Tiden går. Hurtigt.
Ind imellem føles det, som i går min far døde. Og som om, det kun er et øjeblik siden, jeg pakkede mine sidste ting ud i mit nye hus.
Ind imellem tænker jeg, at jeg da netop er kommet ud af mit forhold til børnenes far. Det er jeg ikke. Det er et år siden.
Et år…
Ind imellem er det modsat: Alt det der er sket på dette sidste år, alle de følelser følt, alle de tanker tænkt. For slet ikke at tale om mængden af tåre og snot. Alt det på kun et år. Utroligt.
Nu er alt nyt.
Nyt hus, nyt job, ny kæreste. Børnene er de samme. Heldigvis.
Følelsen af rodfæste er også ny. Ny og stadig ikke konstant, men den er der oftere og oftere; følelsen af at være tilstede i mit liv, og ikke blot – som i så mange måneder efter bruddet; en følelse af at være frit svævende et sted udenfor mig selv. En følelse af, at sammenhængen mellem ‘mig’ og ‘jeg’ manglede. Følelsen af at være ingen og intet. Skræmmende. Langvarigt.
Pludselig at blive opmærksom på sit hjerte i halsen, bankene.
Musklerne spændte, rystene.
Uro – stress – angst. Ofte.
Gå i seng om aftenen, men ikke kunne sove, fordi ens hjerne arbejder på højtryk og ens krop er i yderste alarmberedskab. Stå op næste morgen, efter igen at have “leget søvn” en hel nat. Være mor, hænge sammen. Eller prøve på det. Bare prøve.
Græde så ofte og så let. Bryde sammen over ingenting – tage alt nært. Fuldstændig filterløs.
Tænke – tænke – tænke. Føle. Bearbejde, mærke efter, se ind ad og pille i sin egen navle.
Mediterer, gå, løbe – eller prøve på det.
Spise sundt, droppe kaffe, droppe alkohold. Gå i terapi, til psykolog og hypnotisør. Snakke med venner og med kæresten, snakke, græde, snakke.
Skrive. Læse.
Overholde sovetider og faste rutiner. Skære ned på skærmforbrug.
Finde ro – eller prøve på det.
Uro – stress – angst. Stadigvæk.
Stå op efter at have “leget søvn” og gøre det hele forfra.
Det er stadig sådan, men er ikke længere konstant.
Jeg får stadig følelsen af at have mistet mig selv, et sted på vejen, men den slipper og jeg mærker oftere og længere roen og trygheden i at være mig.
Lige her. Lige nu. Mig. Smilende.
Kategori: Sorg
Hvordan går det med dig?
Er du ved at være kommet på plads?
Hvorfor gik I fra hinanden?
Hvordan går det med børnene?
Har du fundet et nyt arbejde?
Hvad med din far – er du kommet ovenpå?
Hvordan har du det?
Spørgsmål. Mange spørgsmål fra søde og betænksomme mennesker. Og ja, jeg vil da langt hellere have dém, end den akavede; ‘lad os lade som om, at alt er som det plejer’. Langt hellere!
Nogle gange er det bare så svært at svare.
– For jo, jeg er da ved at være kommet på plads, men nogle dage føles “mit hjem” stadig som noget jeg leger – som om jeg snart skal tilbage, til mit ægte hjem.
– For ind i mellem kan jeg faktisk ikke huske hvorfor vi gik fra hinanden.
Ind i mellem tænker jeg, at det var den værste fucking lorte-idé, fordi det brud her er så skide hårdt. (Og nej, det var ikke den dårligste idé – det var den bedste, af de dårlige muligheder vi havde.)
– For jo, børnene er da nogenlunde helskindet stadigvæk … tror jeg da, men hvad fanden ved jeg egentlig, når det kommer til stykket?
– For nej, det har jeg ikke – og skal jeg være ærlig, så tvivler jeg på, at jeg ville kunne passe et fuldtidsarbejde pt.
– For nej, det er jeg ikke – ikke i dag ihvertfald. I går var jeg.
– For det skifter. Jeg har det rigtig, rigtig godt – og jeg har det rigtig, rigtig dårligt – og alt der i mellem.
Nogle dage er jeg en syndflod af følelser, angst, stress og søvnbesvær. Andre er jeg smil og en stor følelse af, at det hele er på vej et rigtigt sted hen.
Så får at svare: Nja, tja…, hmmm, nej, tjo…, ja … ?
Gode svar, ikke sandt?
Når der sker så meget, at alting står stille
Jeg har været stille herinde længe. Mit liv er i løbet af det sidste halve år faldet så meget fra hinanden, at jeg har haft brug for ro til at bygge det op på ny.
Nu står jeg her. Ikke med et færdigbygget liv – nej, ikke engang et lagt fundament. Alligevel har jeg brug for at skrive. Skrive til jer, for jeg ved at jeg ikke står alene. Det ved jeg, og lige nu har jeg selv mere end noget andet brug for netop denne viden: “Du er ikke alene.”
Vi er mange, og kan jeg med mine ord fortælle jer, at I heller ikke er alene – at vi er sammen, og vi er stærke; så er det meget værd.
For 4 år siden døde min mor, i sommer min far, og i efteråret forholdet med den mand jeg har brugt de sidste 15 år sammen med.
Skilsmisse.
Jeg har altid tænkt på den, som den lette udvej. Den man tog, når man ikke havde nosser til at blive og kæmpe.
Det skammer jeg mig over nu. Nu ser jeg at det ofte er skilsmissen, der er den hårde vej.
Det kræver mod og det kræver styrke, at løsrive sig fra noget der ‘ikke er direkte dårligt.’ Det kræver en tunge holdt lige i munden, og et naivt håb om, at det kan blive bedre. At livet kan blive bedre.
Og så kræver det et spring – et spring ud i tomheden, hvor man hverken ved hvor, eller om man lander.
Jeg ved ikke om jeg er landet. Jeg tror det ikke.
I starten af september skrev jeg i min dagbog:
“Jeg bløder fra et åbent sår.
Det drypper ned på gulvet.
Dryp.
Dryp.
Dryp.
Sikke et griserri, jeg nu skal til at tørre op.”
Og sådan var det. Sådan var det længe. Sådan er det stadig, ind i mellem.
Men jeg er ved at tørre op – har nu overskud til periodiske rengøringer af det gulv, mit hjerte så hyppigt grisser til på ny.
Mit hjerte er gennemstukket af så meget sorg og så mange tab at jeg ikke ville tro det muligt at hele. Alligevel danner der sig ny hud; hård hud der lukker af for følelserne, lukker af for angsten og for sorgen. Hård hud der gør at man kan fungerer og være til.
Den hårde hud skaller af på et tidspunkt, langsomt åbner den op, og giver den bløde hud indenunder mulighed for at hele; giver mulighed for arene at dannes.
For jeg ved godt at den må væk, den hårde hud. Men jeg ved også hvor taknemmelig jeg var, for dens indtræden.
Så nu bygger jeg op.
Det går langsomt og det er med rystende ben, at jeg tager de første spadestik til et fuldstændig andet liv, end det jeg kom fra. Jeg ved endnu ikke helt hvor jeg skal grave, jeg ved ikke hvordan jeg skal bygge, for jeg har aldrig prøvet det før.
Men jeg ved at jeg kan; jeg ved at jeg inden i, har en hel byggemanual. For jeg kan se den flagre med første side.
Sat fri
Min mor er død.
Min far er død.
Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.
Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.
En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?
Her går det godt – send mere sorg
Det er mærkeligt som sorg og savn rammer i bølger.
Mærkeligt som jeg, den ene uge, kan føle det som en overvindelse bare at stå ud af sengen – for så den næste, næsten at “have glemt” det dér med de døde forældre.
Det er nok en måde sindet passer på sig selv, og jo det er da rart ikke konstant at have rød næse og våde øjne: Alligevel kan jeg ikke undgå at føle det så forkert, når jeg midt i det hele, kan tage mig selv i faktisk at have det helt godt. Jeg kan ikke undgå at frygte at der efter sådan en optur kommer en nedtur hvor jeg igen knækker over.
For selvfølgelig kommer den; nedturen. Selvfølgelig er det ikke gået over, jeg ved det godt. Jeg ved også, at efter nedturen kommer en ny optur og at opturerne efterhånden vil vare længere og nedturerne kortere.
Og jeg er glad for, at nedturerne nok aldrig helt giver op – for det er også i dem, at minderne og kærligheden ligger.
Jeg bader gerne alle sorgens bølger – men nøj, hvor jeg glæder mig til mere stille vand.
5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet
– og hvad du skal gøre i stedet.
Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.
Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.
Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!
Bunken af døde forældre
Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.
Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.
HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!
Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.
Følelsen af tomhed og tyngde
Drengen sagde det så godt: “Det føles som om jeg er helt tung og tom i kroppen.”
Det er følelsen; tomhed og tyngde.
Nå den er værst sidder som en knude i brystet, resten af tiden føles det bare tomt og tungt som om noget trækker en mod jorden.
Men det bliver bedre. I går begravede vi min far, kun os fire, med lidt hjælp til at bære kisten, uden kirke, præst eller købe blomster; præcis som han ønskede. Bagefter tog vi hjem i hans køkkenhave og spiste af nye kartofler og jordbær i hans minde.
Det var en fin afsked, meget i min fars ånd. Begravelser kan noget afsluttende og genopbyggende; nu kan vi forsigtigt kigge fremad.
Forældreløs
Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.
Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.
Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?
Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.
Det så faktisk ud til ikke at ville ske …
– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.
Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.
Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.
Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.
Fuck dig Mors dag!
Det var ikke fordi du gik op i det; i den slags. Du forventede det aldrig, og blev overasket hvert år. Eller lod du som om? Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg husker dine smil, når jeg dukkede op med blomster.
Der har været mange buketter gennem årene. Hjemmeplukkede oftest, tit fra grøftekanter på tur med hunden, i teenageårene oftest toppet med et par stjålne fra de andres haver. Du blev glad alligevel. Og selvom du fortalte mig, at man ikke må plukke andres blomster, så smilede du, imens du satte naboernes blomster i vand. Du blev altid glad.
Ind i mellem var de fra rigtige blomsterbutikker, og flot pakket ind i cellofan, med bånd og mærke på. – Ind i mellem var de bare de billigste fra Aldi. Nogle år var der kun en enkelt blomst, plukket i farten. Men du blev altid glad.
De sidste blomster jeg gav dig, var nok de kønneste. Blomsterdamen var dygtig. Hun forstod hvad jeg mente, da jeg sagde at de skulle minde om de vilde blomster, om dem fra grøftekanten.
Jeg tænkte, at de mindede mig om dig; vild og stærk og smuk som bare pokker.
Jeg kan huske hvordan du sad der på terrassen i solen, med din lille krop og dit store smil. Altid glad, altid overrasket.
Du sagde at de mindede dig om mig.
Den sidste bukket holdt længe. Jeg kan huske hvordan vi snakkede om, at det var utroligt som den kunne stå. Jeg kan huske de mange gange jeg skilte den ad, og tog de visne fra, for at den kunne holde sig køn lidt længere. Bare lidt længere.
I dag lægger jeg blomster på din grav.
Du skal ikke være ked af det mor
– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.
Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.
…
Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.
Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.
…
Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.
Nytår – nyt år
Vanen tro, vil jeg skrive lidt om det år der snart er gået – og om det der skal komme.
Sidste år kiggede jeg mod det nye år, med både frygt og ro.
År 2016 blev ganske rigtigt året, hvor min mor døde af hendes kræftsygdom.
Faktisk endte 2016 med næsten udelukkende at handle om min mor, hendes sygdom, hendes død – og min sorg over begge dele.
2016 blev også året hvor jeg lukkede bloggen – og åbnede den igen. Det var året hvor vores kat døde, og hvor de fandt en mindre hjertefejl hos min far – men heldigvis ikke hos mig.
I 2016 startede jeg igen på mit gamle arbejde, som egentlig ikke var blevet lettere, i tiden jeg var væk.
2016 har ændret mig – gjort mig til et andet menneske; et jeg egentlig ikke helt føler, at jeg kender, eller endnu føler er mig. Året har rykket grænser og efterladt mig i en tilstand af “hvad nu?”
Men, 2016 blev også året, hvor vi købte og flyttede ind i vores drømmehus. Det var året, hvor vores lille familie rykkede tættere sammen, og jeg for alvor så hvilket fantastisk stof, min mand er gjort af. I 2016 startede drengen og jeg vores lille iværksætteri, som måske er starten på noget andet og mere.
2016: Året hvor det hele skete, i et kaos af følelser, fortvivlelse og sorg.
Nu er det sket. Nu kigger jeg fremad, ser mørket svinde og aner lyset.
Mit ståsted har jeg endnu ikke fundet. Jeg bare ér; svæver frit i tomrummet af det der var, og det ukendte der skal komme.
2017 starter med H.
Hvad?
Hvorfor?
Hvordan?
Hvornår?
Det er ikke fordi jeg ikke vil
– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.
…
Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.
Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan?
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.
Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
En lille pose mor
Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.
Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.
…
Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
Bedst som jeg stod der og tudede
– Kom en flok gymnastiske kvinder marcherende, på den anden side af kirkegårdens hæk.
…
Åh, jo – hun havde god humor min mor, hun ville have elsket det!
At snakke død med børn
– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.
…
Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.
I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:
Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.
Jeg mødte en krage
– Og jo, jeg vidste da godt, at det nok ikke var hende …
Det var bare fordi den hoppede så meget rundt om mine ben og skræppede, at jeg blev lidt i tvivl.
Undskyld når jeg lyver
– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.
Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.
Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
