Smørrebrødet

[Nye læsere bør starte fra bunden]

Om torsdagen holdt de eftermiddagsmøde i Bahne. Når Bahne skulle holde eftermiddagsmøde blev jeg, som deres hjælpepige, sendt ned for at hente smørrebrød hos Den gode slagter.
Sådan set kunne jeg godt lide at hente smørrebrødet, for det gav mig rig mulighed for at blive set i mit Bahne-forklæde. Når jeg gik den korte vej til Den gode slagter gik jeg hurtigt og målrettet. Jeg passede på ikke at smile – så folk kunne se, at jeg var vigtig person uden tid til pjank og fjas!
Jeg nikkede kort til Den gode slagter, og bad så om kassen med smørrebrød. Jeg så ingen grund til venlighed – han var trods alt bare en slagter; og jeg en Bahne-ansat.

Jo, for så vidt var det godt nok, at hente smørrebrødet til eftermiddagsmødet.
Det var mere dét at aflevere det, der var problemet.

Min vagt sluttede imens mødet var igang, så Bahne mente åbenbart ikke, at de burde bestille mad til mig også.
Jeg forstod aldrig helt hvorfor, for jeg kunne sagtens have spist det på vej hjem; SÅ højtbelagt var det altså heller ikke.
Det at skulle bære smørrebrødet den lange vej, og så end ikke måtte tage bare ét lille stykke selv; det føltes som noget nær tortur!
Men ikke nok med det; når jeg skulle hjem, var jeg tvunget til at gå forbi køkkenet. Derinde sad de alle sammen og mæskede sig i det smørrebrød jeg, den lille hjælpe-pige, havde hentet.
Det var den slags uretfærdighed, der kunne få selv den bedste dag med bluse-sammenlægning, og bobleplast-hopning til at virke både trist og grå.
Helt slemt blev det da jeg, allerede om onsdagen, begyndte at frygte torsdagens kommen, med al dens uretfærdighed. Da vidste jeg, at jeg måtte gribe til handling! – Ikke bare for min egen skyld, men mere for bekæmpe den uretfærdighed der blev begået.
Bahnepigen blive snydt for smørrebrød

Selvfølgelig prøvede jeg først bare at snuppe et par madder fra kassen, men Bahne var åbenbart så nøjeregnende at de vidste præcis hvor mange madder der skulle være. – Og selvom de da fik dem erstattet hos Den gode slagter, mente jeg alligevel at det ville være uklogt at fortsætte.
Så prøvede jeg at pille lidt i pynten; spise en reje hist og en agurkskive her, men selvom at det ikke blev opdaget, følte jeg alligevel ikke at retfærdigheden var sket fyldest.

Det blev en meget sulten og uretfærdig tid i Bahne.

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.Bahnepigens fidus med smørrebrødet
 Når jeg gik af kældervejen tilbage, kunne jeg gøre holdt i paprummet.
Her kunne jeg åbne kassen med smørrebrød, og med papkniven forsigtigt skære tynde skiver af alle madderne.
Det var noget der krævede præcision og tålmodighed.
Jeg startede naturligvis med de lette madder – dem med smørepålæg.
Langsomt opøvede jeg min teknik, og efter nogen tid mestrede jeg også skivepålæget: Her gjaldt det om først at skære en tynd skive ef brødet, og bagefter dykke ned under den italienske salat eller mayonnaisen og først hér skære noget af pålæget, så enderne forblev intakte.
Den dag det lykkedes mig at fritlægge et lille stykke af fiskefileten uden at det kunne ses, blev jeg så stolt at jeg nær var hoppet på noget bobleplast, af bar begejstring.
Når jeg sad der i paprummet og skiveskar smørrebrød, følte jeg mig retsindig. Jeg følte, at jeg med min papkniv og min skære-pille-teknik, vandt en lille kamp for de små.

Når jeg havde skåret tynde skiver af alle madderne, brugte jeg et lille stykke pap til lige at hvirvle op i pynten. Så gemte jeg mine madder på en serviet bag en kasse, så jeg let kunne komme tilbage og nyde dem inden min 2-timers vagt sluttede.
Efter dette lille tiltag, blev torsdagene helt gode.

Listen

[Nye læsere bør starte fra bunden]

På et tidspunkt gav Bahne mig en liste over ting det skulle gøres hver dag, og ting der kunne gøres hvis der var tid.
Jeg ved ikke hvorfor, de følte behov for at give mig den liste, for de havde jo allerede fortalt mig det mange gange.
listen
Jeg ved heller ikke hvorfor de mente, at jeg kun skulle lægge bluser sammen hvis der var tid.
Bahne hængte listen op på mit skab, og sagde at nu skulle vi sammen hjælpes ad med at huske på den.

Listen gav mig en del problemer, for Bahne kunne godt finde på at spørge ind til om jeg nu havde gjort dit og dat, når de så mig ved bluserne.
I starten prøvede jeg selvfølgelig at sige, at jeg troede at bluserne var det vigtigste, at jeg ikke lige havde fået set på listen, eller at jeg havde glemt rækkefølgen af opgaverne.
Bahne gav mig en ekstra liste -til at have i mit forklæde, sagde de. De blev også dygtige til at gå og huske mig på listen hele tiden.

Det var ærlig talt utrolig irriterende og hvad værre var, gjorde det at jeg nu næsten aldrig havde tid til at lægge bluser sammen, så folk kunne se mig i mit Bahne-forklæde.
Jeg havde stort set heller aldrig tid til at holde min pause på lageret mere.

Det blev en hård og trist tid i Bahne.

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg bare sørgede for, at nogen så mig være igang med f.eks. at feje trappen, så kunne jeg nøjes med at tage det mest i øjenfaldende, og så sige at jeg havde gjort det. De havde jo selv set mig være i gang.
Det krævede nogle forsøg at få det hele til at spille sammen, men jeg gav ikke op og efter bare nogle dage havde jeg skåret halvdelen af tiden jeg brugte på ‘skal’ opgaverne væk.
Når jeg ordnede hele badeværelset med gulvkluden, sparede jeg tiden det tog at blande nyt sæbevand og finde rene klude.
Køkken og spisebordet kunne hurtigt klares med lager-kosten. Den kunne tage det meste af én gang og sparede mig for at vride karkluden op, og ordne vasken når krummerne røg derned.
fejer-bordetNår jeg fejede Bahnes køkkenbord med lager-kosten følte jeg mig smart. Det gjorde mig i godt humør, at jeg var så kvik og fik mig ofte til at gå og nynne lidt for mig selv.
Bahne syntes at det var dejligt, at de havde fået sådan en glad og hurtig hjælpepige, der ligefrem gik og nynnede imens hun klarede alle opgaverne på listen.

Arbejdet på lageret

[Nye læsere bør starte her]

Ind i mellem hentede Bahne mig ind fra bluserne og mente at jeg burde lave andre ting. Andre mere nyttige ting, sagde de.
Ofte satte de mig til at ordne lageret.
Jeg brød mig ikke om at ordne lageret, for her kunne ingen se mig i mit Bahne-forklæde. Alligevel havde lageret én fordel; der kom sjældent nogle.
Tit var jeg træt efter at have arbejdet hårdt med at lægge bluser sammen, så jeg havde brug for en pause i min 2 timers vagt. Bahne mente ikke at jobbet inkluderede en betalt pause. Men det mente jeg nu nok det gjorde.

I starten udså jeg mig et godt og afsidsliggende sted på lageret, et sted hvor jeg kunne sidde uforstyret og holde min pause. Ind i mellem havde jeg lidt kiks med, til at hygge mig med.
bahnepige-spiser-kiksProblemet ved dette var at dog, at der kunne træffe at komme nogen. Godt nok var det ikke særlig tit at der kom nogen på lageret, men jeg fandt det utrolig stressende hele tiden at skulle være parat til fare op og gemme kiks af vejen. Ærlig talt gjorde det at pausen mindre hyggelig.
Jeg forsøgte at sætte mig langt fra trappen der førte ned på lageret, men desværre opdagede jeg at der var flere veje ned. Mange veje.
Det var umuligt for mig rigtig at slappe af, når jeg hele tiden skulle være på vagt.
hænger-op-af-kost

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg stod med en kost, skulle jeg blot begynde at feje når jeg hørte fodtrin. Det kunne jeg sagtens nå.
Når de så var gået forbi, kunne jeg igen bruge kosten til at hænge op af.
Det tog lidt tid at finde en behagelig stilling til at hænge op af kosten, men jeg gav ikke op, og efter en dedikeret indsats fandt jeg den.
Når jeg stod og hang op af min kost på Bahnes lager, følte jeg mig helt afslappet.
Her kunne jeg tænke på stort og småt, vende dagens små problemer og overveje hvornår jeg mon igen kunne tillade mig at kigge til bluserne.
Ind i mellem flyttede jeg mig også lidt rundt på lageret, og stod forskellige steder og hang op af kosten. Bare for at få lidt adspredelse.

Skulle det så ske at der kom nogen forbi, kunne jeg se irriteret ud og sige ting som: “Jeg syntes her bliver ved med at være støvet, lige meget hvor meget jeg fejer!” På den måde kunne Bahne se hvilken flink og ihærdig hjælpepige jeg var, der sørgede for at holde lageret pænt og rent.