Jeg river ned – jeg bygger op

Det er massivt.
Det med at stå midt i istandsættelse af et helt hus, efter et brud: Et hus der stadig er kaos, og som jeg endnu ikke kan flytte helt ind i.
Ofte har jeg tænkt, at det sgu da havde været nemmere bare at leje en lejlighed – i stedet for at købe dette hus, med dette kæmpe arbejdspres i tilkøb.
Meget nemmere!

Og så alligevel.
For imens jeg hiver gulvtæpper af, imens jeg flår i tapetet eller kantbånd. Imens jeg sliber gulve… Imens bliver tanker, følelser og fastlåste mønstre flået i, og slebet til.

Når jeg har kørt malerrullen for sidste gang i et rum, når det sidste nye gulvbræt er lagt, og når den sidste filt er kommet op; så føles det som om, der også kommer en orden inden i mig – som om tingene falder lidt mere i hak.

Så ja, det er massivt, og nej, jeg gjorde det fandme ikke igen.
Men de gamle gardiner er taget ned, snart pudser jeg vinduerne, og så kan jeg se helt klart ud på min nye verden.

Når man kører forbi sit hjem

Man ser det, men man kører videre, for hjemmet rummer ikke længere en selv.
Man er ikke længere velkommen – ikke længere en del af det hjem, man ellers har været med til at bygge op.

Man må køre videre mod sit nye hjem, hjemmet man selv har valgt. Eller nej, ikke hjemmet; huset – for noget hjem er det ikke. Det er blot stablede mursten med en indvendig ruminddeling.
Men det bliver et hjem. Det kommer til at ske.
Det kommer til at ske, ligesom savnet, sorgen og gråden der konstant ligger to blink borte, vil svinde bort, og en dag erstattes af grin helt nede fra maven.
Det kommer til at ske.

Når der sker så meget, at alting står stille

Jeg har været stille herinde længe. Mit liv er i løbet af det sidste halve år faldet så meget fra hinanden, at jeg har haft brug for ro til at bygge det op på ny.

Nu står jeg her. Ikke med et færdigbygget liv – nej, ikke engang et lagt fundament. Alligevel har jeg brug for at skrive. Skrive til jer, for jeg ved at jeg ikke står alene. Det ved jeg, og lige nu har jeg selv mere end noget andet brug for netop denne viden: “Du er ikke alene.”
Vi er mange, og kan jeg med mine ord fortælle jer, at I heller ikke er alene – at vi er sammen, og vi er stærke; så er det meget værd.

For 4 år siden døde min mor, i sommer min far, og i efteråret forholdet med den mand jeg har brugt de sidste 15 år sammen med.

Skilsmisse.
Jeg har altid tænkt på den, som den lette udvej. Den man tog, når man ikke havde nosser til at blive og kæmpe.
Det skammer jeg mig over nu. Nu ser jeg at det ofte er skilsmissen, der er den hårde vej.
Det kræver mod og det kræver styrke, at løsrive sig fra noget der ‘ikke er direkte dårligt.’ Det kræver en tunge holdt lige i munden, og et naivt håb om, at det kan blive bedre. At livet kan blive bedre.
Og så kræver det et spring – et spring ud i tomheden, hvor man hverken ved hvor, eller om man lander.

Jeg ved ikke om jeg er landet. Jeg tror det ikke.

I starten af september skrev jeg i min dagbog:
“Jeg bløder fra et åbent sår.
Det drypper ned på gulvet.
Dryp.
Dryp.
Dryp.
Sikke et griserri, jeg nu skal til at tørre op.”

Og sådan var det. Sådan var det længe. Sådan er det stadig, ind i mellem.
Men jeg er ved at tørre op – har nu overskud til periodiske rengøringer af det gulv, mit hjerte så hyppigt grisser til på ny.

Mit hjerte er gennemstukket af så meget sorg og så mange tab at jeg ikke ville tro det muligt at hele. Alligevel danner der sig ny hud; hård hud der lukker af for følelserne, lukker af for angsten og for sorgen. Hård hud der gør at man kan fungerer og være til.

Den hårde hud skaller af på et tidspunkt, langsomt åbner den op, og giver den bløde hud indenunder mulighed for at hele; giver mulighed for arene at dannes.
For jeg ved godt at den må væk, den hårde hud. Men jeg ved også hvor taknemmelig jeg var, for dens indtræden.

Så nu bygger jeg op.
Det går langsomt og det er med rystende ben, at jeg tager de første spadestik til et fuldstændig andet liv, end det jeg kom fra. Jeg ved endnu ikke helt hvor jeg skal grave, jeg ved ikke hvordan jeg skal bygge, for jeg har aldrig prøvet det før.
Men jeg ved at jeg kan; jeg ved at jeg inden i, har en hel byggemanual. For jeg kan se den flagre med første side.


Undskyld for dyrene …

Da to af vores nye kyllinger døde, snakkede jeg med pigen om, at nu var de jo oppe at bo sammen med mormor og morfar i himlen.

Ligesom vores ene kat, og vores anden kat, og vores tredie kat.
Og farmors hund, og 2 af farmors katte. Og gråspurven der døde i vores have. Og naboens kat, der også var ret sød.

De får travlt deroppe.

Sat fri

Min mor er død.
Min far er død.

Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.

Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.

En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?

Her går det godt – send mere sorg

Det er mærkeligt som sorg og savn rammer i bølger.

Mærkeligt som jeg, den ene uge, kan føle det som en overvindelse bare at stå ud af sengen – for så den næste, næsten at “have glemt” det dér med de døde forældre.
Det er nok en måde sindet passer på sig selv, og jo det er da rart ikke konstant at have rød næse og våde øjne: Alligevel kan jeg ikke undgå at føle det så forkert, når jeg midt i det hele, kan tage mig selv i faktisk at have det helt godt. Jeg kan ikke undgå at frygte at der efter sådan en optur kommer en nedtur hvor jeg igen knækker over.

For selvfølgelig kommer den; nedturen. Selvfølgelig er det ikke gået over, jeg ved det godt. Jeg ved også, at efter nedturen kommer en ny optur og at opturerne efterhånden vil vare længere og nedturerne kortere.
Og jeg er glad for, at nedturerne nok aldrig helt giver op – for det er også i dem, at minderne og kærligheden ligger.
Jeg bader gerne alle sorgens bølger – men nøj, hvor jeg glæder mig til mere stille vand.

5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet

– og hvad du skal gøre i stedet.

Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.

Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.

Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.

En måned

I dag er det en måned siden min far døde. En måned, der føles uendelig kort – og utrolig lang, på én gang.

Det er en mærkelig tid, denne sommer. Det er svært at jonglere ferie med sommerglade børn – venner og kæreste, når jeg ofte mest har lyst til, at sætte mig ind i et mørkt rum alene, og vente på at det bliver bedre.
Svært også fordi en stor del af mig, jo stadig rigtig gerne vil være sammen med mine mennesker.

Jeg ved godt, at det ikke forventes at jeg er kommet videre, eller at jeg sprudler af energi og glæde. Det ved jeg godt. Men det føltes sådan. – Nok fordi jeg forventer det af mig selv, for; det er jo ferie for pokker! Kom nu ind i kampen!

Så jeg kæmper. Kæmper for at virke normal og social, kæmper for at orke mine børn og kæreste. Kæmper for at gøre alle de ting der forventes af mig. Dem jeg selv forventer.

Kæmper for at blive hel igen.

De fleste dage kan jeg faktisk glemme at det er en kamp; livet føles normalt – jeg føler mig normal. Men så sker der er lille uforudset ting, som river i klistrebåndet jeg har klinket mig selv med, og så mærker jeg at jeg ikke er hel. Jeg er ikke normal, men udmattet. Helt utroligt udmattet. Jeg mærker hvor hårdt det er, at kæmpe sig tilbage til glæden, hverdagen og lysten til at være sammen med andre.

Men det skal jeg. For det vil jeg! Så jeg rejser mig, og stiller mig klar til at kæmpe videre.
Til sidst vinder jeg!

Følelsen af tomhed og tyngde

Drengen sagde det så godt: “Det føles som om jeg er helt tung og tom i kroppen.”
Det er følelsen; tomhed og tyngde.
Nå den er værst sidder som en knude i brystet, resten af tiden føles det bare tomt og tungt som om noget trækker en mod jorden.
Men det bliver bedre. I går begravede vi min far, kun os fire, med lidt hjælp til at bære kisten, uden kirke, præst eller købe blomster; præcis som han ønskede. Bagefter tog vi hjem i hans køkkenhave og spiste af nye kartofler og jordbær i hans minde.
Det var en fin afsked, meget i min fars ånd. Begravelser kan noget afsluttende og genopbyggende; nu kan vi forsigtigt kigge fremad.

Forældreløs

Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.

Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.

Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?

Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.

Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.