2 liv

I morgen får jeg mine børn hjem.
I morgen starter mit andet liv; livet som mor.
I sidste uge var jeg kæreste. Bare mig og ham og al tid i verden. Det store savn til mine børn, der blandede sig med glæden over igen at kunne falde i søvn i hans arme.

Nu er jeg hjemme. Igen.
Igen i gang med at varme mit kolde hus op, igen i gang med at lægge madplan og købe ind, tjekke at børnenes tøj er vasket og at deres værelser i bare nogenlunde stand.
Snart kommer de hjem. Mine børn. Snart starter mit andet liv med madpakker, aftensmad på bestemte tidspunkter, kaos og glæde. Mest glæde.
Og kærlighed.
Snart er jeg igen kæreste på deltid og når det lige passer ind.

Denne uge med børn vil også gå. Den vil gå så uendelig hurtigt, og mine børn vil tage hjem til deres andet liv – med deres far, og efterlade mig med et hul i hjertet formet af savn. Efterlade mig til kærestelivet, alenetid og tosomhed med kys og lykke.
– Men mest af alt, vil det efterlade mig med længslen mod, at mine børn igen vender hjem og gør mig hel.

Hvordan går det med dig?

Er du ved at være kommet på plads?
Hvorfor gik I fra hinanden?
Hvordan går det med børnene?
Har du fundet et nyt arbejde?
Hvad med din far – er du kommet ovenpå?
Hvordan har du det?

Spørgsmål. Mange spørgsmål fra søde og betænksomme mennesker. Og ja, jeg vil da langt hellere have dém, end den akavede; ‘lad os lade som om, at alt er som det plejer’. Langt hellere!
Nogle gange er det bare så svært at svare.

– For jo, jeg er da ved at være kommet på plads, men nogle dage føles “mit hjem” stadig som noget jeg leger – som om jeg snart skal tilbage, til mit ægte hjem.

– For ind i mellem kan jeg faktisk ikke huske hvorfor vi gik fra hinanden.
Ind i mellem tænker jeg, at det var den værste fucking lorte-idé, fordi det brud her er så skide hårdt. (Og nej, det var ikke den dårligste idé – det var den bedste, af de dårlige muligheder vi havde.)

– For jo, børnene er da nogenlunde helskindet stadigvæk … tror jeg da, men hvad fanden ved jeg egentlig, når det kommer til stykket?

– For nej, det har jeg ikke – og skal jeg være ærlig, så tvivler jeg på, at jeg ville kunne passe et fuldtidsarbejde pt.

– For nej, det er jeg ikke – ikke i dag ihvertfald. I går var jeg.

– For det skifter. Jeg har det rigtig, rigtig godt – og jeg har det rigtig, rigtig dårligt – og alt der i mellem.
Nogle dage er jeg en syndflod af følelser, angst, stress og søvnbesvær. Andre er jeg smil og en stor følelse af, at det hele er på vej et rigtigt sted hen.

Så får at svare: Nja, tja…, hmmm, nej, tjo…, ja … ?
Gode svar, ikke sandt?

Jeg river ned – jeg bygger op

Det er massivt.
Det med at stå midt i istandsættelse af et helt hus, efter et brud: Et hus der stadig er kaos, og som jeg endnu ikke kan flytte helt ind i.
Ofte har jeg tænkt, at det sgu da havde været nemmere bare at leje en lejlighed – i stedet for at købe dette hus, med dette kæmpe arbejdspres i tilkøb.
Meget nemmere!

Og så alligevel.
For imens jeg hiver gulvtæpper af, imens jeg flår i tapetet eller kantbånd. Imens jeg sliber gulve… Imens bliver tanker, følelser og fastlåste mønstre flået i, og slebet til.

Når jeg har kørt malerrullen for sidste gang i et rum, når det sidste nye gulvbræt er lagt, og når den sidste filt er kommet op; så føles det som om, der også kommer en orden inden i mig – som om tingene falder lidt mere i hak.

Så ja, det er massivt, og nej, jeg gjorde det fandme ikke igen.
Men de gamle gardiner er taget ned, snart pudser jeg vinduerne, og så kan jeg se helt klart ud på min nye verden.

Når man kører forbi sit hjem

Man ser det, men man kører videre, for hjemmet rummer ikke længere en selv.
Man er ikke længere velkommen – ikke længere en del af det hjem, man ellers har været med til at bygge op.

Man må køre videre mod sit nye hjem, hjemmet man selv har valgt. Eller nej, ikke hjemmet; huset – for noget hjem er det ikke. Det er blot stablede mursten med en indvendig ruminddeling.
Men det bliver et hjem. Det kommer til at ske.
Det kommer til at ske, ligesom savnet, sorgen og gråden der konstant ligger to blink borte, vil svinde bort, og en dag erstattes af grin helt nede fra maven.
Det kommer til at ske.