Hvordan går det med dig?

Er du ved at være kommet på plads?
Hvorfor gik I fra hinanden?
Hvordan går det med børnene?
Har du fundet et nyt arbejde?
Hvad med din far – er du kommet ovenpå?
Hvordan har du det?

Spørgsmål. Mange spørgsmål fra søde og betænksomme mennesker. Og ja, jeg vil da langt hellere have dém, end den akavede; ‘lad os lade som om, at alt er som det plejer’. Langt hellere!
Nogle gange er det bare så svært at svare.

– For jo, jeg er da ved at være kommet på plads, men nogle dage føles “mit hjem” stadig som noget jeg leger – som om jeg snart skal tilbage, til mit ægte hjem.

– For ind i mellem kan jeg faktisk ikke huske hvorfor vi gik fra hinanden.
Ind i mellem tænker jeg, at det var den værste fucking lorte-idé, fordi det brud her er så skide hårdt. (Og nej, det var ikke den dårligste idé – det var den bedste, af de dårlige muligheder vi havde.)

– For jo, børnene er da nogenlunde helskindet stadigvæk … tror jeg da, men hvad fanden ved jeg egentlig, når det kommer til stykket?

– For nej, det har jeg ikke – og skal jeg være ærlig, så tvivler jeg på, at jeg ville kunne passe et fuldtidsarbejde pt.

– For nej, det er jeg ikke – ikke i dag ihvertfald. I går var jeg.

– For det skifter. Jeg har det rigtig, rigtig godt – og jeg har det rigtig, rigtig dårligt – og alt der i mellem.
Nogle dage er jeg en syndflod af følelser, angst, stress og søvnbesvær. Andre er jeg smil og en stor følelse af, at det hele er på vej et rigtigt sted hen.

Så får at svare: Nja, tja…, hmmm, nej, tjo…, ja … ?
Gode svar, ikke sandt?

Jeg river ned – jeg bygger op

Det er massivt.
Det med at stå midt i istandsættelse af et helt hus, efter et brud: Et hus der stadig er kaos, og som jeg endnu ikke kan flytte helt ind i.
Ofte har jeg tænkt, at det sgu da havde været nemmere bare at leje en lejlighed – i stedet for at købe dette hus, med dette kæmpe arbejdspres i tilkøb.
Meget nemmere!

Og så alligevel.
For imens jeg hiver gulvtæpper af, imens jeg flår i tapetet eller kantbånd. Imens jeg sliber gulve… Imens bliver tanker, følelser og fastlåste mønstre flået i, og slebet til.

Når jeg har kørt malerrullen for sidste gang i et rum, når det sidste nye gulvbræt er lagt, og når den sidste filt er kommet op; så føles det som om, der også kommer en orden inden i mig – som om tingene falder lidt mere i hak.

Så ja, det er massivt, og nej, jeg gjorde det fandme ikke igen.
Men de gamle gardiner er taget ned, snart pudser jeg vinduerne, og så kan jeg se helt klart ud på min nye verden.

Når der sker så meget, at alting står stille

Jeg har været stille herinde længe. Mit liv er i løbet af det sidste halve år faldet så meget fra hinanden, at jeg har haft brug for ro til at bygge det op på ny.

Nu står jeg her. Ikke med et færdigbygget liv – nej, ikke engang et lagt fundament. Alligevel har jeg brug for at skrive. Skrive til jer, for jeg ved at jeg ikke står alene. Det ved jeg, og lige nu har jeg selv mere end noget andet brug for netop denne viden: “Du er ikke alene.”
Vi er mange, og kan jeg med mine ord fortælle jer, at I heller ikke er alene – at vi er sammen, og vi er stærke; så er det meget værd.

For 4 år siden døde min mor, i sommer min far, og i efteråret forholdet med den mand jeg har brugt de sidste 15 år sammen med.

Skilsmisse.
Jeg har altid tænkt på den, som den lette udvej. Den man tog, når man ikke havde nosser til at blive og kæmpe.
Det skammer jeg mig over nu. Nu ser jeg at det ofte er skilsmissen, der er den hårde vej.
Det kræver mod og det kræver styrke, at løsrive sig fra noget der ‘ikke er direkte dårligt.’ Det kræver en tunge holdt lige i munden, og et naivt håb om, at det kan blive bedre. At livet kan blive bedre.
Og så kræver det et spring – et spring ud i tomheden, hvor man hverken ved hvor, eller om man lander.

Jeg ved ikke om jeg er landet. Jeg tror det ikke.

I starten af september skrev jeg i min dagbog:
“Jeg bløder fra et åbent sår.
Det drypper ned på gulvet.
Dryp.
Dryp.
Dryp.
Sikke et griserri, jeg nu skal til at tørre op.”

Og sådan var det. Sådan var det længe. Sådan er det stadig, ind i mellem.
Men jeg er ved at tørre op – har nu overskud til periodiske rengøringer af det gulv, mit hjerte så hyppigt grisser til på ny.

Mit hjerte er gennemstukket af så meget sorg og så mange tab at jeg ikke ville tro det muligt at hele. Alligevel danner der sig ny hud; hård hud der lukker af for følelserne, lukker af for angsten og for sorgen. Hård hud der gør at man kan fungerer og være til.

Den hårde hud skaller af på et tidspunkt, langsomt åbner den op, og giver den bløde hud indenunder mulighed for at hele; giver mulighed for arene at dannes.
For jeg ved godt at den må væk, den hårde hud. Men jeg ved også hvor taknemmelig jeg var, for dens indtræden.

Så nu bygger jeg op.
Det går langsomt og det er med rystende ben, at jeg tager de første spadestik til et fuldstændig andet liv, end det jeg kom fra. Jeg ved endnu ikke helt hvor jeg skal grave, jeg ved ikke hvordan jeg skal bygge, for jeg har aldrig prøvet det før.
Men jeg ved at jeg kan; jeg ved at jeg inden i, har en hel byggemanual. For jeg kan se den flagre med første side.