Jeg søger job…

– Åh hvor jeg søger job!
Selvom det er ganske grænseoverskridende at poste dette indlæg, gør jeg det alligevel. 
For hold nu kæft hvor har min vej mod et (stadig manglende) job været lang – og helt utrolig tragikomisk.
I må gerne grine med mig – så længe I ikke kalder mig ‘spændende’ …
_________

Efter min uddannelse som lærer var jeg klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare ud og have et fast job med nogle skønne unger.
Desværre lykkedes det kun at få nogle vikariater, og da jeg blev gravid med drengen, løb jeg ind i helt nye problemer udfordringer.
JobsamtaleEfter jeg havde fået drengen og jobbene stadig ikke dumpede ned i min hat, måtte jeg tænke nyt: Ny uddannelse – nye muligheder!
Efter 2 år på en øjenåbnende uddannelse som multimediedesigner – var jeg klar til at lægge verden ned!
Det var helt klart det her jeg skulle! Ikke flere lærervikariater, jeg skulle være multimediedesigner.
Nu skulle jeg bare ud og have en hel masse erfaring, til at bakke min teoretiske viden op.
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_2

Nå, ja og så blev jeg også gravid igen – hvilket ikke ligefrem gjorde noget lettere.
Min barsel brugte jeg (ud over på at amme, skifte bleer og være vågen om natten) på bygge bloggen her op.
Det gik sgu helt godt i en periode – og da pigen startede i vuggestue var jeg igen klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle ud og være selvstændig!
Når jobbene ikke kommer til dig, må du skabe dem selv. Jeg skulle være tegner!
– Og det gik da også – næsten.
Desværre er vi mange om budet, så de der børnebøger jeg gerne ville illustrere, de der guides jeg gerne ville lave og de de tegneserier jeg gerne ville tegne, kom ikke. I hvert fald kom der ikke nok.
‘Du skal bare gøre det! ‘ sagde folk – ‘Opsøg det selv!’
Så det gjorde jeg. Hold nu op, hvor jeg opsøgte det selv!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_3

Men for fanden i helvede!

Men når nu jobbene ikke kom ad den vej, så måtte jeg jo tænke nyt!
Jeg fik et job på en efterskole – så kunne jeg supplerer min indkomst fra tegnearbejdet med det. Jobbet viste sig at være fantastisk – og jeg var nu klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare have nogle flere faste timer, så jeg var sikker på at det hele kunne løbe rundt!
Desværre løb jeg ind i nogle problemer udfordringer.

jobsamtale_4

Jobcenteret bad mig om at tænke nyt.
Så det gjorde jeg: Jeg ville lave hjemmesider. Hjemmesider kan alle bruge. – Og jeg er god til at lave dem!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_5

‘Der er altid arbejde, til dem der vil arbejde.’ Siger folk.
‘Jamen så find dig dog et arbejde.’ Siger folk.
‘Du lægger også samfundet til last.’ Siger folk.

Så jeg tænkte nyt. Igen.
Alle de her tegne-tanker og drømme om at få et job som multimediedesigner, eller at kunne leve af at være selvstændig, blev jo ikke til noget.
Men et helt almindeligt lærerjob, det måtte jeg da kunne få! Dem er der jo alligevel ingen der vil have længere, nu hvor vilkårene er blevet så dårlige.
Det kunne blive ret fedt faktisk. En ny udfordring, glæden ved at arbejde med børn igen – og ikke mindst en stabil indkomst og et sikkert arbejde.
Jeg var faktisk igen helt klar til at lægge verden ned!
Desværre er jeg netop løbet ind i et par problemer udfordringer.

jobsamtale_6

Heldigvis kan jeg jo bare tænke nyt.
– Og så er jeg jo i øvrigt også en utrolig spændende og interessant person.

43 meninger om “Jeg søger job…”

  1. Hvor er du sej (og sjov) al mulig respekt din vej for at poste dette oplæg. Og for at blive ved med at tænke nyt.

  2. Hahaha.. Gulp. Ja, i det mindste kan jeg sige du er ikke alene 🙂 Og jeg har ikke en blog engang!

  3. Men aldrig aldrig give op, for du er dygtig og sjov og som man sagde i min barndom, så sidder du i det mindste ikke lænket til en væv i en kælder i Bangladesh…

    1. – Og de havde jo ret, dem i din barndom! (Jeg tror også at nogle fra min barndom har sagt noget der minder om)
      Nej, heldigvis er jeg lidt for optimistisk til at give op. -Og desuden må jeg heller ikke for jobcenteret…

  4. Ihh, hvor er du på mange områder bare super sej – stor respekt for du ikke har lagt dig ned for længe siden og bare opgivet det hele!!!!

    1. Åh, men jeg har lagt mig ned og opgivet det hele mange gange… Heldigvis er jeg så tilpas naiv, at jeg bliver ved med at tro på mine nye planer 😉

  5. SÅ rigtigt. Især det der med erfaring. Det er svært at få erfaringen et sted fra, når man skal havde den for at få et job, men skal bruge et job for at få den 😉
    Og løber også tit ind i folk der siger: “Du er da super frisk du kan nemt få et job”, “du skal nok finde noget”, “har du ikke funder noget endnu”…

  6. Kan nikke genkendende til din “erfaring” og tager for en bemærkning “ja-hatten” af for dig og dit blogindlæg! Mangler du en grafiker som companon i dit tegnefirma, så mangler grafikeren en tegner. #justsaying – # skaber vækst – for de fleste 😉

    1. Når jeg engang er blevet stor (man har jo lov at drømme ikke?) så skal jeg gerne kontakte dig 🙂

  7. Når du lufter disse tanker på bloggen, vrider jeg hver gang hjernen for at komme i tanke om nogen i mit netværk som jeg kan henvise dig til. Men jeg har tilsyneladende ikke nogen utroligt interessante og spændende mennesker i mit netværk. So sorry. Jeg bliver dog ved med at vride. For det der med at give op, fører jo ikke til noget 😉

    1. Hahaha, tak – ja, jeg synes ellers selv jeg har så mange interessante mennesker i mit netværk … bare ikke nogen med et job til mig, desværre.

  8. Super godt indlæg, og desværre så er du ikke alene om de oplevelser, dette er jo IKKE nogen trøst….MEN at du er klar til at tænke nyt kan gøre forskellen. Jeg vil gerne opfordre dig til at tænke HELT ud af boksen, dette valgte jeg selv for et stykke tid siden. SÅ skriv gerne til mig, hvis du er SÅ klar til at tænke ud af boksen og stadig har dit gode humør 🙂

  9. Hahaha hvor er du da fantastisk! Tak fordi du deler ærligt ud af posen, om de “udfordringer” du har mødt på din vej. Ingen har sagt det skulle være nemt. Hatten af for at du kæmper alligevel. Finder på noget nyt alligevel og inspirere andre på din vej. Du vælger at gøre en forskel for andre, mens du kæmper dine egne kampe. <3

  10. Hvis man uddanner sig som multimedia designer og/eller vil arbejde med web, skal man ikke forvente at det bliver nemt. Desværre. Det er en branche hvor der er mange om budet, både folk med lange og korte uddannelser, men også folk helt uden uddannelser og de er alle skarpe.

    I de tider vi går ind i nu kan alle sku opsætte en hjemmeside i WordPress ved at downloade / købe et theme og slå det til. Det er ikke rocket science længere, så derfor kan din søsters nabo også gøre det. Og han/hun gør det sikkert for sjovt og hygger sig med det, så de kan gøre det for en kasse øl.

    Det er der man som professionel er nødt til at skille sig ud. Fortæl dine kunder hvad de får ved at vælge en professionel. Hvis kunderne mener du er for dyr eller kender andre der gør det lige så godt gratis, tja, så er det måske en ide med noget selvstudie og uddannelse for at forbedre dine evner. Hvis du går hjemme som arbejdsløs, så burde du kunne finde tid til det.

    Hva faen os der går på arbejde og arbejder med webudvikling får tid til det ved siden af arbejdet. Hvis man som webudvikler / multimedie designer forventer at den uddannelse man har med i ryggen er nok, kan man godt tro om igen. Til det er uddannelsen simpelthen for bred og for kort, sorry to say so. Jeg er selv uddannet multimedie designer sommeren 2010 og har haft fast arbejde siden jeg sluttede uddannelsen. Og jeg læser stadigvæk blogindlæg, bøger og artikler for at holde mig opdateret.

    Det jeg egentlig prøver at sige er: ja, det er hårdt og svært at finde arbejde både som selvstændig og almindelig ansat. Primært fordi vi er så mange om budet. Så hvis du vil have kunder og/eller arbejde, så må du stå frem. Du må stå fast på (og udvikle) dine evner i forhold til folk der ikke har taget en uddannelse.

    Det er svært (men ikke umuligt) det er jeg og mange andre et godt bud på. Så let røven og kom i sving. Og hvis du allerede står op, så må du sætte tempoet lidt op, for det du gør nu er åbenbart ikke nok.

    1. Hej Dan.
      Tak for indput. Jeg tror dog desværre, at hvis jeg løfter røven meget mere, vil jeg ende som ganske højrøvet.

  11. Men det er åbenbart ikke nok. Eller ihvertfald ikke det rigtige. Jeg har ikke haft problemer med at finde jobs, jeg har skiftet 3 gange siden jeg blev uddannet. Måske du skulle overveje nogle andre stillinger? Bare fordi man er multimedie designer, behøver man ikke lave hjemmesider. Man kan også arbejde som frontline supporter eller webmaster for et større site. Der findes mange af disse stillinger til personer som har erfaring med opsætning af hjemmesider, men som ikke er de bedste / største webudviklere.

    1. Hvis, du efter at have læst dette indlæg, tror at jeg søger så snævert – har jeg vidst lavet en fejl et sted 😉

      1. Hvor tager du det pænt Sidsel, alt for pænt! Jeg tror, at jeg var skummet lidt over, hvis jeg havde fået rettet sådan et par ‘Let røven og kom i sving’-kommentarer, når du tydeligvis er i sving. Og det er ret nemt lige at kende opskriften, når man har været heldig, at ansættelse-på-ansættelse-på-ansættelse-appelsinen skulle rulle ned i ens turban, da man blev uddannet, men desværre ikke lige så nemt at sætte sig ind i situationen for folk, som ikke får lov til at finde en hylde at passe ind på lige efter uddannelse. Og derfor anstrenger sig for at finde andre hylder, hvilket ironisk nok ender med at spænde ben for hele anstrengelsen.
        Har du ikke Dans, så har du virkelig min sympati, Sidsel! Jeg ville ikke kunne (og kan slet ikke) mønstre din optimisme og gode tilgang til arbejdsløshedskællingen, men jeg hepper virkelig på dig og (mange) flere appelsiner ned i din turban.
        Og så den åh ja-så velmenende sidebemærkning: Har du været i et løntilskud? Apropos det med erfaring – mit kastede indtil videre fire samtaler af sig, så det kan virkelig godt rykke en god slat på CV’ets manglende erfaring.
        Alt det bedste og pøj pøj til dig!

        1. Hvor er du sød Maja!
          Åh, jamen jeg er jo sådan et høfligt og tålmodigt menneske – og gider i bund og grund ikke bruge tid på mennesker der (ikke) burde arbejde i et jobcenter.
          Så jeg skummer kun en lille smule over – indeni.

          Løntilskud har jeg ikke prøvet, kun virksomhedspraktik … hvilket godt nok ikke var meget værd, eftersom jeg arbejdede hjemme.
          Men det er da klart en mulighed.

  12. årh..
    Hvor du dog bare beskriver min situation fuldstændigt og som nyuddannet multimediedesigner, som er uddannet til ledighed (jubi) kan jeg virkelig sætte mig ind i din situation.

  13. Fantastisk godt fortalt – jeg læste med til slut, hvilket faktisk ikke altid sker i disse flyvske digitale tider. Men du ramte også hovedet på sømmet i forhold til min situation, for jeg oplever præcis det samme som dig. Jeg har haft de helt samme tanker og forsøgt at tænke nyt, som du. Øv øv øv hvor vil vi gerne arbejde, men bliver ikke valgt til – på trods af det store arbejde vi lægger for dagen i vores søgen på en hverdag med indkomst og mening, og vi er mere motiveret end nogen anden.

    Arbejdsgiverne vil ikke have os, mens omgivelserne ikke kan forstå, at vi ikke vil arbejde – hvilket dilemma. Men det lykkes en dag, at finde det helt rette – for vi har så meget at byde på. Fantastisk blog Sidsel. Jeg er faktisk gået i gang med samme projekt – særligt for at skrive mig ud af frustrationerne samt have et projekt og en reference.

    1. Tak skal du have.
      Held og lykke med det hele – og din blog. Ærlig talt har bloggen her og jer der læser med, hjulpet mig med at holde hovedet højt mange gange. Så det kan helt klart anbefales.

  14. Du har så evig ret i din redegørelse, som egentlig blot er din egen fortælling! Der er ingen grund til skam, du er i samme bås som de fleste! Desværre har regeringen haft held til at få medierne med på at udstille Dovne Robert som stereotyp på alle ledige og syge! Det er langt fra tilfældet! Dovne Robert repræsenterer kun 1 promille og medierne mangler i høj grad at sætte fokus på hele flertallet som gør en ihærdig indsats for at komme i arbejde! Du kommer ind på mange relevante problemstillinger. Min LØSNING hedder ►INTELLIGENTE DAGPENGE◄ Læs, like & del gerne på https://www.facebook.com/DelJobcentrenesUartigheder/posts/605047279594309

  15. Jeg håber der må være et grafisk bureau, som kan se dit talent!
    Det var ellers ikke mange år siden, hvor vi virkelig manglende lærer og at få et job i den grafiske branche, er heller ikke ligefrem nem. Good luck!

  16. Hej Henkogt-Sidsel
    Hvad er din holdning til øget brug af dimensionering af de videregående uddannelser? Og var du bevist omkring den massive overuddannelse af MMD’er, da du valgte at MMD uddannelsen skulle være din uddannelse nr. to?

    1. Hej Lars.
      Jeg opfatter dimensioneringen som en slags symptombehandling, hvor man flytter problemet rundt. Problemet er at der ikke er arbejde nok. Det mener jeg ikke bliver løst ved at få folk til at vælge andre uddannelser. Det tror jeg bare vil rykke problemet til andre brancher.
      Jeg var bestemt ikke klar over overuddannelsen af MMD’er da jeg tog den. Ellers havde jeg bestemt overvejet det en ekstra gang.
      Her ser jeg i øvrigt klart et problem, i at mange uddannelsessteder lader så mange slippe igennem. Jeg tænker, at det har en stor del af skylden for denne overuddannelse.
      At MMD pga. dette efterhånden også har fået lidt en status som noget ‘alle’ kan blive, devaluere uddannelsen voldsomt, og gør det ekstra svært for dem der rent faktisk har kompetencerne indenfor faget.

  17. Mglub. Jeg står i en lignende situation. Min(e) uddannelse(r) er ikke de samme, men situationen er faktisk sammenlignelig. Jeg kender ikke til dig og din blog, men fik et hit på dette indlæg fordi jeg i bar vrede og vanvittig, ynkelig desperation kom til at google “Hvad fanden skal man egentlig gøre for at få et job?”
    Nå, men det er et stykke tid siden du har postet dette indlæg. Jeg håber du er kommet videre. Godt videre. Held og lykke.

    1. Haha – åh, jeg kunne have googlet det samme. Jeg er dog blevet den heldige ejer af et stk. lærerjob i mellemtiden 🙂
      Held og lykke til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *