5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet

– og hvad du skal gøre i stedet.

Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.

Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.

Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

Share

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.

Share

Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.


Share

At snakke død med børn

– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.

Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.

I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:
hvor_er_mormors_ben
Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.

Share

Undskyld når jeg lyver

– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.

Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.

Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
lukker_doeren

Share

For det meste kan jeg godt slippe dem

– tankerne om sygdom og død.
For det meste.
Når hverdagen drøner af sted, er de næsten væk. Når børnene larmer, kartoflerne koger over og man lige skal nå at sætte den der vask med kulørt over, er der stille.
Det er i pauserne de kommer, tankerne; Trænger ind på mig med deres klamme arme og holder fast.
Præcis som da jeg i sin tid kvittede smøgerne – pauserne var de værste.

Ind i mellem føles det som om de slet ikke går rigtig væk, tankerne. Ind i mellem føles det som om de sidder klar hele tiden -parat til at erobre selv de mindste pauser i mine tanker.
Tanker om døden 1
For det meste kan jeg ryste dem af. Især når jeg er sammen med andre er de lette at gemme væk. Alligevel er de der hele tiden; klar til at udfylde huller. Klar til at mase sig ind i sprækker i min tankestrøm.
Tanker om døden 2
Nætterne er de værste.
Jeg gør hvad jeg kan for at holde min hjerne beskæftiget med andre ting inden jeg skal sove. Forsøger at holde tankerne på afstand, så søvnen kan få lov til at indfinde sig.
Alligevel ligger de som en ekstra dyne over mig, klynger sig fast og venter på en åbning til at vokse sig store.
Tanker om døden 3Jeg glæder mig på ingen måde til et liv uden min mor. -Men mand, hvor jeg glæder mig til at have pauserne i mit hoved, for mig selv igen!

Share