– pigen altid kan vågne lige når jeg lægger hånden på dørhåndtaget.
Jeg mener, det er jo ikke fordi jeg ikke troligt står og rokker hende i søvn i barnevognen.
Det er heller ikke fordi jeg går, inden jeg er sikker på hun sover; eller fordi jeg larmer når jeg langsomt sniger mig væk fra vognen. Faktisk er jeg ganske stille.
…
Måske har hun en slags indbygget sensor?
Måske går den i arv? – For jeg kan huske at drengen også havde den…
Det ville være så røv-fedt
– hvis det ikke også var lidt trist.
Sagen er den, at jeg er kommet i gang med nogle tegneprojekter -ud over bloggen altså.
Det ene er hemmeligt, det andet er stadig på tegnebrættet (hø hø) – men det tredje er, at jeg fra næste måned starter et samarbejde med Forældreliv.dk, som jeg 2 gange om måneden skal tegne til.
Jeg er vildt oppe og kører over alle 3 ting, som alle er et skridt på vejen mod at kunne leve af det her tegne-‘pjat’.
Det er vildt!
…
Men, for der er desværre et men, ting tager tid – og tegnerier og ideudvikling tager meget tid.
– Og det gør det der med at være mor, i øvrigt også.
Derfor er jeg nødt til at skærer lidt ned her på bloggen.
Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde, men jeg er nødt til at droppe det med nye indlæg (næsten) hver dag og nøjes med 3-4 indlæg om ugen.
Det er rigtig ærgerligt, men sådan må det være for nu.
Jeg håber I har lyst til at læse med alligevel.
Jeg håber ikke at han altid aflevere på det tidspunkt
– faren altså. Ham jeg mødte i vuggestuen.
Egentlig virkede han da flink nok og det kunne sikkert også have været ganske hyggeligt at sludre lidt, der i gadaroben.
… Hvis vi altså havde set hinanden, inden vi begge overgav os til babysprog.
Desværre vil faren nu for altid være ham der siger ‘pusser-musser-måmse’. – Og jeg vil jo nok være hende moren, der vil hapse min datters klamme bussemænd.
Det var da synd for drengen, at han tissede i bukserne
– men mest af alt var det lidt sødt, for så kunne min kæreste og jeg nemlig lege at han stadig var lille.
Det var da også ret dejligt at han blev så ked af det, for så havde han jo rigtig brug for sin mor og far til at trøste.
Drengen har fået en kæreste
– Hvilket er ganske sødt. Desværre er drengen meget optaget af regler og orden, så han vil naturligvis mægtig gerne putte det ‘at være kærester’ ned i en bestemt kasse.
…
På en måde glæder jeg mig til snakken om blomster og bier; det er da trods alt noget lettere at forklare.
Det var først da jeg selv fik børn
– At jeg for alvor værdsatte min egen mor.
Så tak mor.
Tak for alle de madpakker du smurte, alt det tøj du vaskede, og alle de lege du legede – igen og igen.
Tak for alle de timer du lyttede, al den tid du ventede og for alle de nætter du trøstede.
Tak mor, tak for alle de kram du gav og for alle kyssende. Tak fordi du bed irritation og træthed i dig -og erstattede det med kærlighed.
Tak mor!
Nogen gange skal man kalde en lort for en lort
– Jo jo, jeg ved da godt at ‘skide’ eller ‘lave lort’ måske ikke er de pæneste udtryk; men det kan altså let gå hen og blive en smule forvirrende, når vuggestuen insisterer på at kalde al numseaktivitet for ‘prut’.
Nej, jeg var faktisk ikke imponeret
– over at drengen kunne løbe så hurtigt gennem regnen, at han slet ikke blev våd.
Min manglende entusiasme havde muligvis at gøre med, at jeg selv var gennemblødt. – Og at grunden til dette var, at jeg havde stået der i regnen, i adskillige minutter og kaldt på drengen, alt imens han stod under halvtaget og tog tilløb til at fræse afsted.
Så nej, jeg var ikke imponeret.
Jeg har faktisk aldrig vidst
– at jeg var så yndefuld og smidig.
Jeg har heller aldrig været klar over, at jeg var så skrap til at holde balancen, selv i meget krævende positioner.
Men det er jeg.
Jeg er faktisk skide god til det.
…
Her er jeg f.eks. i gang med at lave ‘Tranen’ imens jeg leder efter mine nøgler i baglommen.
Men lad jer ikke snyde; det kræver hård træning, og mindst et par børn, at nå dertil hvor jeg er i dag.
Jeg holder meget af e-mails
– når man skriver en e-mail, kan man i ro og mag sidde og forfatte. Her er intet pres, ingen stress.
Når man skriver en e-mail kan man slette de dumme ting man skriver, inden man trykker ‘send’.
Man kan virke så velformuleret og professionen i en e-mail. Det er let og ligetil.
…
Hvorfor var det lige jeg syntes, at jeg skulle ringe?
Undskyld Søndagsavisen.
Næste gang skal jeg nok skrive en mail.
Det bedste ved at lege med drengen
– er, at man ikke behøver at være særlig engageret.
Han vil alligevel bestemme alt i legen – ned til mindste detalje, så vi har fundet en løsning hvor jeg bare tørt repeterer de replikker han udstikker mig.
Derudover er jeg fri til at lave hvad jeg har lyst til.
Det fungerer helt perfekt.
Der var engang det var sådan helt hyggeligt
– at skifte en lorteble.
Så kunne man stå og snakke og fjolle lidt, imens man i ro og mag skiftede bleen.
Det var da egentlig meget hyggeligt med sådan en glad unge, der lå der på rygge og grinede op til en.
…
Det er bare ligesom om, at følelsen af hyggen er blevet erstattet af en anden følelse, her efter at pigen er blevet mere mobil og gerne vil pille ved alting.
Jeg ved ikke helt hvad det er, men lad os kalde det en ‘frygt-for-at-få-lort-ud-over-alting-følelse’, i mangel på bedre ord.
Det var jo ikke mine underbukser
– Eller altså; det var mine, men det er ikke nogen jeg går i mere.
Det var nogen jeg købte da jeg var højgravid. De var så dejlig store, med en bred kant i bomuld. Jeg kunne jo ikke passe mine almindelige pæne trusser.
Jeg har ikke haft dem på siden. Det har jeg ikke.
…
Jeg ved da ikke hvordan de var kommet ind i den sovepose, min kærestes arbejdskollega skulle låne.
De må vel være røget derind under en vask.
Selvfølgelig forklarede jeg hvordan tingene hang sammen.
– Men da virkede det allerede, som om han så lidt anderledes på mig…
På mandag starter vi i vuggestue
– Pigen og jeg altså.
Planen var godt nok at hun skulle starte selv, efter indkørsel og den slags, men det er hun desværre alt, alt for lille til.
Hun kan simpelthen ikke undvære sin mor jo.
Så nu har jeg ændret planen, så vi går der sammen. På den måde får hun også leget med nogle børn.
– Og jeg kan vel drikke kaffe med pædagogerne, tænker jeg, det vil de sikkert også syntes er mægtig hyggeligt.
Der lugter altid lidt af lort
– når jeg kommer hjem.
Jeg har overvejet at flytte puslebordet, så det ikke står i entreen. – Eller måske bare blive bedre til at gå ud med lorteposen.
Men så igen, nu har jeg nærmest vænnet mig til lugten og syntes egentlig, at den er blevet sådan helt hjemlig.
… Måske jeg alligevel skulle overveje at gøre et eller andet …
I dag er alt for dejlig
– til at sidde indenfor og tegne.
… Ud over denne tegning altså. Nu er det slut.
Vi ses i morgen.
God solskinssøndag derude!
Drengen var der altså også
– han var den røde ninja og gemte sig bag et træ.
Det var altså også drengens rygsæk jeg havde på. Det var derfor den var så lille og havde alle bamserne og klistremærkerne.
I havde forstået det hele, kære skovturs-familie, hvis I bare var blevet lidt længere.
Hvad var det egentlig, I havde så travlt med at nå?
Hvad fanden ligner det da også
– at stable klodser op på den måde, foran døren?!
Hun sov jo for pokker. Hun sov! Endelig!
Næste gang kravler jeg ud.
Mine underbukser var kravlet op
– Det var derfor jeg stod sådan.
Jeg troede ikke at der var nogen så jeg tænkte, at jeg lige ville rette dem.
Jeg havde jo ikke set damen.
Det var altså heller ikke fordi jeg hilste på den fremmede dame. Det var bare sådan en lyd jeg kom til at lave.
Jeg kan da godt se at det lød lidt som et ‘hej’.
…
Det var det altså ikke.
Undskyld pæne dame…
Det var en tampon der lå i toilettet
– Det var min tampon.
Jeg havde da ellers skyllet ud, men den må være hvirvlet op igen.
Næste gang dobbeltchecker jeg at den er væk, inden jeg forlader toilettet.
