-men jeg tvivler på, at det var derfor den pæne dame gik så hurtigt forbi os.
Sansynligvis havde hendens skyndsomhed, i stedet noget at gøre med den meget fækale samtale drengen havde gang i.
Når pigen har holdt en vågen den halve nat
– og drengen den anden halve, kan man godt være lidt træt der kl. 8 når lægen har telefontid.
Jeg syntes så egentlig også, at de strammer den lidt når de vælger en stille klassisk ventemusik.
Jeg vil forslå dem, at spille Rammstein i stedet. Så skal jeg nok kunne holde mig vågen.
Det har længe undret mig
-hvor alle de blå mærker kommer fra. Det er næsten dagligt jeg opdager nye.
Jeg har nu opklaret mysteriet.
Jeg overvejer at ønske mig et skjold.
Det var først da jeg var halvejs gennem historien
– anden gang, at den manglende respons mindede mig om, at jeg netop havde fortalt den.
Jeg valgte at fortælle historien helt færdig igen, selvom jeg efter min erkendelse, havde svært ved at opretholde fortællerglæden.
Selvfølgelig elsker jeg dem, men
-oven på sådan en juleferie, er det altså helt rart når hverdagen begynder og overlader mig med kún det barn der sover middagslur.
Han laver altså virkelig mange tegninger
-og mange af dem er kun med enkelte streger.
De har også ligget og flydt på gulvet i dagevis. Og de var altså virkelig ikke særlig gode.
Alligevel kan jeg godt her bagefter, få lidt dårlig samvittighed over, så brutalt at have smidt drengens tegninger ud.
Jeg kan stadig huske dengang jeg ofte sov til kl. 12
-selvom det efterhånden er en svag erindring, på lige fod med den om, at jeg engang gik i seng efter kl. 22.
Jeg kan også huske dengang, jeg anså det for en dårlig nat, hvis jeg havde fået under 7 timers søvn…
Jeg skulle have værdsat det noget mere.
Jeg overvejede at løbe en tur d. 30/12
-men så virkede det så trist, at løbe årets første tur dagen før nytårsaften.
Så jeg valgte at vente.
Jeg kunne selvfølgelig løbe en tur nu, men så vil jeg jo virke som en af alle ‘nytårsfortsæts-løberne’ … Så jeg er nok nødt til at vente.
Det er bare surt, når jeg nu ellers er så top-motiveret.
Når man holder jul for hele familien
– er det egentlig helt fint, at have en undskyldning for at forlade rummet.
Jeg overvejer hvad, jeg kan finde på til næste år.
Ind i mellem ville jeg ønske, at jeg var barn
Julen er gerne et af disse tidspunkter.
Den ér altså bare federe når man er 4 end når man er 30.
Heldigvis har jeg en 4-årig, der gerne vil huske mig på, hvor fantastisk juleaften er.
Glædelig jul!
Jeg er jo vant til at snakke med mig selv
– eller det er egentlig pigen jeg snakker til, hun svarer bare ikke, og så fører jeg begge dele af dialogen.
Derudover er der også mange juleting at holde styr på. Jeg har lidt travlt. Og så er jeg også træt.
Det er altså ikke fordi at jeg er skør, at jeg går og taler med mig selv.
Oppe i byen blev jeg dog pludselig opmærksom på folks blikke. Jeg tænkte, at det bedste at gøre var, at holde hånden til øret og sige højt ‘HALLO’. Så ville folk jo tro, at jeg talte i en telefon.
Nu er der ingen der tror, at jeg er skør.
Det startede egentlig som en god idé
– det med at købe én fælles julegave. En kærestegave.
De senere år har det måske ikke været helt så prangende gaver, men vi har alligevel gjort os umage.
I år glemte vi fulstændig vores egen gave.
Heldigvis havde min kæreste en god løsning.
Så bliver det alligevel en god jul.
Det med at have underbukser på hovedet
– imens vi dansede rundt i stuen, det var altså drengens idé.
Han var altså også med. Desværre er han bare så lav, at han ikke umiddelbart kan ses gennem vores vinduer.
Set i bagklogskabens lys, burde jeg nok ikke have forsøgt, at agere statue.
Jeg tror ikke de hoppede på den.
Jeg elsker når min dreng krammer mig
– Jeg elsker det især, når han ikke lige har haft hele hånden oppe i numsen.
…Men så igen, man må jo tage hvad man kan få.
Jeg vil jo gerne støtte op om mine børns drømme
-Jeg kan dog ind i mellem godt frygte, at drengen tager munden lidt for fuld.
Men helt ærligt; hvem gider også være Byggemand Bob, når man kan være Gud?
Jeg skulle have været i kælderen med nogle ting
-men jeg orkede ikke, at bære dem ned af trapperne.
Jeg har trods alt også både tømt opvaskemaskine og støvsuget stuen idag.
Jeg venter til i morgen, der skal jeg slet ingenting.
Det var kun et spørgsmål om tid
– for vi vidste begge to, at det på et tidspunkt måtte ske.
Efter at have kaldt hinanden ‘far’ og ‘mor’ følte vi os pludselig meget gamle.
Vi blev nødt til, at gå hjem og drikke en kop kamillete, før vi blev rigtig os selv igen.
Min kaffe var blevet kold igen
– og jeg havde allerede genopvarmet den 2 gange.
Jeg overvejede, at varme den en 3 gang i mikrobølgeovnen, eller måske lave mig en frisk kop.
Jeg endte med at drikke den kold – alt andet virkede som spild af energi.
Jeg ville have købt nogle lommetørklæder
– men det havde jeg glemt.
Jeg havde dog, på vej ud af døren, kastet noget toiletpapir ned i tasken.
Det var bare ligesom om, at det rigtige tidspunkt til at trække krøllet toiletpapir frem og pudse næse, ikke kom.
Jeg prøvede da med lidt forsigtige snøft, men jeg kunne heller ikke lide at lave det helt store indtræk af snot -der i den fine bank.
Til sidst gik det galt.
Jeg valgte at tørre snotten af i ærmet.
Alligevel virkede den pæne bankdame, ikke særlig glad for at give hånd da vi tog afsked.
Det var fordi jeg ikke hørte ordentlig efter
– at jeg ikke hørte pizzamandens ‘Et øjeblik’.
Jeg havde jo øvet mig i enetalen: ‘God aften. Kan jeg bestille noget mad til afhentning … En nr. 54, en nr. 11 og en nr. 76 med salatmayonnaise, tak.’
Da jeg havde fyret min sætning af 2 gange, stadig uden nogen form form for respons, gik jeg ud fra, at der var noget galt med telefonen.
Jeg fortryder, at jeg brød ud i sang.