Når der sker så meget, at alting står stille

Jeg har været stille herinde længe. Mit liv er i løbet af det sidste halve år faldet så meget fra hinanden, at jeg har haft brug for ro til at bygge det op på ny.

Nu står jeg her. Ikke med et færdigbygget liv – nej, ikke engang et lagt fundament. Alligevel har jeg brug for at skrive. Skrive til jer, for jeg ved at jeg ikke står alene. Det ved jeg, og lige nu har jeg selv mere end noget andet brug for netop denne viden: “Du er ikke alene.”
Vi er mange, og kan jeg med mine ord fortælle jer, at I heller ikke er alene – at vi er sammen, og vi er stærke; så er det meget værd.

For 4 år siden døde min mor, i sommer min far, og i efteråret forholdet med den mand jeg har brugt de sidste 15 år sammen med.

Skilsmisse.
Jeg har altid tænkt på den, som den lette udvej. Den man tog, når man ikke havde nosser til at blive og kæmpe.
Det skammer jeg mig over nu. Nu ser jeg at det ofte er skilsmissen, der er den hårde vej.
Det kræver mod og det kræver styrke, at løsrive sig fra noget der ‘ikke er direkte dårligt.’ Det kræver en tunge holdt lige i munden, og et naivt håb om, at det kan blive bedre. At livet kan blive bedre.
Og så kræver det et spring – et spring ud i tomheden, hvor man hverken ved hvor, eller om man lander.

Jeg ved ikke om jeg er landet. Jeg tror det ikke.

I starten af september skrev jeg i min dagbog:
“Jeg bløder fra et åbent sår.
Det drypper ned på gulvet.
Dryp.
Dryp.
Dryp.
Sikke et griserri, jeg nu skal til at tørre op.”

Og sådan var det. Sådan var det længe. Sådan er det stadig, ind i mellem.
Men jeg er ved at tørre op – har nu overskud til periodiske rengøringer af det gulv, mit hjerte så hyppigt grisser til på ny.

Mit hjerte er gennemstukket af så meget sorg og så mange tab at jeg ikke ville tro det muligt at hele. Alligevel danner der sig ny hud; hård hud der lukker af for følelserne, lukker af for angsten og for sorgen. Hård hud der gør at man kan fungerer og være til.

Den hårde hud skaller af på et tidspunkt, langsomt åbner den op, og giver den bløde hud indenunder mulighed for at hele; giver mulighed for arene at dannes.
For jeg ved godt at den må væk, den hårde hud. Men jeg ved også hvor taknemmelig jeg var, for dens indtræden.

Så nu bygger jeg op.
Det går langsomt og det er med rystende ben, at jeg tager de første spadestik til et fuldstændig andet liv, end det jeg kom fra. Jeg ved endnu ikke helt hvor jeg skal grave, jeg ved ikke hvordan jeg skal bygge, for jeg har aldrig prøvet det før.
Men jeg ved at jeg kan; jeg ved at jeg inden i, har en hel byggemanual. For jeg kan se den flagre med første side.


Det så faktisk ud til ikke at ville ske …

– den store ting jeg “vidste” ville ske i 2020. Den der gjorde ondt.
Men så skete det alligevel. Min far døde.

Han havde jordbær i haven.
Han gik og vandede dem, da han fik voldsomme smerter i brystet. Han havde ikke ville have urtehave i år – for han havde alligevel ikke regnet med at leve til at opleve den. Men så ændrede han holdning; gik i behandling. Knoglemagskræft kan ikke kureres, men der kan livsforlænges med kemoterapi. Behandlingen virkede. Den virkede godt og køkkenhaven blev alligevel sået til. Kartofler, persille, jordbær og ærter. Det skulle være klar til hans fødselsdag d. 1.7.

Han har lige været på besøg, min far. Vi har netop siddet lige dér på havestolene og spist kringle i solskin.
Han kom i sin nye bil. Min far i bil – den gamle flipper, det var et vildt syn. Han kunne ikke overskue offentlig transport med så stor hyppighed, de ofte besøg på sygehuset bød. Ikke i den her corona-tid.
Han har lige siddet dér og snakket med fornyet energi og mere glød i kinderne end jeg har oplevet længe.
Han havde købt nyt tøj; kunne jo ikke blive ved at gå rundt i det gamle og lasede. Bil og tøj. Og jordbær.

Nu er han død.
Jeg sad med ham i hånden til det sidste.
Det nye tøj blev det sidste. Han lignede en voksdukke som han lå der i sengen. Jeg kyssede ham på kinden. Farvel far.


På en måde er det da dejligt

– når pigen kysser mig.
På mange måder er det også bare ret ulækkert. Måske især fordi hun har tendens til at savle voldsomt, og egentlig mere sutter end kysser.
Det kan faktisk godt føles lidt som et angreb, når hun kommer der med åben mund og vil savle på min kind og på min hage. Og på min mund. Og ind i min mund.
baby-kærlighed
Jeg forestiller mig, at det er den samme følelse folk med hund har, når hunden gerne vil slikke dem i ansigtet.
Heldigvis slikker min pige sig ikke i røven. Hun kan ikke nå.