Forfatter: Sidsel

Velkommen i det store sorte dyb

– kaldet hverdagen.
Datoen er d. 12.01.2020. Allerede, i går var det jul -og i forgårs sommer.

Tiden går; bliver grådigt slugt af børn, arbejde, pligter – hverdag.
Altid hverdag. Og jo, jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen, men ind i mellem, ville jeg ønske at det hele gik langsommere. Gerne så langsomt at jeg kunne nå at opleve mit liv – og gerne det hele.

Tid er noget jeg tænker meget over. Tiden vi har er kort; for mig måske kun 27 år mere, som min mor. Hvem ved. Måske dør jeg i morgen – måske gør du?
Vi vokser op med en forestilling om, at vi vil leve evigt. En forestilling, der til trods for at vores logiske sans på et tidspunkt indsætter, fortsætter.
Det andet er for ubærligt. Naturligvis.

Vi har snakket meget om tid, om liv, sygdom og død min kæreste og jeg.
For det meste brokker vi os bare – eller ærger os over alt det vi ikke fik gjort, mens vi var unge og frie. Eller alt det vi ikke fik gjort, da vi brugte hele weekenden foran TV’et.
Men vi prøver. Vi prøver at tænke nyt, for det er det nye vi husker. Vi prøver at gøre de ting, vi altid gerne har ville gøre, også selvom de er egoistiske eller svære. Vi prøver at være ligeglade med om facaden har lidt skrammer, og med at leve op til “familien Danmark”. Vi prøver at være åbne for mulighederne og for hinanden. Vi prøver at være modige.
Ind i mellem lykkedes det.

Dette projekt med at føre dagbog, er et forsøg på at fastholde tiden. Et forsøg på at huske dagene og på at leve i nuet. Jeg håber det lykkedes.


Jeg var til morgenfest i morges

11.01.2020

En af fordelene ved at stå rigtig tidligt op på en lørdag, er at diskokuglen fungerer upåklageligt når der er helt mørkt udenfor.

I aften skal jeg til fest igen, men selvom tøjet bliver pænere (jeg planlægger blandt andet en BH), og musiken måske bedre, forventer jeg ikke at finde en dansepartner der helt kan leve op til hende, jeg dansede med i morges.

9.1.2020

I slut maj/start juni fodre vi katten, vander planterne og hopper ind i bilen. Bilen som skal være vores base på en 2-3 måneders tur gennem Tyskland, Frankrig, England og Skotland.

Vi er vilde med natur, og endnu vildere med vild natur, ligesom vi elsker de der små, underlige, skæve eller anderledes steder.
Ud over et par små storbysferier, har vi dog aldrig rejst i disse lande før, så vi mangler hjælp og inspiration til HVOR vi skal tage hen, og HVAD vi bare må se.

Vi tager telt med, og satser på en veksling mellem telt/shelter/B&B/hytte/hostel/hotel.

Ps. Vi skal naturligvis nok få vores kat og planter passet.

6.1.20

Vi skulle have hjemmelavet pizza i dag.
– Og i sig selv, er det at kaste sig ud i den slags efter første dag tilbage på arbejdet, jo nærmest en overmenneskelig handling.
Men for at (pizza)toppe den, så havde jeg 2 forskellige deje i spil, da 2 af os forsøger at spise januar-sundt.
…
Dertil kom, at ovnen åbenbart er holdt op med at virke i løbet af natten.
…
Det blev nogle meget dej-artige pandepizzaer.

2.1.2020

Imens børnene er tilbage i skole, går vi en tur og forsøger at få en smule styr på hvad der skal ske til maj.

Mandens kontrakt udløber i april, min i maj. Planen er at sige farvel til arbejde, skole og almindelig hverdag i 2-3-4 mdr., og rejse derhen hvor græsset er grønnere, bjergene højere og følelsen forhåbentlig mere fri.

Vi har brugt det sidste år, på at diskutere hvor vi skal hen, hvordan vi skal komme derhen, og hvordan vi skal bo. Nu lader det til, at vi tilnærmelsesvis er enige og endelig kan påbegynde fase 2.
Hurra!

1.1.2020

Kære dagbog …
Ja, hvad pokker skal jeg egentlig tegne om?

Som de af jer, der følger med på Instagram eller Facebook måske ved, så har jeg sat mig for at hverdags-dokumenterer året 2020. Jeg har sat mig for hver dag, at tegne et neddyk i min hverdag og lægge en god del af tegningerne her -eller på sociale medier.

Nogle vil måske mene, at dag 1 er lidt tidligt at få tegneblokering.
Nogle vil måske også mene, at jeg skulle have gennemtænkt projektet lidt bedre.
‘Nogle’ refererer muligvis til mig selv.

Men det er faktisk ikke så let – for skal mit neddyk være sjovt? Skal det være alvorligt? Kedeligt? Skal det være det vigtigste – eller det mest banale?

Jeg kunne nemt lave en dagbog udelukkende med hverdagssituationer som madpakkesmøring, tandbørste-børstning, “Hvem-fik-mest-kakaomælk-i-glasset”-børnediskurering … og den slags.

Men jeg kunne også lave en ret alvorlig dagbog. En dagbog med neddyk i sorg, angst og kærlighed.

Jeg ved at der kommer til at ske utrolig meget i dette år 2020: Der kommer til at ske store ting, ting der vil give mavepustere og vender livet på hovedet og ryster en godt og grundigt, både på godt og ondt.
– Og jeg ved at familielivet, med alle de små hverdagskrøller, kommer til fortsætte sideløbende.

Men kære dagbog – hvad skal jeg dog vælge at tegne i dig?