Når noget lyder for godt til at være sandt…

– Så er det, det nok også.

De mest ihærdige læsere (med god hukommelse) vil måske kunne huske dengang jeg fik et job, for derefter at modtage en sms: “Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.“.
Dengang var alle jeg fortalte det til, ret bagoverslået over at den slags kunne ske. Det var jeg også selv.

Nu er det så sket igen!
Det hele er så absurd, at jeg har overvejet, om det måske er mig, der har en eller anden brist, så jeg tror at alle omkring mig, går og tilbyder mig arbejde. Måske.
Men jeg tvivler.

Det startede med, at jeg var til en jobsamtale på en opslået fuldtidsstilling, på et familie og skoletilbud på vestsjælland.
Jeg fik ikke jobbet, men lederen ville rigtig gerne ansætte mig nogle faste timer om ugen frem til januar. Og hvis jeg havde lyst, så kunne vi jo forlænge, sagde han.
Det lød vildt godt – især det med at jeg selv kunne finde ud af hvor mange timer jeg ønskede. De ville bare gerne have mig, sagde han.

Boblende af lykke, over at jeg havde opnået det næsten umulige; at få en fast deltidsansættelse, fandt jeg frem til et timetal og vendte tilbage.
Fint – fint. Det hele var fint. De ville udarbejde et skema næste onsdag, og så ville han ringe. Fint.

Hold kæft hvor lagde jeg mange planer, i dagene frem til onsdag!
Sådan et job ville gøre det muligt, at drive min egen lille biks ved side af, og stadig kunne betale de faste regninger. Helt seriøst, ved I hvor svært det er at få nogen til at ansætte en 10-20 timer, fast?!
Det er næsten umuligt! Og endnu mere umuligt, når man er lærer…
Det her var jobbet, jeg havde drømt om, ingen tvivl om det!

Og så blev det onsdag.
Og så blev det torsdag.
Og så blev det fredag.
Da jeg selv ringede op mandag, var min mavefornemmelse allerede pænt dårlig.
“Vi har desværre ikke fundet helt ud af noget endnu” Lød meldingen da også. “Der er nogle, der mener at vi hellere bør ansætte en mand…” “Jeg vender tilbage.”
To dage gik, og da telefonen ringede på tredjedagen var jeg egentlig ikke overrasket: “Desværre.” “De VIL altså hellere have en mand.” Sagde lederen.
Efter det sagde jeg vist nok en hel del ukvemsord, og nogle af dem nok også ganske højt.

– Og nu står jeg så her – endnu engang med håret i postkassen, endnu engang uden arbejde, og føler mig pænt røvrendt og pænt sur over at have spildt næsten 3 uger, på at glæde mig til et job jeg alligevel ikke fik!
De vil ansætte en mand

Share

For helvede virksomheder!

Når jeg skriver rundt til virksomheder, så håber jeg på en af to ting:

  • At de vil have et samarbejde med mig
  • At de høfligt takker nej

Okay, det er løgn. Jeg håber kun på det første.

Men nr. 2 er dog også ok. Nr. 2 giver afklaring og lader mig komme videre.
Faktisk er et: “Pis af med dine pissegrimme tegninger – pissemyre!” også ok.
Nej, det er ikke sjovt at få afslag, men der er en ting der er værre! En ting som jeg oplever om og om igen. Den kommer i tre udgaver:

  1. “Et samarbejde siger du – ja, det tror jeg godt vi vil. Lad mig lige vende tilbage…”
  2. “Ja vi er meget interesseret. Lad mig lige vende tilbage, så vi kan aftale detaljerne…”
  3. “Så er det en aftale. Lad mig lige vende tilbage omkring detaljerne…”

Alle tre ville sådan set være ok (HA de ville være pisse gode!) hvis de ikke var efterfulgt af den der lortede stilhed!
Stilhed kun brudt af mine mails. – Måske ind i mellem med et “Undskyld jeg ikke har svaret. Lad mig lige vende tilbage.” Igen efterfulgt af stilhed fra deres side.

Da jeg i oktober var til møde med Bahne, aftalte vi at Bahnepigen skulle med i deres marts katalog. Vi snakkede også om en hel masse andre gode muligheder, de ville helt sikkert gerne have et samarbejde! Hvor fedt!
Da vi tog afsked  fik jeg en vase. Det var sådan en med guldstriber.
Jeg overvejede længe, at give den til en der værdsatte de gyldne striber, men blev enig med mig selv om at vasen skulle blive hos mig. Den skulle blive, som et slags symbol på det gode der nu skulle til at ske.
Det skete ikke. – Og det kommer det nok heller ikke til, for der er kun stilhed.

Bahne er ikke de eneste. Jeg kunne nævne rigtig mange virksomheder, der sikkert med alle mulige gode grunde, har ladet mig (og Gud ved hvor mange andre) hænge, i en stadig tyndere, tråd af håb.
Virksomheder der har fået mig helt op at ringe ved udsigten til et samarbejde. Med udsigten til et job. For så at lade det fise ud i stilheden. Ikke et nej; Stilhed!

VIRKSOMHEDER STRAM OP!
Vis dog for helvede en smule respekt for os, der så gerne vil jer.

– Og vasen?
Ja, lad mig sige det sådan: vores forhold er ikke hvad det har været!
jubilæumsvasen

Share

De fik det til at se så skidelet ud!

– De der dumme forældre med deres dumme cykelanhængere!
Frem og tilbage kørte de, i højt tempo og med kæmpe smil. Børnene var også glade – dem i anhængerene. De dumme børn!
Cykeltrailer løgnenMøgforældre! De har sikkert bare ladet som om, eller trænet i smug for at lokke andre med i deres dumme klub; den med anhængerer!
– Og jeg hoppede jo på den, og ønskede mig sådan en cykeltrailer i fødselsdagsgave… jamen jeg havde da næsten overvejet at sælge bilen – så meget jeg nu ville cykle.
Fri med cykeltrailer
… Løgnagtige lorte-forældre!
Cykeltrailer sandheden

Share

Jeg skulle jo bade der

– Altså der hvor diverse kajak-klubber havde valgt at holde mesterskab.
Hvad ligner det egentlig. Jeg havde jo smurt madpakke og alting.
Det værste var dog, at de alle sammen virkede fulstændig ligeglade med at jeg gerne ville i vandet. Det var ligesom, at bare fordi de havde sat podier og boder op, og havde et kommentator-telt – ja så havde de mere ret til at bruge stedet end jeg.

Så jeg gjorde det eneste jeg kunne gøre: Satte mig midt i det hele og brokkede mig højlydt!
Så kunne de lære det.
Hvor skal jeg nu bade

Share

Det skulle forbydes gamle mennesker at cykle!

– De tror jo at de ejer vejen, når de kommer mimrende på deres cykler.
Almindelige færdselsregler som at se sig for, række armen ud, holde for rødt, eller bare vise lidt høflighed, syntes ikke at gælde dem.
Måske er det fordi der ikke fantes færdselsregler dengang de lærte at cykle? Måske tænker de ‘Fuck dig, jeg er gammel og gør som det passer mig’? Eller måske er de simpelthen for gamle til at orientere sig ordentligt i trafikken?
Jeg ved det ikke.
gamle-cyklisterMåske er det bare mig der bliver lidt provokeret.
Jeg mener, jeg kommer med en barnevogn; JEG ejer jo vejen!

Share

Engang gav jeg dem fingeren og råbte grimme ord

– Efter bilisterne altså. Dem der kørte tumpet.
Jeg ved ikke helt hvornår det ændrede sig, men jeg går ud fra at det har været i forbindelse med at jeg blev nogens mor, og ikke burde sidde og råbe ‘Fuck dig din kæmpe idiot’ efter folk.
Men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke huske at jeg aktivt har ændret det, det er ligesom bare kommet snigende.

Måske har det ændret sig langsomt, og det er derfor jeg intet har bemærket?
I alle tilfælde, fandt jeg igår mig selv blive skåret af, af en ung idiot af en bilist. Jeg var alene i bilen og kunne, uden at være dårlig indflydelse, have råbt diverse grimme ting.
Det gjorde jeg ikke.

I stedet stak jeg hånden op, i en form for hilsen.
Det var ikke meningen at jeg ville gøre sådan, det var bare en refleks og en bevægelse vi har brugt da drengen var lille – for ligesom at supplere ordet ’stop’ når han gjorde ting han ikke måtte.
Men jeg hilste, så vred ud og sagde ‘Vil du så køre pænt!!?’

vred-bilist
Her efterfølgende er jeg bange for, at han alligevel ikke har tænkt sig at køre pænt fremover.

Share

Det var nok fordi hun havde blåt tøj på

-at damen kaldte pigen ‘ham’.
Jeg tænkte da på at rette hende -men så fik jeg det ikke gjort.
Til sidst føltes det så dumt, at begynde at forklare, så jeg kaldte hende også for ‘ham’ et par gange. Bare så det ikke virkede dumt.

Det havde fungeret fint, om ikke min kæreste var kommet.
drenge-pige
Jeg valgte at svare vredt ‘nej’ og gå.
Jeg orkede virkelig ikke at forklare.

Share