En måned

I dag er det en måned siden min far døde. En måned, der føles uendelig kort – og utrolig lang, på én gang.

Det er en mærkelig tid, denne sommer. Det er svært at jonglere ferie med sommerglade børn – venner og kæreste, når jeg ofte mest har lyst til, at sætte mig ind i et mørkt rum alene, og vente på at det bliver bedre.
Svært også fordi en stor del af mig, jo stadig rigtig gerne vil være sammen med mine mennesker.

Jeg ved godt, at det ikke forventes at jeg er kommet videre, eller at jeg sprudler af energi og glæde. Det ved jeg godt. Men det føltes sådan. – Nok fordi jeg forventer det af mig selv, for; det er jo ferie for pokker! Kom nu ind i kampen!

Så jeg kæmper. Kæmper for at virke normal og social, kæmper for at orke mine børn og kæreste. Kæmper for at gøre alle de ting der forventes af mig. Dem jeg selv forventer.

Kæmper for at blive hel igen.

De fleste dage kan jeg faktisk glemme at det er en kamp; livet føles normalt – jeg føler mig normal. Men så sker der er lille uforudset ting, som river i klistrebåndet jeg har klinket mig selv med, og så mærker jeg at jeg ikke er hel. Jeg er ikke normal, men udmattet. Helt utroligt udmattet. Jeg mærker hvor hårdt det er, at kæmpe sig tilbage til glæden, hverdagen og lysten til at være sammen med andre.

Men det skal jeg. For det vil jeg! Så jeg rejser mig, og stiller mig klar til at kæmpe videre.
Til sidst vinder jeg!

4 meninger om “En måned”

  1. Ja du vinder til sidst, men sorg har ingen fast tid, så du må tage en dag af gangen og et skridt af gangen og lade dig selv dette.
    Knus og tanker og kondolerer dit tab af din far!

  2. Jeg ved godt, at enhver sorg er forskellig, men det der hjalp mig, var at minde mig selv om, at det er de levende, der betyder noget ikke de døde.
    ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *