En måned

I dag er det en måned siden min far døde. En måned, der føles uendelig kort – og utrolig lang, på én gang.

Det er en mærkelig tid, denne sommer. Det er svært at jonglere ferie med sommerglade børn – venner og kæreste, når jeg ofte mest har lyst til, at sætte mig ind i et mørkt rum alene, og vente på at det bliver bedre.
Svært også fordi en stor del af mig, jo stadig rigtig gerne vil være sammen med mine mennesker.

Jeg ved godt, at det ikke forventes at jeg er kommet videre, eller at jeg sprudler af energi og glæde. Det ved jeg godt. Men det føltes sådan. – Nok fordi jeg forventer det af mig selv, for; det er jo ferie for pokker! Kom nu ind i kampen!

Så jeg kæmper. Kæmper for at virke normal og social, kæmper for at orke mine børn og kæreste. Kæmper for at gøre alle de ting der forventes af mig. Dem jeg selv forventer.

Kæmper for at blive hel igen.

De fleste dage kan jeg faktisk glemme at det er en kamp; livet føles normalt – jeg føler mig normal. Men så sker der er lille uforudset ting, som river i klistrebåndet jeg har klinket mig selv med, og så mærker jeg at jeg ikke er hel. Jeg er ikke normal, men udmattet. Helt utroligt udmattet. Jeg mærker hvor hårdt det er, at kæmpe sig tilbage til glæden, hverdagen og lysten til at være sammen med andre.

Men det skal jeg. For det vil jeg! Så jeg rejser mig, og stiller mig klar til at kæmpe videre.
Til sidst vinder jeg!

Share

Velkommen i det store sorte dyb

– kaldet hverdagen.
Datoen er d. 12.01.2020. Allerede, i går var det jul -og i forgårs sommer.

Tiden går; bliver grådigt slugt af børn, arbejde, pligter – hverdag.
Altid hverdag. Og jo, jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen, men ind i mellem, ville jeg ønske at det hele gik langsommere. Gerne så langsomt at jeg kunne nå at opleve mit liv – og gerne det hele.

Tid er noget jeg tænker meget over. Tiden vi har er kort; for mig måske kun 27 år mere, som min mor. Hvem ved. Måske dør jeg i morgen – måske gør du?
Vi vokser op med en forestilling om, at vi vil leve evigt. En forestilling, der til trods for at vores logiske sans på et tidspunkt indsætter, fortsætter.
Det andet er for ubærligt. Naturligvis.

Vi har snakket meget om tid, om liv, sygdom og død min kæreste og jeg.
For det meste brokker vi os bare – eller ærger os over alt det vi ikke fik gjort, mens vi var unge og frie. Eller alt det vi ikke fik gjort, da vi brugte hele weekenden foran TV’et.
Men vi prøver. Vi prøver at tænke nyt, for det er det nye vi husker. Vi prøver at gøre de ting, vi altid gerne har ville gøre, også selvom de er egoistiske eller svære. Vi prøver at være ligeglade med om facaden har lidt skrammer, og med at leve op til “familien Danmark”. Vi prøver at være åbne for mulighederne og for hinanden. Vi prøver at være modige.
Ind i mellem lykkedes det.

Dette projekt med at føre dagbog, er et forsøg på at fastholde tiden. Et forsøg på at huske dagene og på at leve i nuet. Jeg håber det lykkedes.


Share

Noget om tandbørster

Sponsorerede indlæg

Sponsorerede indlæg er ikke nogle I har set mange af herinde. Faktisk tror jeg, at dette er det første.
Grunden er, at jeg er virkelig kræsen med, hvad jeg vil reklamerer for.
Det skal give mening i forhold til bloggens indhold og målgruppe – og jeg skal selv kunne stå inde for det, naturligvis.

Om det giver mening for jer, må I selv bedømme; men da jeg fik tilbudet om at afprøve nogle bæredygtige tandbørster fra ibrush, råbte min indre miljøforkæmper: JA!
Naturligvis fik jeg det ordnet, så hele familien kunne børste tænder med disse ispinde med hår.
Naturligvis, for det er da vigtigt at lære børnene at passe på vores planet. Jamen det er jo i virkeligheden for deres skyld, at vi allesammen skal blive lidt bedre til at tænke bærerdygtighed ind i hverdagen…

Efter den første modstand, har børnene alligevel accepteret deres skæbne, og har egentlig ikke rigtig nogen holdning til, hvad de børster tænder med. Manden derimod synes, at det føltes som en stor ispind, og gik ret hurtigt tilbage til sin gamle tandbørste.
Og mig? Selvom jeg må give manden lidt ret, så er jeg stadig ret begejstret. Jeg synes egentlig, at det er en god tandbørste, også når man ser bort fra det med isbjørnene.

PS: Der vokser ikke blade på dem (desværre).

 

Share

Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!

Share

Fuck dig Mors dag!

Det var ikke fordi du gik op i det; i den slags. Du forventede det aldrig, og blev overasket hvert år. Eller lod du som om? Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg husker dine smil, når jeg dukkede op med blomster.

Der har været mange buketter gennem årene. Hjemmeplukkede oftest, tit fra grøftekanter på tur med hunden, i teenageårene oftest toppet med et par stjålne fra de andres haver. Du blev glad alligevel. Og selvom du fortalte mig, at man ikke må plukke andres blomster, så smilede du, imens du satte naboernes blomster i vand. Du blev altid glad.
Ind i mellem var de fra rigtige blomsterbutikker, og flot pakket ind i cellofan, med bånd og mærke på. – Ind i mellem var de bare de billigste fra Aldi. Nogle år var der kun en enkelt blomst, plukket i farten. Men du blev altid glad.

De sidste blomster jeg gav dig, var nok de kønneste. Blomsterdamen var dygtig. Hun forstod hvad jeg mente, da jeg sagde at de skulle minde om de vilde blomster, om dem fra grøftekanten.
Jeg tænkte, at de mindede mig om dig; vild og stærk og smuk som bare pokker.
Jeg kan huske hvordan du sad der på terrassen i solen, med din lille krop og dit store smil. Altid glad, altid overrasket.

Du sagde at de mindede dig om mig.

Den sidste bukket holdt længe. Jeg kan huske hvordan vi snakkede om, at det var utroligt som den kunne stå. Jeg kan huske de mange gange jeg skilte den ad, og tog de visne fra, for at den kunne holde sig køn lidt længere. Bare lidt længere.

I dag lægger jeg blomster på din grav.

Share