Du skal ikke være ked af det mor

– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.

Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.
…
Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.

Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.
…
Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.

Tegneseriemesse og nye postkort

Den 22 april, er jeg at finde til Art Bubble i Århus. – Denne gang på en stand, og oven i købet ved siden af en super sej tegnedame.
Hende her er i øvrigt også at finde derinde, nok omgivet af en masse lyserøde damer.
Midt i alt forventningens glæde, er det dog gået op for mig, at folk måske er mere interesseret i at se mine tegninger, end selve mig til sådan en tegneseriemesse…
Lageret rummer pt. 10 postkort og 1 klistermærke, så det er vist tid til at lave lidt nyt.

Plakaten må I vente med at se, men disse 3 bliver snart trykt i A5 format, og kommer også til salg herinde.

 

Det var ikke meningen…

– at jeg ville æde alt slikket. Det var ligesom bare noget der skete.
Det var også meningen, at jeg ville fjerne slikpapiret fra sofabordet. Det var ligesom bare noget jeg glemte.
Heldigvis glemte jeg også en lille skumfidus, bagerst i posen.
…
Pigen blev godt nok glad da hun hørte, at hele den store skumfidus var til hende!

Nytår – nyt år

Vanen tro, vil jeg skrive lidt om det år der snart er gået – og om det der skal komme.
Sidste år kiggede jeg mod det nye år, med både frygt og ro.
År 2016 blev ganske rigtigt året, hvor min mor døde af hendes kræftsygdom.
Faktisk endte 2016 med næsten udelukkende at handle om min mor, hendes sygdom, hendes død – og min sorg over begge dele.
2016 blev også året hvor jeg lukkede bloggen – og åbnede den igen. Det var året hvor vores kat døde, og hvor de fandt en mindre hjertefejl hos min far – men heldigvis ikke hos mig.
I 2016 startede jeg igen på mit gamle arbejde, som egentlig ikke var blevet lettere, i tiden jeg var væk.
2016 har ændret mig – gjort mig til et andet menneske; et jeg egentlig ikke helt føler, at jeg kender, eller endnu føler er mig. Året har rykket grænser og efterladt mig i en tilstand af “hvad nu?”

Men, 2016 blev også året, hvor vi købte og flyttede ind i vores drømmehus. Det var året, hvor vores lille familie rykkede tættere sammen, og jeg for alvor så hvilket fantastisk stof, min mand er gjort af. I 2016 startede drengen og jeg vores lille iværksætteri, som måske er starten på noget andet og mere.

2016: Året hvor det hele skete, i et kaos af følelser, fortvivlelse og sorg.
Nu er det sket. Nu kigger jeg fremad, ser mørket svinde og aner lyset.
Mit ståsted har jeg endnu ikke fundet. Jeg bare ér; svæver frit i tomrummet af det der var, og det ukendte der skal komme.

2017 starter med H.
Hvad?
Hvorfor?
Hvordan?
Hvornår?

Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.
…
Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid