– men det troede hun åbenbart.
Jeg studsede godt nok lidt over det, første gang hun kaldte mig det. Jeg tænkte da også på at rette hende, men så fik jeg det ikke gjort – og så virkede det dumt, at gøre anden gang hun sagde det.
Og så tænkte jeg, at det vel ikke gjorde det store at hedde Anja en stund – det er trods alt så sjældent vi løber på hinanden. Så jeg nikkede ivrigt når hun brugte mit nye navn.
…Måske jeg også jeg selv fik kaldt mig Anja, en enkelt gang – bare for at leve mig ind i rollen.
Det kunne have fungeret så godt, hvis ikke min nabo var kommet forbi.
Jeg overvejede en søforklaring om at Anja var mit mellemnavn, men jeg valgte bare at rejse mig og gå.
Det virkede lettere.
Videre til indhold
Hverdag værd at gemme