– alligevel kan jeg ind imellem godt blive sådan helt henført af lugten, når nogen ryger mit gamle mærke.
…
Det var altså ikke for at være sær, pæne mand, jeg ville jo bare lugte lidt til dig.
Det var jo vildt længe siden jeg havde hørt den
– Altså den der Fuck her gently, med Tenacious D. – Det var da sjovt sådan at høre den igen.
Det viste sig også, at teksten slet ikke var svær at huske, da sangen først var igang. Så det var da kun naturligt at skrue op og skråle med … også selvom jeg egentlig havde parkeret bilen.
Muligvis skulle jeg have lukket vinduerne inden.
Altså sommeren er da skøn
– Det er jo ganske rart at det er lyst når man står op. Det er også fint med varmen og jordbærene i haven og alt det der.
…
Men jeg glæder mig altså også lidt til, at det bliver vinter og mørkt når man går i seng.
– Man kan godt føle sig sådan lidt ekstra gammel, når solen stadig skinner længe efter man har sagt ‘godnat’.
Måske er jeg også lidt forkælet
– men jeg er jo vant til at mine besøgstal kun går en vej; op.
Når de så pludselig bevæger sig først sådan lidt ligeud og så lidt ned kan man godt blive bange og tænke om alle har forladt en, eller om man simpelthen ikke er sjov mere.
…
At jeg pt. befinder mig i en efter-barselsboble og primært er i mit eget selskab, mener jeg er sagen uvedkommende.
Jeg mener; det er jo ikke fordi det er unormalt, at omtale internettet som ‘sin bedste ven’. – Er det?
Når man skal pille næse i bilen
– er det godt lige at sikre sig, at man ikke holder i en flersporede kø.
Man kan faktisk se gennem de der bilruder, selvom man ikke lige tænker over det.
…
Og så syntes jeg i grunden også, at det er ganske uhøfligt sådan at sidde og glo ind i andre folks biler! – Jeg mener; de kunne vel se jeg havde gang i noget!
Det er ikke fordi jeg er sart
– men der er altså bedre måder at vågne på!
Der vokser et hår på min mave
– Jeg ved ikke hvor længe det har vokset der, men det er langt. – Meget længere end de andre hår; de er alle sammen sådan nogle meget små nogle.
Måske har det vokset der i flere år, måske er det et utrolig hurtigvoksende hår, som først lige er kommet?
Jeg ved det ikke, men jeg har aldrig set det før, håret. Det er helt tyndt og hvidt. – Meget ulig dem der vokser på mine ben; de er mere sådan sorte og stride i det. Det ligner heller ikke dem der vokser på mit hoved, de er brune og sådan lidt krøllede. Faktisk ligner det slet ikke et hår fra min egen krop. Det er så fint det hår, som hører det en anden verden til.
Måske er det kommet fra en engel, og har plantet sig i min mave. Ja, der var måske bedre at bo? Det har jeg tit tænkt på.
…
Selvfølgelig overvejede jeg at hive det ud, da jeg så håret første gang. Men jo mere jeg kiggede på det, jo mere kom jeg til at holde af det. Dette fine, hvide, lange hår.
Det er noget helt specielt.
Når jeg tænker på mit hår på maven, bliver jeg helt varm inden i. Det er ikke alle der har sådan et hår; sådan et langt, hvidt hår, som ingen kender til. Det er min egen lille hemmelighed.
Hver aften, når ungerne er puttet, måler jeg håret. Bare for at se om det er vokset – og for at kigge lidt på det. Så sidder jeg en stund og aer håret. Måske snakker jeg sagte til det, og fortætter hvor glad jeg er for, at det har valgt at bo lige der på min mave.
Det er så smukt, mit lange hår på maven.
Der var nogen der havde overfyldt skraldespanden
– det var mig.
…
Jeg håber stadig på, at en anden har tænkt sig at rydde det op.
Egentlig er jeg ikke et ondt menneske
– men jeg indrømmer gerne, at det gottede mig en del at pigen gav hendens far samme ‘Jeg-vil-ikke-sove’ show, som hun har givet mig de sidste 14 dage.
Ind i mellem får jeg en genial idé.
– Det ofte lige inden jeg falder i søvn, at de kommer. Ideerne.
Jeg kan godt blive sådan helt høj af begejstring, over mine egne geniale indfald.
– Og jeg kommer ofte helt op at køre, over de fantastiske tegneserier jeg ligger og udtænker.
Imens jeg ligger der og udtænker plottet, tænker jeg ting som: ‘NU sker det! – Nu bliver jeg sgu en landskendt tegner’ Eller ‘Hvor er jeg dog talentfuld! Denne tegneserie bliver min vej til berømmelsen!’
…
Efter sådan en nat er det altså lidt af et antiklimaks, at finde en skitse noget nær denne, på natbordet morgenen efter…
Jeg har da før været vågen 6-8 mdr. i streg
– altså næsten.
Så jeg forstår ikke helt, hvordan jeg kan være SÅ træt efter kun en lille uge med sygt barn og langt mere natteroderi end normalt.
Jeg må være kommet ud af træning.
Det var jo ikke fordi jeg sov
– jeg var bare heller ikke sådan 100% vågen.
Desuden kan sådan en tur i varmen med barnevognen, altså godt være ret søvndyssende.
– Og jeg mener; jeg kender jo vejen efterhånden – så hvorfor ikke tage sig et lille hvil?
Det var altså virkelig ikke for at være u-høflig søde Emil-K’s mor.
Ej, men jeg har virkelig glædet mig
– til sæson 2 af Orange is the new black!
Det er jo ikke fordi jeg normalt er SÅ begejstret, for at have brugt alle mine ferie-aftener på at se serie.
Altså kun ind i mellem.
…
Måske jeg alligevel skulle have droslet min entusiasme lidt ned. Jeg mener; hun kunne jo tro, at jeg var sådan én der sad hjemme, aften efter aften, og så serier på Netflix…
Nej, sådan er den ikke
– Men gid den var.
Det ville gøre Mariehønen Evigglad så meget sjovere!
Jeg hilser ikke på min genbo mere
– Det var lige som om det var blevet så akavet, efter jeg så ham nøgen i køkkenvinduet…
Pappet
[Nye læsere bør starte fra bunden]
En af de ting der stod på listen under ‘skal’ var, at ordne paprummet.
Jeg brød mig ikke om at være i paprummet. Der var et trist og mørkt sted -og Bahne havde slet intet gjort ud af indretningen, selvom lidt friske blomster ville havde gjort meget for stedet.
Det værste ved paprummet var immervæk at der var så meget pap: Papkasser der skulle skæres op, pakkes og sammen med al det andet indpakning køres ned til det store fælles paprum i centeret.
Det var et hårdt og surt slid at skulle bruge, nogen gange, helt op til 15 minutter i paprummet.
Naturligvis prøvede jeg at springe pappet over.
Jeg lod som om jeg gik derned, men i stedet gik jeg ind og holdt en velfortjent pause på lageret.
Det fungerede faktisk ganske fint, men af en eller anden grund blev der bare ved med at komme mere og mere pap. Allerede dagen efter, var der dobbelt så meget; det var næsten som om, at ingen andre gjorde noget for at få det væk, end mig!
Efter 2 uger mente Bahne, at jeg havde glemt at ordne pappet. Og hvad værre var, så satte de mig til at bruge en hel dag på at få ordnet hele rummet.
Det var en hård dag, uden mulighed for pauser eller for at lægge bluser sammen i mit Bahne-forklæde.
Det var sådan en dag der satte sine spor og lagde sig som en mørk sky, over mit ellers så glade sind.
Jeg blev nødt til at ordne pappet hver dag, hvis jeg ikke skulle bryde helt sammen. Det blev jeg frygtelig klar over!
Det blev en hård og mørk tid i Bahne!
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Når jeg indførte små sjove tiltag, kunne papopskæringen gøres sjov og blive et godt afbræk i min ellers hektiske 2-timers vagt.
Når jeg lagde bobleplasten på gulvet, kunne jeg stå og hoppe på den, imens jeg skar papkasserne op. Det gjorde det hele meget sjovere.
Nogen gange, var der sådan noget bobleplast med store luftlommer. De gav nogle kæmpe brag og fik mig til at grine højt.
Jeg fandt også ud af, at hvis jeg bare hoppede lidt på kasserne, så blev de flade nok til at kunne køres på vognen af én gang. Det var både sjovt og smart.
Når jeg hoppede rundt i Bahnes paprum følte jeg mig fri.
Alle bekymringer om forestående opgaver forsvandt som dug fra solen.
Jeg kom ofte til at grine højt og mine kinder blussede altid, når jeg kom op fra paprummet.
Bahne sagde, at de var glade for at kunne se, at jeg lagde et godt stykke arbejde i at ordne pappet.
Det var dejligt at være sådan en dygtig og hårdtarbejdende hjælpepige.
Det er sådan set ubehageligt nok
– med sådan en gynækologisk undersøgelse.
Jeg syntes måske at pandelampen var en unødig tilføjelse…
Jeg tror han gør det med vilje
– altså prutter mens han tisser.
Det virker i hvert fald som om det more ham lidt, når han efterlader en fæl lugt lige dér hvor min næse er, når jeg skal på toilettet efter ham.
Jeg synes sgu han er tarvelig!
– Min kæreste altså.
Jeg ville da også godt prøve at løfte mig op i armene; det ser jo vildt sjovt ud, når min kæreste hænger og svinger sig i dørribben.
Han kunne da godt have tilbudt at bære mig, når nu jeg ikke selv kan løfte mig op.
Jamen det kunne han da! I stedet for at stå der og grine.
…
Det var sikkert fordi han ikke var stærk nok, og ikke turde indrømme det.
Slapsvans!
Pigen er alene i vuggestue for første gang.
– Hun har naturligvis været der før, men i dag er første gang hun skal være der alene, i mere end en time eller to.
Heldigvis har jeg meget at lave, ting der har hobet sig op imens barsel månederne er fløjet.
Her trænger også til at blive gjort rent. – Og der skal købes ind.
Jeg skal også have luget ukrudt og så skal jeg tegne; en masse.
Jeg skal plukke øjenbryn, og give mig god tid til det. Og læse i en bog. Og jeg skal tage et langt varmt bad, uden afbrydelser.
…
Eller jeg kan bare sidde her, og stirre ud i luften.
Ind i mellem kan jeg kigge på uret på min telefon, eller igen tjekke om vuggestuen har ringet, uden at jeg har hørt det.
Ja, det virker allerede som den rigtige måde at bruge dagen på.
