En lille pose mor

Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.

Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.

Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
pose_med_mor

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Iværksætter som 7 årig…

Drengen og jeg har startet et lille iværksætteri.
Vi kalder os Små ideer, og laver plakater… eller det vil sige; drengen gør – jeg hjælper bare lidt med optegning, tryk osv. Alle ord og tegninger er Milos værk.

Vi har oplevet en stor interesse, og har derfor valgt at få trykt et lille oplag – 10 af hver, som nu er til salg.
Plakaterne er i A2 str. (420×594 mm) og sælges inkl. B-porto til 225.- kr.
Alle penge, går naturligvis til drengen – der sandsynligvis vil bruge dem på Lego, opfindergrej, eller bøger.

Plakaterne kan købes her.

a-c-c_ramme
blade_a4_ramme

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.

Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus

Nej! Jeg hedder Tidsel! TIS-el!

– Jeg er jo folkeskolelærer.

Lad mig være ærlig og sige, at det ikke var mit første valg på jobpaletten. Dog er det er et job, jeg på grund af en god arbejdsplads og søde kollegaer har lært at holde af.
Det også selvom jeg ofte føler, at jeg bliver nødt til at iklæde mig en maske af surhed, for at få, bare en smule, respekt og ro i timerne.

Lige for tiden, og indtil mit faste skema træder i kraft, er jeg vikar …
Hvilket betyder at surhedsmasken pt. skal klæbes så fast, at den næsten gør ondt.
Jeg hader den maske. Især fordi jeg indenunder er sådan en sød, umiddelbar, fjollet og kreativ person. Jeg er faktisk meget lidt sur. Meget lidt hård.

Problemet med min maske er også, at når kaoset og larmen i klassen når et vist punkt, så presser masken mod min hjernen, så den vælger at fokusere på nogle, måske ikke helt oplagte ting.
Som når klassen i kor råber: “Hun hedder TIDSEL!” “Ha-ha-ha! TIDSEL.”
Og en lille pige, midt i det hele, prikker mig på skulderen og siger: “Peter kalder dig TIS.” Ja, så synes min hjerne, at det vigtige her, er at forklare den lille pige hvordan Tidsel udtales.
“Det er TIS-el! TIS-el.” “Jeg hedder TIS-el!”

Godt jeg snart får et fast skema.
tidsel

At snakke død med børn

– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.

Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.

I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:
hvor_er_mormors_ben
Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.

Undskyld når jeg lyver

– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.

Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.

Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
lukker_doeren

Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. En lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet

Tak for denne gang

Jeg har valgt at afslutte Henkogt Hverdag.
Om det bliver for altid, eller kun for en periode ved jeg ikke endnu.

Jeg har efterhånden været blogger i mange år – snart tre herinde.
At bygge Henkogt Hverdag op, har været noget af det fedeste og sejeste jeg har udrette rent personligt! Jeg er pissestolt af min lille blog -som formåede at vokse sig ganske stor.
Henkogt Hverdag har været mit faste holdepunkt. Den har holdt mit humør oppe under arbejdsløshed, søvnmangel, sygdom -og bare sådan på møgdage generelt. Den har givet mig følelsen af at; dét kunne jeg dog -selv om alt det andet fuckede up.
Bloggen har været skyld i, at jeg har lært nogle rigtig dejlige mennesker at kende: Kristina og Kira især, men også mine tidligere gæstebloggere og en mange andre skønne og inspirerende mennesker! Bloggen har desuden været springbræt til en masse fede tegneopgaver. -Forhåbentlig venter endnu flere forude.
Jo, bloggen her har virkelig været skyld i mange fantastiske ting!

Men…

  • Jeg er træt af at se mig selv udefra
    Som blogger opøver man stille og roligt evnen til at se sig selv udefra. Har man blogget i mange år, ligger det næsten pr. automatik at man overvejer muligheder for indlæg i alt hvad man laver. Jeg er træt af at opleve mit liv og min hverdag igennem “bloggerbriller”.
  • Min mor er meget syg -og jeg kan ikke tegne om det
    Som skrevet før, så går det simpelthen for tæt på at tegne om min mors sygdom. Dog det er også gået hen og blevet pokkers svært ikke at tegne om det. Det er jo det, der fylder ultimativt mest i mit liv pt.
  • Jeg er træt af blogger-ræset.
    Jeg er træt af besøgsstatistikker, likes og sidevisninger. Jeg er træt af halsen efter og at føle at jeg skal leve op til et eller andet, selvsat, mål. Meget, meget træt!
  • Jeg føler ikke jeg kan identificere mig med mit blogger-jeg
    Dette bunder nok i høj grad i, at min mor er syg. Min hverdag er derfor ikke helt så “henkogt”, som den var engang.
    Jeg savner min henkogte hverdag -men jeg tvivler på at jeg kommer ned i den samme igen. Meget har ændret sig. Meget i mig har ændret sig.

Så bloggen lukker.
Siden bliver liggende indtil videre, men vil ikke længere blive opdateret. Om et par måneder rykker den fra Bloggers Delight netværket og over på mit eget domæne.
Om den med tiden bliver åbnet igen, ved jeg ikke. Måske. Et eller andet tegnet kommer der i hvert fald fra min hånd igen. Også noget i bogform.

Et lille vindue lader jeg dog stå åbent; for jeg har valgt at beholde bloggens Facebook-side. Hvor meget der kommer til at ske derinde, ved jeg ikke, men jeg håber sådan, at I har lyst til at blive hængende alligevel.

Til slut vil jeg sige kæmpe enormt TAK til jer læsere! I har sgu været de bedste jeg kunne ønske mig! Jeg har altid kun fået søde beskeder og kommentarer fra jer, I har bakket op og delt af jeres egne historier og erfaringer. I har i den grad været skyld i, at mit blogger-liv har været så sjovt og givende igennem de sidste mange år. Tak-tak-tak! Tik tak.
Og tak igen.

Jeg håber, at I alle sammen får en helt fantastisk sommer!
Husk nu at bruge jeres liv på at leve det. Det har jeg tænkt mig at gøre.
Vi_ses_henkogt_hverdag

At vaske hår på en 2 årig

“Jamen hvor svært kan det være?” Tænker I, der ikke har prøvet at vaske hår på en 2 årig.
“Fucking idiotisk røv-svært!” svarer vi, der har!

Faktisk er det så svært -og føltes så meget som et overgreb, at pigen gik i det meste af 2 måneder uden at få vasket lokkerne med andet end våde klude…
Ikke en holdbar løsning i længden; så jeg Googlede: “Hårvask af børn”. Her fandt jeg en sød lille video, af et sødt lille par, der med små søde stemmer viste og forklarede, hvordan de vaskede hår på deres søde lille 6 måneders baby.
“Det er slet ikke så svært.” Sagde de.
“Vi har sat en lille mariehøne i loftet – så kigger hun op.” Grinte de.
“Vi ser det som en hyggestund for hele familien.” Smilte de.

“Luk nu for helvede røven!” Tænkte jeg.
“Og vent til jeres søde lille baby, har udviklet sig til et 2 årigt bade-monster!”
At vaske hår på en 2 årig

Problemet var det sammen, da drengen var lille.
Han HADEDE det! Det gjorde vi alle sammen -så meget for dén hyggestund.
Heldigvis findes der smarte ting; så jeg købte sådan en badehætte, hvor der er hul til håret. Jeg bildte drengen ind, at det var en magisk badehætte, som ud over at holde vandet fra øjenene, også gjorde ham mere modig. Han åd den råt og vi havde kronede hårvask-dage.

Men så kom pigen.

Pigen synes, at jeg kan stikke den der lorte badehætte op i røven! I øvrigt kan jeg stikke shampooen og kluden til øjenene samme vej.
Vi har endnu ikke fundet den magiske løsning …
Men hvem ved, måske det hele kan løses med en mariehøne i loftet? Især hvis man kan få sådan en, der udsender noget bedøvende.

Måske er det mig der er dum …

Når jeg hver aften, på ny, putter drengen med hans bløde pude under hovedet, og hans lige så bløde dyne rundt om kroppen.

Jeg finder ham jo alligevel altid sådan her, et par timer efter.
Sovende dreng
Jamen jeg kunne da lige så godt, give ham den hårde bog og det hullede babytæppe til at starte med, og sparer os begge besværet.