Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!

Fuck dig Mors dag!

Det var ikke fordi du gik op i det; i den slags. Du forventede det aldrig, og blev overasket hvert år. Eller lod du som om? Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg husker dine smil, når jeg dukkede op med blomster.

Der har været mange buketter gennem årene. Hjemmeplukkede oftest, tit fra grøftekanter på tur med hunden, i teenageårene oftest toppet med et par stjålne fra de andres haver. Du blev glad alligevel. Og selvom du fortalte mig, at man ikke må plukke andres blomster, så smilede du, imens du satte naboernes blomster i vand. Du blev altid glad.
Ind i mellem var de fra rigtige blomsterbutikker, og flot pakket ind i cellofan, med bånd og mærke på. – Ind i mellem var de bare de billigste fra Aldi. Nogle år var der kun en enkelt blomst, plukket i farten. Men du blev altid glad.

De sidste blomster jeg gav dig, var nok de kønneste. Blomsterdamen var dygtig. Hun forstod hvad jeg mente, da jeg sagde at de skulle minde om de vilde blomster, om dem fra grøftekanten.
Jeg tænkte, at de mindede mig om dig; vild og stærk og smuk som bare pokker.
Jeg kan huske hvordan du sad der på terrassen i solen, med din lille krop og dit store smil. Altid glad, altid overrasket.

Du sagde at de mindede dig om mig.

Den sidste bukket holdt længe. Jeg kan huske hvordan vi snakkede om, at det var utroligt som den kunne stå. Jeg kan huske de mange gange jeg skilte den ad, og tog de visne fra, for at den kunne holde sig køn lidt længere. Bare lidt længere.

I dag lægger jeg blomster på din grav.

Du skal ikke være ked af det mor

– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.

Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.

Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.

Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.

Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.

Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus