Forfatter: henkogthverdag

Jeg har fået job!

– Endelig!
Efter næsten 2 år på dagpenge (faktisk næsten 3 – hvis man tæller min barsel med) har jeg endelig fået et rigtigt job, som hverken indeholder ordet ‘virksomhedspraktik’ eller ‘løntilskud’.
Sådan et fast et, som jeg gerne må beholde – også til næste år.

Sådan set har de sidste 3 år været ret udbyttesrige og ikke helt dårlige; Jeg har ‘lavet’ et barn og ‘bygget’ en blog. Jeg har nydt tiden med børnene, og nydt at arbejde med alle tegneopgaverne og som lærervikar på efterskolen.
…
Men hold nu op, hvor har min vej mod et fast arbejde også været lang!
Jeg har været til jobsamtaler og flere jobsamtaler… Faktisk lykkedes det mig også at få et job – om end for en meget kort periode!
Mange gange har jeg forsøgt, at blive sådan rigtig selvstændig (Bahne viste sig i øvrigt, bare at være meget langsomme i optrækket. Jeg har netop afleveret mit første afsnit Bahnepigen til dem) og flirtet med tanken om at leve lidt mere af bloggen…
Det gik heller ikke helt godt, måske pga. mine dårlige håndtryk, jeg ved det ikke?
Til sidst blev hele den her jobsøgning ret absurd, for der var fandme altid et eller andet galt!
Gang på gang blev jeg skuffet – og til sidst kunne jeg ikke gøre andet end at melde mig af dagpengene – eller skyde mig. Jeg valgte det første.

Men så skete der noget!  Efter 2 år, ca. 10.000 ansøgninger og en pokkers masse jobsamtaler- og afslag, fik jeg et job! Et rigtigt job. Et ægte job.

– At tænke sig, at det bare var dét der skulle til…

Til august starter jeg i en 30 timers stilling (jo, jo der skal jo også være tid til bloggen, ikke) som lærer i billedkunst, dansk og lidt N/T.
Det bliver SÅ fantastisk, at jeg ærlig talt kan næsten ikke vente.
Nu med job

Jeg har vildt travlt i dag!

– Det er helt sindsygt, så meget arbejde jeg skal nå!
Heldigvis har jeg lavet sådan et smart system, så jeg lige ved hvor lang tid jeg har til hver opgave.
På den måde, kan jeg faktisk sagtens nå det hele, inden ungerne skal hentes klokken tre.
…
Eller altså det kunne jeg have nået. Problemet var bare, at jeg blev så stresset over alle de ting jeg skulle nå, at jeg blev nødt til at tage en mig lille lur.
For stresset til at arbejde
Puha – jeg får vildt travlt i morgen. Godt jeg har mit system!

Da jeg blev inviteret til Copenhagen Comics

– Følte jeg mig godt nok sej!
Det var sgu da helt vildt, at jeg var inviteret med hos de der rigtige tegneserietegnere. MIG! Lille mig.
Efter noget tid blev jeg måske en smule selvfed omkring det, tænkte på hvordan jeg skulle føre mig frem med min fede mulepose og seje stil.
Jeg skulle snakke med alle de store; skulle jeg!
… Altså når de kom over til mig, for jeg vidste godt, at jeg aldrig selv ville turde at gå over til dem.
Og så skulle jeg dele linde strømme af postkort ud og smide om mig med anekdoter om mit spændende tegner-liv!
– Måske ville der oven i købet være én, der spurgte efter en autograf – man er jo kendt…
Copenhagen Comics drømmen… Altså det gik muligvis ikke sådan heeelt efter dén plan.
Men, til alt held havde jeg en nødplan, der gik ud på at stå i et hjørne og kigge på hvordan alle dem, der rent faktisk ER seje førte sig frem, delte postkort ud og skrev autografer.
Den plan virkede faktisk helt utrolig godt.
Copenhagen Comics virkeligheden
Heldigvis stod både Den Lille Sorte og Live fra Lolland i hjørnet sammen med mig, og jeg fik da også hilst på både Dita, Strassengaugler og Valdefar og et par andre søde tegnere. Det var alt i alt vildt hyggeligt.
Inden jeg gik, lagde jeg lige en god stak af alle de der postkort som folk havde glemt at rive væk – i hjørnet. Så kunne de ligesom selv tage, når de kom forbi.

Næste år har jeg lavet et eller andet fysisk produkt, altså ud over postkort, så det giver mening at sidde ved et bord. Det er nemlig dét de seje gør – fandt jeg ud af.
– Og så håber jeg i øvrigt også at folkene bag Copenhagen Comics måske vil tænke os små tegnere lidt mere med. Eventuelt lave et tegneområde, hvor alle de inviterede kan mingle, lade os tegne et eller andet, nævne vores hjemmesider og “kunstnernavne” i programmet.
… De kunne måske også starte i det små, ved at stave vores navne rigtigt. (Jo-jo Sidsel ShoPmacker er et mega fedt navn. Bare ikke mit.)

Jeg skal sige mit job op

– Eller altså, det må jeg jo naturligvis helt selv bestemme, som den rare dame i a-kassen sagde.
Men gør jeg det ikke, bliver dagpengekassen lukket, for mine 30 ugers supplerende dagpenge er opbrugt.
‘Så et egentligt valg, er det jo ikke…’ – prøvede jeg at pippe.
Men jo, det mente hun nu nok det var.
Heldigvis for mig, skal jeg ikke bare gå og klø mig i nasserøven eller se tv og sove længe som vi dagpengemodtagere jo ellers ynder at bruge vores tid på.
Nej heldigvis venter der mig et andet job!
En virksomhedspraktik. – Men det er også et rigtigt job, selvom du stadig et tilknyttet systemet, og ikke får løn. Mente den gode jobkonsulent.
‘Så et egentligt job er det jo ikke..’, prøvede jeg at indvende.
Men jo, det mente hun nu nok at det var.
‘Jobsamtalen’ med virksomhedspraktikken gik da også helt godt. De kunne snildt bruge den ekstra arbejdskraft, også selvom der bestemt ikke var noget ‘rigtigt’ job at hente efter de 4 uger.

‘Tillykke’ sagde den imødekommende dame fra huset med jobkonsulenter.
‘Men hvad?’ spurgte jeg.
‘Ja, med at du har landet en virksomhedspraktik! Godt gået’ Sagde den entusiastiske jobkonsulent.
‘Men jeg skal jo sige mit job på efterskolen op, for at være 4 uger på en anden efterskole, hvor de udtrykkelig har gjort klart, at der intet job er at hente.’ Sagde jeg.
– ‘Så tillykke, er måske ikke helt på sin plads..?’
Men jo, det mente den dygtige jobkonsulent nu nok det var.

Jeg er glad for mit job på efterskolen. Glad for at være en del af arbejdsmarkedet. Glad for at kunne bruges til noget. Glad for ikke kun at være dagpengemodtager.
Så jeg regnede. Hvor lidt kunne jeg leve for? Meget lidt faktisk – jeg er jo vant til det; Jeg er på dagpenge.
8 timer blev resultatet.
8 faste timer, ud over de 4 jeg allerede har om ugen og så tilkaldevikartimerne ved siden af. Det burde efterskolen da kunne finde.
Bare 8 timer.
‘Desværre er du for dyr’ Sagde min ærlige teamleder. ‘For du er jo desværre uddannet.’
…
…
…

Skyder mig selv
Nej, jeg skød ikke mig selv. Jeg meldte mig ud af dagpengesystemet.
Kun en måned, for det er alt jeg har råd til.
Og bliver det lige den bedste måned ever, fri fra åndsvage paragraffer, overentusiastiske jobkonsulenter og konstant dårlig samvittighed?
Åh, jo det mener jeg nu nok det gør!

 

Jeg har søgt mit drømmejob!

For nogle uger siden tegnede jeg dette indlæg.
Jeg har efterfølgende fået så utrolig meget positiv respons, at jeg blev helt rundtosset.
Tak skal I have. TAK!
Jeg vidste godt, at vi er mange i denne situation, men det overraskede mig alligevel en del, at så mange af jer kunne nikke genkendende til min historie. 
Jeres søde respons, har givet mig mod på at dele lidt mere. Her lidt om de følelser jeg gennemgår, når jeg søger de her drømmejob der bliver ved at dukke op.
Kald mig bare naiv eller godtroende (det ville ikke være første gang) – Jeg vælger at kalde mig optimistisk. 
Naturligvis ved jeg godt, at chancen for at netop jeg lander et af de her drømmejobs, er ret lille.
Men håbet og drømmene er der hver gang. Hver eneste opslidende gang. 
Lige nu, i skrivende stund, er det absolut sidste dag det nyeste drømmejob kan kalde mig til samtale – for den finder sted i morgen.
Jeg har min telefon ved siden af mig, skruget op på max.

 

Håbet lever.
__________________________
Jeg har altså søgt mit drømmejob!
– Det gør jeg sådan ca. hver fjortende dag.
Jeg søger også andre job, naturligvis. To opslåede stillinger om ugen som jeg skal. – Og alle de andre ved siden af. Naturligvis.

Men ca. hver fjortende dag dukker mit drømmejob op på nettet. Forskellige job selvfølgelig, med forskellige drømme hæftet på dem.
Når jeg læser sådan et jobopslag, bliver jeg helt varm inden i.
‘Jamen der er jo mig de skriver om.’ Tænker jeg.
‘Hvis JEG ikke kan få det her job, er der INGEN der kan!’ Tænker jeg.
Drømmejobbet
Jeg er ret god til at skrive, og jeg har lært om hvordan man sælger sig selv på skrift, på jobcenteret. Så ansøgningen flyder frit fra mine hænder.
Imens jeg skriver, og husker den fængende overskrift der skal sorterer mig fra de mange, tænker jeg over hvor fedt det kunne være med netop dette job.
Ansøgningen
Jeg ryster lidt på hænderne imens jeg trykker send.
Bagefter er jeg sådan helt glad og spændt inden i.
Naturligvis fortæller jeg alle jeg møder om dette drømmejob. Sammen snakker vi om, hvordan det da passer helt perfekt til mig. Uh det bliver så godt! -Det er vi enige om.
Ugerne går, og imens ansøgningsfristen rykker nærmere, planlægger jeg mit liv med mit nye job. Jeg vender et par ting med kæresten, og får styr på logistikken.
Jeg er nemlig typen, der er glad for struktur.
Venter spændt
På dagen hvor ansøgningsfristen udløber har jeg mit telefon tæt på mig.
De skal jo kunne få fat på mig, hvis de ringer.
Jeg sørger også for, lige at have en flaske vand og en blok til at noterer tiden for samtalen på, inden for rækkevide.
Måske planlægger jeg hvad jeg skal have på af tøj til jobsamtalen, og sørger for at det er rent og strøget. Jeg har det jo bedst med struktur.
Ringer snart
Som dagene går, stiger spændingen.
NU må de da snart ringe…
Måske har de fået rigtig mange ansøgninger? Måske det derfor de ikke har ringet endnu?
…Hvorfor ringer de ikke?
Ring nu
Når datoen for den forvarslede jobsamtale står for døren, kan jeg godt gå hen og blive lidt usikker.
De kan da ikke ringe nu? Kan de?
Er det for sent?
Skrev jeg nu mit nummer rigtigt? Gjorde jeg ikke?
… Hvorfor har de ikke ringet?
Ringer ikke
– Og så er det at dagen går, og en anden med større erfaring, bredere kompetencer, højere uddannelse, pænere ansigt, længere sko eller modsat køn, fik jobbet.
Fik ikke jobbet
Men heldigvis kommer der sikkert et nyt drømmejob igen om fjorten dages tid. – Og så ved jeg jo hvad jeg har i vente.
Det er rart, for jeg er nemlig meget glad for struktur.

Eksamens 5 faser

Las os lige tage en pause fra børn og henkogte vokesenhverdage, og skrue tiden tilbage til ungdomsuddannelse og eksamensperiode.
Mine eksamensperioder, dengang, kunne inddeles i 5 faser:

 

Fase 1. Læseferiens start

Læseferie dag 1

Hvor alt var rimelig lyserødt, og eksamen helt uendelig langt væk!

Fase 2. Læseferiens næstsidste dag

Læseferie næstsidste dag

Hvor man da lige skulle nå at drikke en øl mere. – Eksamen skulle man jo tids nok få læst op til…

Fase 3. Læseferiens sidste dag

Læseferiens sidste dag

Lorte-lort!
Hvorfor? HVORFOR havde jeg ikke brugt tiden bedre?! Aldrig mere! Aldrig – aldrig mere, ville jeg spilde min dyrebare tid på druk og ligegyldige fester!

Fase 4. Eksamen

Jeg bestod

Jeg dumpede

Som gik godt … eller mindre godt.

 

Fase 5. Efter eksamen

Læseferie dag 1

Puha!
Eksamen var overstået! Nu skulle der slappes af, inden jeg skulle læse op til den næste.
– Jamen det havde jeg da fortjent! Jeg ville helt sikkert kun feste et par dage – og SÅ læse grundigt op.

Vind en Henkogt Hverdag taske

Konkurrencen er slut.

Jeg skal jo ind til Copenhagen Comic her d. 6-7 juni.
Fordi jeg faktisk (heldigvis?) ikke ligner mit tegnede jeg særlig meget, vil jeg få lavet en taske med en af mine tegninger på – og så i øvrigt håbe på, at nogle af jer har lyst til at komme og sige hej.
– Og når nu jeg er igang, så giver det da kun mening at få lavet en taske som en af jer søde læsere kan vinde.

Vil du gerne vinde så skriv en kommentar herunder, på Facebook, Google+ eller Instagram, med hvilken af mine tegninger og evt. farve du gerne vil have på DIN taske.
Husk at der også ligger mange tegninger i galleri Mandagsstreger.

Jeg trækker lod fredag d. 22/5-2015.
Vind en taske

Jeg søger job…

– Åh hvor jeg søger job!
Selvom det er ganske grænseoverskridende at poste dette indlæg, gør jeg det alligevel. 
For hold nu kæft hvor har min vej mod et (stadig manglende) job været lang – og helt utrolig tragikomisk.
I må gerne grine med mig – så længe I ikke kalder mig ‘spændende’ …
_________

Efter min uddannelse som lærer var jeg klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare ud og have et fast job med nogle skønne unger.
Desværre lykkedes det kun at få nogle vikariater, og da jeg blev gravid med drengen, løb jeg ind i helt nye problemer udfordringer.
JobsamtaleEfter jeg havde fået drengen og jobbene stadig ikke dumpede ned i min hat, måtte jeg tænke nyt: Ny uddannelse – nye muligheder!
Efter 2 år på en øjenåbnende uddannelse som multimediedesigner – var jeg klar til at lægge verden ned!
Det var helt klart det her jeg skulle! Ikke flere lærervikariater, jeg skulle være multimediedesigner.
Nu skulle jeg bare ud og have en hel masse erfaring, til at bakke min teoretiske viden op.
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_2

Nå, ja og så blev jeg også gravid igen – hvilket ikke ligefrem gjorde noget lettere.
Min barsel brugte jeg (ud over på at amme, skifte bleer og være vågen om natten) på bygge bloggen her op.
Det gik sgu helt godt i en periode – og da pigen startede i vuggestue var jeg igen klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle ud og være selvstændig!
Når jobbene ikke kommer til dig, må du skabe dem selv. Jeg skulle være tegner!
– Og det gik da også – næsten.
Desværre er vi mange om budet, så de der børnebøger jeg gerne ville illustrere, de der guides jeg gerne ville lave og de de tegneserier jeg gerne ville tegne, kom ikke. I hvert fald kom der ikke nok.
‘Du skal bare gøre det! ‘ sagde folk – ‘Opsøg det selv!’
Så det gjorde jeg. Hold nu op, hvor jeg opsøgte det selv!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_3

Men for fanden i helvede!
…
Men når nu jobbene ikke kom ad den vej, så måtte jeg jo tænke nyt!
Jeg fik et job på en efterskole – så kunne jeg supplerer min indkomst fra tegnearbejdet med det. Jobbet viste sig at være fantastisk – og jeg var nu klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare have nogle flere faste timer, så jeg var sikker på at det hele kunne løbe rundt!
Desværre løb jeg ind i nogle problemer udfordringer.

jobsamtale_4

Jobcenteret bad mig om at tænke nyt.
Så det gjorde jeg: Jeg ville lave hjemmesider. Hjemmesider kan alle bruge. – Og jeg er god til at lave dem!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_5

‘Der er altid arbejde, til dem der vil arbejde.’ Siger folk.
‘Jamen så find dig dog et arbejde.’ Siger folk.
‘Du lægger også samfundet til last.’ Siger folk.

Så jeg tænkte nyt. Igen.
Alle de her tegne-tanker og drømme om at få et job som multimediedesigner, eller at kunne leve af at være selvstændig, blev jo ikke til noget.
Men et helt almindeligt lærerjob, det måtte jeg da kunne få! Dem er der jo alligevel ingen der vil have længere, nu hvor vilkårene er blevet så dårlige.
Det kunne blive ret fedt faktisk. En ny udfordring, glæden ved at arbejde med børn igen – og ikke mindst en stabil indkomst og et sikkert arbejde.
Jeg var faktisk igen helt klar til at lægge verden ned!
Desværre er jeg netop løbet ind i et par problemer udfordringer.

jobsamtale_6

Heldigvis kan jeg jo bare tænke nyt.
– Og så er jeg jo i øvrigt også en utrolig spændende og interessant person.

Jeg er stadig lækker!

Jo jo, jeg kan da selv blive i tvivl ind i mellem, nu hvor alting på min krop ligesom bare bliver længere og længere.
Men jeg har det stadig! Jeg er en ægte MILF er jeg!
– Bare spørg de to gæve gutter der kørte forbi mig den anden dag. De kunne ikke få nok, kunne de ikke. De var helt vilde!
Jeg sørgede også for at råbe en hel masse tilbage til dem, bare for også at løfte deres selvtillid lidt.

… sjovt nok virkede de sært ligeglade med mine frække tilråb.

Selvom man er blevet mor, kan man stadig være lækker!

Hvis sygdommen var min ven

– ville den være en pænt nederenen en af slagsen!
Den ville være sådan én, man aldrig rigtig orkede at få på besøg. Sådan en man ville have slettet fra sin venneliste for længe siden, hvis ikke den havde været så pokkers insisterende!
Sygdommen ville man ikke inviterede. Naturligvis ikke.
Nej, sygdommen ville være en der dukkede uanmeldt op. Altid på de mest upassende tidspunkter.Sygdom på besøgSelvfølgelig ville man forsøge at få sygdommen til at gå igen. Man ville sige ting som; ‘Det passer faktisk virkelig dårligt, lige nu.’ Eller; ‘Jeg har en masse arbejde jeg skal have lavet.’
Hints som dette,  ville sygdommen ikke fatte; ‘Tag dig ikke af mig.’ ville den sige, imens den masede sig vej gennem døren. – ‘Du vil slet ikke bemærke at jeg er her.’

Og så var man fanget med den.

Man ville helt sikkert prøve at få den hurtigt ud af døren igen, men sygdommen ville ikke have travlt. Den ville blive hængende med dens ulidelige jappen om ligegyldige ting, til man til sidst ville være frataget al energi og næsten ikke orkede at gøre modstand.
Måske ville man alligevel forsøge at peppe stemningen op. Fortælle sjove eller interessante historier, men de ville helt bøje af på sygdommen, som om den slet ikke var modtagelig for den slags.
Dens egne beretninger ville være lange, kedelige gentagelser om ligegyldigheder fra dens triste liv.
Sygdommen ville drænede ens glæde og livsenergi med dens blotte tilstedeværelse.Sygdommen på besøgMåske ville man prøve at gå igang med andre ting mens den var der – men sygdommen ville da bare gå med. Den ville gå med i køkkenet, når man gik ud for at lave en kop the – og stå i vejen ved alle skabene, mens den snakkede en lige ind i hovedet med en høj og skinger stemme.

Gik man på toilettet, ville den stå dér på den anden side af døren og råbe sine uinteressante og lange beretninger til en.Sygdommen som gæstDet ville ikke være korte besøg man fik af sygdommen. Næ nej. Den ville sagtens kunne finde på at blive et par dage – eller en uge.
Ikke nok med at man havde den om dagen, den ville også insistere på, at man da alle kunne sove i sengen om natten. Så ville den ligge dér og holde en vågen med sin snorken og dårlige ånde.

Sove med sygdommenNår sygdommen endelig forlod en, og man skulle til at ånde lettet op, opbygge ny energi og indhente alle de ting man ikke fik gjort imens sygdommen huserede ens hjem.
– Ja, så kunne den finde på at dukke op igen. Bare fordi det var så super hyggeligt sidst.

… Sygdommen ville fandme være en nederen ven!