5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet

– og hvad du skal gøre i stedet.

Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.

Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.

Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

Share

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.

Share

Følelsen af tomhed og tyngde

Drengen sagde det så godt: “Det føles som om jeg er helt tung og tom i kroppen.”
Det er følelsen; tomhed og tyngde.
Nå den er værst sidder som en knude i brystet, resten af tiden føles det bare tomt og tungt som om noget trækker en mod jorden.
Men det bliver bedre. I går begravede vi min far, kun os fire, med lidt hjælp til at bære kisten, uden kirke, præst eller købe blomster; præcis som han ønskede. Bagefter tog vi hjem i hans køkkenhave og spiste af nye kartofler og jordbær i hans minde.
Det var en fin afsked, meget i min fars ånd. Begravelser kan noget afsluttende og genopbyggende; nu kan vi forsigtigt kigge fremad.

Share

Forældreløs

Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.

Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.

Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?

Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.

Share

Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.


Share

Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. En lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet

Share