med i morges.

Share