For det meste er bloggen lidt upersonlig

– Forstået på den måde at jeg værner om mit privatliv.
Jeg tegner meget om mit liv, men sjældent om det der er helt tæt på.
Ind i mellem sker der dog ting, der gør at jeg må tage hånden fra munden og lave et lidt dybere og mere skrifttungt indlæg. Ting, som at miste det job jeg lige havde fået.

At græde snot over et lille deltidsjob, på sølle 7 timer om ugen virker måske absurd.
Men det er det fandme ikke. Nu skal I høre hvorfor.

Jeg har været på dagpenge længe!
Folk der ikke kender til dagpengesystemet mener tit, at det må være fedt bare at gå der og klø sig lidt i røven. De mener tit at vi egentlig bare burde få et job, og komme igang med at bestille noget. Og jo, det er da også fedt at kunne klø sig i røven, uden at tænke på om chefen kigger.
Folk der kender til dagpengesystemet, ved at det også ensomt, sløvende, stressende og gråt. Men det er ikke det værste.
Det værste er drømmene. Drømmene der brister. I starten er drømmene skønne. Man ser alle disse fantastiske jobs. Jobs man, med sin ansøgning, kan drømmer sig helt væk i. Man tænker på alle de ting man skal lave, de mennesker man skal møde – når man får jobbet. Det bliver fedt!
Altså indtil man modtager e-mailen om, at de desværre har valgt til anden side.
Nogle gange er man heldig at komme til samtale. I de tilfælde kan drømmen rigtig vokse sig stor.
Det er fedt!
Altså lige ind til man modtager opringningen om, at de har valgt til anden side.

Når man har skrevet de første 100 ansøgninger, kan det godt føles ret meget mindre fedt at være på dagpenge.
Man begynder at tænke, at der må være noget galt med en, siden man ikke kan få et job. Man begynder at tænke at man sgu da nok ikke er dygtig nok så. Eller rar nok.
Heldigvis er jeg en optimistisk person. Naiv vil nogen sige. Lalleglad vil andre. For selv mens luftkastellerne med drømmejob raslede ned omkring mig, har jeg formået at holde gejsten oppe; ‘Det kommer’ tænkte jeg. Bloggen har været en kæmpe hjælp, uden den at ‘tage mig til’ var jeg helt sikkert gået ned med flaget!

Efter at have søgt ca. 800 jobs, fik jeg et. Godt nok var det kun som tilkaldevikar på en skole. Men det var fedt alligevel; jeg var også næsten helt sikker på at det efter et par måneder ville blive til mere. Jeg var helt sikker på, at jeg snart ville lande en masse tegnejobs, skolen ville ansætte mig fast og livet ville smile (naiv jojo).
Nu kunne det kun gå godt.
Det gjorde det også. Jeg elsker at arbejde på skolen -også selvom de penge jeg tjener der, bliver modregnet mine dagpenge.
Men det blev ikke fast, og de mange tegneopgaver udeblev.
‘Det kommer’ tænkte jeg og søgte på alverdens skoler. Jeg skal for pokker bare have 20 timer om ugen, for at det løber rundt. ‘Det kommer’
Men det kom ikke.
Efter 200 nye ansøgninger- og bristede drømme. Begyndte jeg at tvivle. Tankerne om ikke at være god nok, til trods for at eksamensbeviset sagde noget andet, blev massive. ‘Tegne kan jeg sgu ikke engang’ sagde jeg til mig selv- ‘og min mave er også mega fed!’

Men så skete det; miraklet. Et job. Et drømmejob. Det job jeg har gået og sagt ‘Det kommer’ om.
Godt nok kun 7 timer, men mere efter 3 mdr. lovede den rare mand. Samtalen gik godt. Den første dag gik godt, ansættelseskontrakten kom med hjem til gennemlæsning. Klippekortet til toget blev købt, håret blev redt.
Jeg var klar.
Jeg var mere end klar! Det var som om den lange søgen og indetrængte ‘jeg duer ikke til noget’ lettede. Jeg kunne se det hele ovenfra, se hvilken sump jeg faktisk havde befundet mig i. Jeg var fri.

Men så tikkede der en SMS ind: ‘Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.’

BANG!
Drømmene sprang, ballonen der havde hejst mig op ad sumpen og ladet mig se det hele ovenfra, blev punkteret. jeg faldt så langt ned i dagpengesumpen, at jeg fandme nærmest druknede.
Nu skal jeg hive mig selv op igen. Glemme mit klarsyn fra da jeg endelig var fri, og lulle mig selv tilbage i tankerne om at ‘Det kommer’.
Nu skal jeg skrive 800 nye ansøgninger og opøve nye drømme. Nu skal jeg begynde forfra. Igen.

Om de efter de 4 timer, mente at kunne vurderer, at jeg simpelthen ikke var god nok. Om de syntes jeg lugtede. Om chefens fætter måske søgte job- eller om der alligevel ikke var råd til at ansætte mig, ved jeg ikke.
Jeg ved bare at jeg er nede. Nede i dagpengesumpen igen. Lort.

Share

36 meninger om “For det meste er bloggen lidt upersonlig”

  1. Hej og mange knus til dig.

    Tror ski da du skal være glad for, at du ikke kom til at arbejde i det firma, for sikke dog en total uprofessionel måde at agere på. Firmaet altså. Jeg har aldrig hørt lignende. De er virkelig små mennesker, så ryst det af dig.,,,, De er virkelig ikke dine tårer værd. Men ellers forstår jeg da så godt. Er selv i samme position, med de mange ansøgninger.

    Rigtig god weekend! Og kram 🙂

    1. Tja, de virkede ellers super søde… Men måske du har ret.
      Jeg håber at vi begge snart har heldet med os!

  2. Sumpen er et skift sted at være…har prøvet det…i laaang tid. (Dog ikke dagpenge, men i mit tilfælde: SU.)
    Jeg er virkelig ked af det på dine vegne. Det er så trist – og ikke særligt pænt gjort, at de ikke engang gav en ordentlig forklaring. Når du er kommet over det værste af skuffelsen, kan du måske spørge hvorfor de sagde nej?
    De fleste arbejdsgivere/interviewere giver gerne en udførlig forklaring, hvis du spørger direkte. Så ved du hvad du skal gøre bedre. (Nogle interviewere pakker det lidt ind eller lyver, når de svarer, men en stor del af dem er heldigvis ærlige folk, der gerne giver lidt feedback).

    Hvad med at få nogen til at kigge på din ansøgning og give dig gode råd? Måske en mentor fra din uddannelse, en ven, der har en lignende stilling , som du søger eller et idol? Jeg har god erfaring med at kontakte idoler og få hjælp af dem – f.eks. svarede Anders Madsen (Tegneserietegner) på en masse spørgsmål i en e-mail. De fleste dygtige mennesker vi ser op til, vil gerne hjælpe, hvis du formulerer dig pænt, giver oprigtig ros og stiller kloge spørgsmål.

    Hvis du ikke har mod på at kontakte venner eller idoler om det, kan du alternativt sende en af dine ansøgninger til mig på cvhandt@gmail.com, så skal jeg nok give nogle gode råd med på vejen. Måske kan jeg gøre den meget bedre eller måske er den allerede så god den kan blive. Det kan ihvertfald ikke skade.

    Mine egne ansøgninger har skaffet jobs i Irland og Danmark – især freelancejobs (tegneopgaver og skriveri) og de begyndte først rigtigt at give pote, efter jeg havde for alvor sat mig ind i hvordan man skriver, så det sælger. Det lærer man desværre ikke på de danske uddannelser :/ Men der er heldigvis fantastisk mange blogs og bøger om det.

    1. Jeg skal snakke med ham på tirsdag, så bliver jeg forhåbentlig lidt klogere.
      Mange tak for dine gode råd 🙂

  3. Åååhh nej, hvor er jeg ked af det på dine vegne! 🙁
    Hvad kan jeg sige? Et job kan jeg ikke skaffe dig, men jeg kan fortælle dig, at du mange gange har fået min dag til at blive bedre med dine tegninger.
    At fyre nogen over sms er godt nok lavt, du er alt for sød mod dem ved ikke en gang at skrive navnet, – den moralske sejr er på din side. Men det kunne selvfølgeligt ikke i banken…
    Prøv at overbevise dig selv om, at du fortjener så meget bedre end det, og at drømmejobbet nok skal komme, – for det gør det! Før eller siden! :-*

  4. Åh for filan! Sad lige og heppede og jublede lidt med dig, da du skrev at du næsten var ude af systemet. Det lorte system. Det kan få selv den mest kompetente, dygtige, varme og glade person til at tvivle på sig selv. Og når man først begynder at tvivle så sætter det sig fast og vokser lidt. Og det begynder at blive sværere at holde sig oppe og holde fast i glæden og selvtilliden (både den personlige og den faglige). Men du har alle os læsere som netværk og som heppekor! Jeg tror virkelig at det nok skal gå!

  5. Jeps, ring til dem og spørg hvorfor. Det er temmelig sikkert ikke, fordi de synes, du lugter – men selv om det er, så slipper du for at forestille dig 73 andre årsager.

    Jeg har selv, en enkelt gang, prøvet at ringe. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke engang var blevet indkaldt til samtale. De viste sig, at de ikke havde indkaldt mig, fordi de ikke indkaldte kvinder til jobbet. Jeg var rasende – og hvor ville jeg dog ønske, jeg havde båndet den samtale – men i det mindste fandt jeg ud af, at det hverken var mine kvalifikationer eller min ansøgning, der var mangelfulde.

    1. Jeg skal snakke med ham på tirsdag. Så jeg glæder mig til en forklaring! Forhåbentlig en der er bedre end at jeg er kvinde – for det lyder godt nok langt ude!

  6. Åh nej, hvor er det synd for dig, at du rendte ind i sådan et uprofessionelt firma. De skulle skamme sig! Håber virkelig for dig, at dit drømmejob snart dukker op, for du er så pragtfuld her på bloggen. Kærlige tanker og kram til dig <3

  7. Åh Sidsel. Hvor er jeg ked af det på dine vegne. Jeg kunne mærke glæden på dine vegne da jeg så at du havde fået et godt job. For hvor jeg kender det..

    Efter alle dine andre søde læsere har skrevet at ‘det nok skal gå’ virker det måske tamt fra min side, men af alle mennesker har du så meget gå på mod og evne til skabe nyt, at jeg er sikker på at det nok skal løse sig. For hold kæft, hvor du arbejder hårdt. Og det lønner sig altid!
    Du må aldrig tvivle på dine evner – jeg ved godt at det kommer med territoriet – og husk de sejre du har i forvejen; små som store. Det hjælper én til at komme igennem dagen 🙂

    Sender så mange kram til Sorø, at det faktisk er lidt træls.
    Kh Kira

    ps. Latterligt ucool måde han kontakter dig på for at give afslag.

  8. Kære Sidsel, det er sådan et fantastisk arbejde du laver med dit tegne arbejde og det smil du på læben du giver os alle hver dag. Jeg vil derfor gerne hjælpe dig. Jeg har mange års erfaring med rekrutteringer og læst mange cver og ansøgninger. Hvis du sender det til mig vil jeg gerne give dig nogle tips og tricks. Masser af klap på skulderen herfra mig du gør det super godt

    1. Hej Ann.
      Mange tak for dit tilbud, det er super sødt af dig! Det vil jeg da gerne takke ja til 🙂
      Jeg sender noget til dig lige så snart overskuddet kommer.

  9. Iiihh hvor jeg kender til de tanker og følelser du beskriver, ved at være en del af dagpengesystemet. Jeg håber det snart lysner for dig !

  10. Åh nej. Men det skal nok gå, og du har en fed blog! Jeg er selv på dagpenge. Er gået direkte fra studier til barsel til dagpenge. Så lever lidt i ‘barselsboblen’ endnu. Men min datter skal snart til at passes (manden er på barsel lige nu), og jeg skal altså bare snart finde det der job. Men jeg kan se at det ikke er nemt, og har allerede fået en del af de der mails, om at 300 andre har søgt stillingen. Og jeg kan godt leve mig ind i den situation, og er bange for at man finder mig der om et års tid. MEN jeg krydser fingre og tær for oss begge! Ting har det med at løse sig på den ene eller anden måde til sidst. Op af sumpen! Du er god nok! 😀

  11. Kan godt forstå du synes det er surt, men at de fyrer dig efter 4 timer og pr. SMS. Det siger mere om dem end om dig. Synes du skal spørge dem hvorfor, når du på et tidspunkt er kommet lidt op igen. De synes garanteret du er super fin, men pga. Noget hos dem har de måtte sige fra.
    Se det som, at du fik hul igennem, næste gang ( om ca. 10 ansøgninger), så kommer det fede job, lige til dig.

    Knus

    1. Åh, jeg håber du har ret! (Har netop sendt 12 ansøgninger – så det burde vel være nu, ikke? 🙂 )

  12. Jeg er selv i det system, eller jeg er så overgået til kontanthjælp i november, da jeg blev færdiguddannet i oktober 2010, så to på dagpenge, så hed det uddannelsesydeles og så var det arbejdsmarkedsydeles, men fire år senere, så var alle muligheder brugt for dagpenge og over på kontanthjælp med mig.

    Man skal sende alle de der ansøgninger, ens psyke kan ikke altid klare det, så søger man opslået, men jeg kom aldrig til møde, for enten hørte jeg ikke tilbage på ansøgningen ellers var det gået til en anden, men de fleste hørte jeg ikke tilbage på.
    Så begyndte jeg at søge flere uopfordret, der blev der svaret tilbage på flere af ansøgningerne end ved de opfordret, hvilket jeg tog som noget godt, når man fik et svar, så virkede svarende til at være mere venlige, så man fik modet op.
    Jeg har altid søgt meget vidt omkring, for jeg har været frisk på at flytte i forhold til jobbet, men det ændret sig så en dag, hvor jeg havde søgt et uopfordret job over ved Københavns området, stedet vil gerne have mig til møde, men da de så opdaget, at jeg kom fra Jylland, så skulle jeg alligevel ikke til møde, jeg havde ellers forklaret, at jeg gerne vil flytte der over ad, hvis det blev til noget, men det var ligegyldigt.
    Så jeg nåde til det punkt, hvor jeg ikke vil søge jobs på Sjælland, men gjorder det stadig på Fyn og hele Jylland, hvilket også gav mig en positiv oplevet omkring et halvt år senere, for der havde jeg søgt en uopfordret på Sydfyn.
    Jeg forklaret, at jeg var frisk på at tage den lange tur, hvis det var som tilkaldevagt, men hvis det blev en fast stilling, så var jeg klar på at flytte der ned, hvilket var rigtig positiv for stedet, så de vil gemme min ansøgning, så hvis de får brug for hjælp, så havde de den, jeg har dog ikke hørt noget siden, og det er langt over et halvt år siden.

    Jeg synes, at det er hårdt med alle afslagende, men alle de møder på jobcentret, jeg følte, at de ikke kunne hjælpe mig, de kunne ikke komme med forslag til noget der vil gøre det bedre, gøre mulighederne større, det eneste jeg fik hjælp til var at komme i et løntilskudsjob i et år i en børnehave, hvilket også var godt, så havde jeg da noget arbejdserfaring at skrive på mit CV.
    Så skulle man tro at fagforening/a-kassen er bedre, men nej, der synes jeg, at der var noget galt med næsten alt man gjorder, du søger ikke bedt nok, du søger for mange opslået, du søger for mange uopfordret.
    Man nåede nogle gange til det punkt, hvor man bare vil give op.

    Selv om det er ens egen opgave at finde et arbejde, så kunne det være rart med lidt mere hjælp, foreksempel ved jobcentret, de vil jo have lettere ved at finde de ledige jobs der passer lige til den ledige, så kan de jo sige, at de synes, at man skal søge den, men nej skete ikke.

    Så ja hele dette ledighedsystem kan gå hen og blive for meget, hvilket jeg også bruger min blog til at skrive om, at fortælle om, både de gode og dårlige ting, men også alt andet i livet, hvad jeg laver, hvad jeg oplever, ting med vennerne, ting hvor jeg synes, at fremmede er fordomsfulde over for mig osv.

    Jeg håber, at du finder dit drømme job, at du vil få de timer, som du gerne vil have. Alt det bedste til dig.

    1. Puha, det lyder som en hård omgang du har været igennem.
      Jeg håber virkelig, at det vender for dig snart også.

  13. Øv, en taber – Ja og det er IKKE dig, jeg mener! Tror du er nødt til at bide i det sure æble og ringe og spørge hvorfor. Om ikke andet får man fred i sindet (hvis han er ubehagelig bestyrker det dig i det er et skidt sted (var han 17 siden han sendte sms) at være. Og hvis han reelt har noget at fortælle dig, jamen så må man jo tænke over det. Om ikke andet er det vildt pinligt for ham du ringer, så se det som en “upper hand” at han tror han er sluppet let ud af den situation.
    Jeg ville nok dø lidt indeni inden jeg ringede op, men bagefter ville jeg klappe mig selv på skulderen.
    Nu vil jeg trykke på alle dine reklamebannere og håbe andre gør det samme!
    Husk When life gives you lemons – så tyr dem lige tilbage i nakken på ham skiderikken…

    1. Haha – jeg smadre dem med citroner gør jeg!
      Jeg skal snakke med ham på tirsdag, og glæder mig til en forklaring!

  14. Sikke noget røvbananeri, du som ellers er sød og sjov og dygtig. Jeg håber du bliver ved med at orke henkogt hverdag og at det snart lykkes for dig!

  15. Du skal ikke give op, men fortsætte din gode ånd. Tænk – selv om det er svært – at du er en overlever og at det er firmaernes tab at du ikke lægger hele din arbejdsglæde der. Lige pludselig giver det pote. Og så rend firmaerne personlig på dørene. Nogen gange ved de ikke, at de ikke kan undvære dig 🙂

  16. Jeg ved godt, at jeg er lidt sent ude. Men har læst dit indlæg flere gange, og bare aldrig rigtig vidst hvad jeg skulle skrive. Det gør jeg egentlig stadig ikke… Så det bliver lidt en lam omgang medfølelse, for jeg kan kun forestille mig hvor skrækkelig skuffelsen må have været, men jeg håber sådan det hele ordner sig ASAP.

    Men derudover, så synes jeg det er helt og aldeles fantastisk, at du bliver på din egen matrikel, og ikke hopper over til BloggersDelight! Det er sgu beundringsværdigt. Så mange tabe tillykke med det! 😀

    1. Rigtig mange tak 🙂 – Det håber jeg også.
      Hahaha. Tak, men var sgu nok hoppet hvis det ikke havde føles så forkert – så ikke helt så beundringsværdigt, når alt kommer til alt 🙂

  17. Det er bare så rammende beskrevet! Jeg har netop også tænkt at det føltes som at sidde fast i en sump. Endelig, har jeg efter 2 års ledighed fået tilbudt et job og samtidig med at “drømmene” om fremtiden kommer væltende, er jeg også bange for at en eller anden ringer og siger at den ikke gik alligevel. Det er ligesom det jeg er mest vandt til. Den prøvede jeg nemlig også for halvandet år siden.

    Men som du sikkert allerede ved, skal man ikke tro på de negative tanker alle de afslag afføder. Man er bare uheldig og der er ikke nok job til alle pt.

    Jeg krydser fingre for dig 🙂 Og ikke mindst holder jeg af din blog.

    Mvh. Maja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *