Jeg river ned – jeg bygger op

Det er massivt.
Det med at stå midt i istandsættelse af et helt hus, efter et brud: Et hus der stadig er kaos, og som jeg endnu ikke kan flytte helt ind i.
Ofte har jeg tænkt, at det sgu da havde været nemmere bare at leje en lejlighed – i stedet for at købe dette hus, med dette kæmpe arbejdspres i tilkøb.
Meget nemmere!

Og så alligevel.
For imens jeg hiver gulvtæpper af, imens jeg flår i tapetet eller kantbånd. Imens jeg sliber gulve… Imens bliver tanker, følelser og fastlåste mønstre flået i, og slebet til.

Når jeg har kørt malerrullen for sidste gang i et rum, når det sidste nye gulvbræt er lagt, og når den sidste filt er kommet op; så føles det som om, der også kommer en orden inden i mig – som om tingene falder lidt mere i hak.

Så ja, det er massivt, og nej, jeg gjorde det fandme ikke igen.
Men de gamle gardiner er taget ned, snart pudser jeg vinduerne, og så kan jeg se helt klart ud på min nye verden.

Når man kører forbi sit hjem

Man ser det, men man kører videre, for hjemmet rummer ikke længere en selv.
Man er ikke længere velkommen – ikke længere en del af det hjem, man ellers har været med til at bygge op.

Man må køre videre mod sit nye hjem, hjemmet man selv har valgt. Eller nej, ikke hjemmet; huset – for noget hjem er det ikke. Det er blot stablede mursten med en indvendig ruminddeling.
Men det bliver et hjem. Det kommer til at ske.
Det kommer til at ske, ligesom savnet, sorgen og gråden der konstant ligger to blink borte, vil svinde bort, og en dag erstattes af grin helt nede fra maven.
Det kommer til at ske.