Her går det godt – send mere sorg

Det er mærkeligt som sorg og savn rammer i bølger.

Mærkeligt som jeg, den ene uge, kan føle det som en overvindelse bare at stå ud af sengen – for så den næste, næsten at “have glemt” det dér med de døde forældre.
Det er nok en måde sindet passer på sig selv, og jo det er da rart ikke konstant at have rød næse og våde øjne: Alligevel kan jeg ikke undgå at føle det så forkert, når jeg midt i det hele, kan tage mig selv i faktisk at have det helt godt. Jeg kan ikke undgå at frygte at der efter sådan en optur kommer en nedtur hvor jeg igen knækker over.

For selvfølgelig kommer den; nedturen. Selvfølgelig er det ikke gået over, jeg ved det godt. Jeg ved også, at efter nedturen kommer en ny optur og at opturerne efterhånden vil vare længere og nedturerne kortere.
Og jeg er glad for, at nedturerne nok aldrig helt giver op – for det er også i dem, at minderne og kærligheden ligger.
Jeg bader gerne alle sorgens bølger – men nøj, hvor jeg glæder mig til mere stille vand.

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.

Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.


Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!

Du skal ikke være ked af det mor

– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.

Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.

Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.

Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.

Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.

Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.

Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

En lille pose mor

Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.

Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.

Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
pose_med_mor

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.

Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus