Han må have sneget sig ind på mig bagfra

Lydløst som natten må han have stillet sig der, lige mellem mig og væggen. Måske har han stået og holdt vejeret for ikke at blive opdaget. Jeg ved det ikke.
Han stod i hvert fald helt lydløst på perronen, som var han en væg til at læne sig mod.
– Og selvfølgelig lænede jeg mig mod ham. Når en mand i den grad virker som en væg, ja – så er det da kun naturligt at læne sig op ad den.

Det var jo heller ikke fordi jeg lænede mig længe, men alligevel længe nok til at han godt kunne have sagt: ‘Jeg er ikke en væg’ eller noget andet, der havdet fået mig til at flytte mig. Det ville jeg have gjort – jeg sværger!
På et tidspunkt syntes jeg, at væggen bag mig blev så underlig blød og varm i det. Slet ikke som vægge oftest er.
Det var dér at jeg kiggede tilbage og så ham: Snigeren.
Han så egentlig ikke glad ud, som man ellers kunne forvente – nærmest lidt skræmt. Jeg ved ikke hvorfor.
Da vi havde kigget lidt på hinanden, kiggede jeg væk og ned, imens jeg overvejdede mit næste træk.
Selvfølgelig tænkte jeg da på at flytte mig med det samme, men så tænkte jeg at det måske ville virke så voldsomt – som om at der var noget galt med ham.
Han virkede jo også allerede lidt skræmt, så det var nok bedst at lade opbruddet ske så naturligt som muligt.

Så jeg blev stående.

Du må ikke tro, at det var let for mig, at blive stående der og læne mig mod en fremmede mand. Jeg gjorde det jo for hans skyld, og fordi jeg i bund og grund er et godt menneske.
Efter et par minutter, tænkte jeg at nu var det okay langsomt at flytte sig. Nu ville det ikke virke for mærkeligt.
Jeg undertrykte igen min trang til at løbe og rettede mig i stedet langsomt op. Millimeter for millimeter løftede jeg min ryg fra hans mave. Langsomt, langsomt for at lade løsrivelsen ske så behageligt som muligt.
Da jeg var helt fri af ham, stod jeg igen lidt og ventede. – Og så, i én langsom og glidende bevægelse tog jeg et lille skridt væk, og så et til – og endnu et.
Hele tiden kiggede jeg tilbage, for at sikre mig at han var ok.
Jeg må indrømme at det krævede en alvorlig overvindelse, sådan at holde øjenkontakten, men mandens skræmte blik forsikrede mig i at jeg gjorde det rette, og fik mig til at fortsætte.
Da jeg endelig var kommet en lille meter væk, lod jeg langsomt blikket glide fra manden og ned på skinnerne foran mig. Her stod jeg en stund og tænkte situationen igennem.

Da jeg kiggede tilbage var manden væk.
snigeren

Der vokser et hår på min mave

– Jeg ved ikke hvor længe det har vokset der, men det er langt. – Meget længere end de andre hår; de er alle sammen sådan nogle meget små nogle.
Måske har det vokset der i flere år, måske er det et utrolig hurtigvoksende hår, som først lige er kommet?
Jeg ved det ikke, men jeg har aldrig set det før, håret. Det er helt tyndt og hvidt. – Meget ulig dem der vokser på mine ben; de er mere sådan sorte og stride i det. Det ligner heller ikke dem der vokser på mit hoved, de er brune og sådan lidt krøllede. Faktisk ligner det slet ikke et hår fra min egen krop. Det er så fint det hår, som hører det en anden verden til.
Måske er det kommet fra en engel, og har plantet sig i min mave. Ja, der var måske bedre at bo? Det har jeg tit tænkt på.

Selvfølgelig overvejede jeg at hive det ud, da jeg så håret første gang. Men jo mere jeg kiggede på det, jo mere kom jeg til at holde af det. Dette fine, hvide, lange hår.
Det er noget helt specielt.
Når jeg tænker på mit hår på maven, bliver jeg helt varm inden i. Det er ikke alle der har sådan et hår; sådan et langt, hvidt hår, som ingen kender til. Det er min egen lille hemmelighed.
Hver aften, når ungerne er puttet, måler jeg håret. Bare for at se om det er vokset – og for at kigge lidt på det. Så sidder jeg en stund og aer håret. Måske snakker jeg sagte til det, og fortætter hvor glad jeg er for, at det har valgt at bo lige der på min mave.
Det er så smukt, mit lange hår på maven.

Der vokser et hår på min mave