henkogthverdag – Side 16 – henkogthverdag.dk

Vi har en stor tissemand i vindueskarmen

– Det er drengen der har lavet den.
Han påstår godt nok at det er en raket, men den ligner altså mere en tissemand. En meget stor og naturtro tissemand.
Jeg ved ikke helt hvad jeg syntes om at have en tissemand som pynt i vindueskarmen…
Det kan godt blive sådan lidt pinligt når folk går forbi, og måske ikke lige kan se at det rent faktisk er en raket, og ikke bare en meget stor tissemand.

Jeg overvejer stærkt, at give tissemanden et lille skilt på og skrive RAKET med store bogstaver.
Bare sådan for at undgå misforståelser.

Normalt er jeg faktisk ikke så ulækker

– men jeg har lige været syg, og er det egentlig stadig. Desuden skulle jeg jo bare lige på tanken efter noget chokolade, og så hjem under dynen igen.
Jo jo, jeg kunne da havde redt mit hår, vasket mit ansigt, eller have taget noget rigtigt tøj på – og måske smidt det jeg har boet i, i 2 døgn til vask.
Det virkede bare så uoverskueligt, og jeg skulle jo kun lige på tanken.
Jeg kunne da ikke vide at jeg ville løbe ind i min gamle klassekammerat, der lige skulle tanke på vej til vigtige ting.

I går døde vores internet

– det havde virket fint hele morgenen, men pludselig ved 13 tiden BANG, intet net.
Jeg havde ellers lige puttet pigen og lavet mig en kop kaffe.
Det var nok noget med routeren i kælderen, det plejer det at være, men jeg gad ikke at gå derned.
I stedet for sad jeg bare lidt og klikkede på diverse bogmærker på min computer, og håbede på at et af dem virkede.
Det gjorde de ikke. Der var ikke noget internet.

Efter at havde drukket min kaffe, imens jeg kiggede på sider der ikke loadede, opgav jeg og gik i stedet på internettet via min telefon.

Arbejdet på lageret

[Nye læsere bør starte her]

Ind i mellem hentede Bahne mig ind fra bluserne og mente at jeg burde lave andre ting. Andre mere nyttige ting, sagde de.
Ofte satte de mig til at ordne lageret.
Jeg brød mig ikke om at ordne lageret, for her kunne ingen se mig i mit Bahne-forklæde. Alligevel havde lageret én fordel; der kom sjældent nogle.
Tit var jeg træt efter at have arbejdet hårdt med at lægge bluser sammen, så jeg havde brug for en pause i min 2 timers vagt. Bahne mente ikke at jobbet inkluderede en betalt pause. Men det mente jeg nu nok det gjorde.

I starten udså jeg mig et godt og afsidsliggende sted på lageret, et sted hvor jeg kunne sidde uforstyret og holde min pause. Ind i mellem havde jeg lidt kiks med, til at hygge mig med.
Problemet ved dette var at dog, at der kunne træffe at komme nogen. Godt nok var det ikke særlig tit at der kom nogen på lageret, men jeg fandt det utrolig stressende hele tiden at skulle være parat til fare op og gemme kiks af vejen. Ærlig talt gjorde det at pausen mindre hyggelig.
Jeg forsøgte at sætte mig langt fra trappen der førte ned på lageret, men desværre opdagede jeg at der var flere veje ned. Mange veje.
Det var umuligt for mig rigtig at slappe af, når jeg hele tiden skulle være på vagt.
hænger-op-af-kost

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg stod med en kost, skulle jeg blot begynde at feje når jeg hørte fodtrin. Det kunne jeg sagtens nå.
Når de så var gået forbi, kunne jeg igen bruge kosten til at hænge op af.
Det tog lidt tid at finde en behagelig stilling til at hænge op af kosten, men jeg gav ikke op, og efter en dedikeret indsats fandt jeg den.
Når jeg stod og hang op af min kost på Bahnes lager, følte jeg mig helt afslappet.
Her kunne jeg tænke på stort og småt, vende dagens små problemer og overveje hvornår jeg mon igen kunne tillade mig at kigge til bluserne.
Ind i mellem flyttede jeg mig også lidt rundt på lageret, og stod forskellige steder og hang op af kosten. Bare for at få lidt adspredelse.

Skulle det så ske at der kom nogen forbi, kunne jeg se irriteret ud og sige ting som: “Jeg syntes her bliver ved med at være støvet, lige meget hvor meget jeg fejer!” På den måde kunne Bahne se hvilken flink og ihærdig hjælpepige jeg var, der sørgede for at holde lageret pænt og rent.

Han må virkelig hungre efter opmærksomhed

– vores kat altså.
Hvis ikke, har jeg virkelig svært ved at forstå hvorfor han altid ligger sig op hos pigen.
Han burde da efterhånden vide, at hun ikke er sjov at ligge hos.

Bevares, jeg prøver da med ‘a-a’ og forsøger at lærer hende at kæle -og ikke bare flå uhæmmet…
Det er bare ligesom om det ikke rigtig virker.

Måske er han bare masochist.
– Katten.

Fødselsdag med gaver

Konkurrencen er slut.

– til jer.
Bloggen fylder et halvt år og det skal fejres.
Hvad der skal fejres endnu mere, er jer!
Jeg bliver så glad for hver en følger, hver en kommentar, hvert et ‘like’ og hver en deling af min blog. TAK!
Tak til christunte, grevindenpaatredje, denlillesorte, monalogen og overfyrre for at I vil have mig i jeres blogroll. (Hvis jeg har glemt nogle beklager jeg.)
Jeg takker også for de tilbud jeg har fået om at flytte min blog og reklamere for ting. Ind til videre bliver bloggen dog hvor den er, som den er uden reklamer.

Nå men til det vigtige:
Gaver! Jeg ville gerne give jer alle en, men I er jo blevet alt, alt for mange. Derfor trækker jeg lod om 2 muleposer. En ‘Jeg-kan-alt’ mulepose og en ‘Øv-ikke-flere-majs’ mulepose
Hvis I vil vinde, så smid en kommentar herunder (Ikke på Facebook/Google+ HER) med hvilken I vil vinde -så trækker jeg 2 vindere d. 10-3-14. – I øvrigt kan I nu også følge min blog på Blogloving og Google+.

Jeg ville have 2 grønne bloklys

– Det vidste jeg 2 sekunder efter jeg havde bedt drengen vælge de to han ville.
Han valgte ikke de grønne.
Jeg prøvede at vejlede ham hen mod de grønne, så godt jeg overhovede kunne – men han blev ved at vælge forskellige grimme farver; gerne en af hver.
Til sidst opgav jeg og købte 2 grønne, 1 lilla og 1 orange.

Jeg tænker at vi kan give de to drengen valgte i gave, engang når han har glemt dem.

Egentlig interesserede det mig ikke

-det han snakkede om.
Så jeg tunede jeg ud og lod ham snakke, imens jeg tænkte på andre mere spændene ting.
Desværre spurgte han på et tidspunkt om noget.
Først hørte jeg det ikke, så han gentog. Så forstod jeg det ikke og sagde ‘hva?’ et par gange.
Sådan set var han ganske tålmodig, men til sidst følte jeg at nu burde jeg havde forstået det simple spørgsmål og komme med et svar. Ellers ville jeg virke dum.
Og så sagde jeg bare nej i en lidt spørgende tone. Det virkede som det bedste at gøre.

Det virkede dog ikke umiddelbart som om jeg havde valgt rigtigt med mit svar, så jeg tænkte det var bedst at gå inden han bad mid uddybe.

Jeg troede jo ikke der var nogen

– det var også mørkt – og desuden er Robbie Williams’ ‘Get the joke’ mere en danse-sang end en løbe-sang.
De havde sikkert været enige, hvis de altså havde kunne høre sangen.

Hjælpepigen

hjælpepigen Da jeg var 14 år havde jeg et fritidsjob i Bahne.
Jeg var ansat som hjælpepige, og skulle hjælpe med diverse småting; rengørring og lagerarbejde primært.

Jeg kunne godt lide at være hjælpepige i Bahne.
Jeg følte mig sej når jeg havde mit Bahne-forklæde på. Bahne var jo en fin butik, og jeg var deres hjælpepige.
Dog havde jeg ét stort problem med at være hjælpepige i Bahne; der var ingen så hvor sej jeg var, når jeg mest skulle være på lageret og i køkkenet, og meget lidt i og udenfor butikken.
– Desuden gad jeg ikke at gøre rent og ordne lageret.
Jeg var hjælpepige i 6 mdr., så indså Bahne at jeg alligevel ikke var den store hjælp.
__________________________

Det bedste ved at arbejde i Bahne var at lægge bluser sammen.
Bahne lå i et center og udenfor butikken var en kurv med bluser. Igennem dagen blev bluserne rodet af nysgerrige kunder og det var min opgave, som hjælpepige, at lægge bluserne pænt sammen igen.
Hvis der var tid.
Bahne mente ikke at det var min vigtigste opgave. Men det mente jeg nu nok det var.

lægger-bluser-sammen

Når jeg lagde bluser sammen foran butikken følte jeg mig glad.
Her kunne alle se mig i mit Bahne-forklæde. De kunne se at jeg var en vigtig person der havde vigtige ting for.
Ind i mellem kom der også folk forbi der kendte mig og så kunne jeg give dem et hurtigt nik – et af dem der indikerede at jeg havde travlt med vigtigere ting.
Det var fedt at stå der og lægge bluser sammen.

Hver dag, når jeg mødte ind gik jeg ud og så til bluserne – ind i mellem var de dejligt rodede, og jeg kunne bruge lang tid med at folde dem omhyggeligt.
Desværre var det langt fra altid, at bluserne trængte til at blive lagt sammen. Ind i mellem var de så pæne, at det ville virke dumt at stå der.
…
Nogle gange stod jeg alligevel og hang lidt ved bluserne, men det blev aldrig helt godt.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus. Når ingen kiggede rodede jeg selv bluserne til. Så gik jeg lidt rundt på må og få, og kunne så vende tilbage og lægge bluser sammen med god samvittighed. Bahne var jo ikke tjent med sådan en rodet facade.

Jeg havde jo taget helt fejl

– da jeg troede at det var ting som, at man var sjov at lege med, eller havde fedt tøj/legetøj der gjorde en sej i børnehaven.
Næ, det er ens madindpakning der skiller skidt fra kanel. Åbenbart rangere almindelig mellemlægspapir ikke særlig højt … det er hverken flot eller kan bruges til kugler.

Jeg ville jo ikke købe deres hus

– Jeg blev bare nysgerrig da jeg så ‘Til salg’ skiltet, og så listede jeg mig ind – og gik rundt i deres have og kiggede ind af vinduerne.
Jeg troede jo ikke at der boede nogen.
Det gjorde der. De blev også meget glade over at jeg muligvis ville købe deres hus. -Altså efter at de havde været lidt sure over at jeg gik og lurede.
Egentlig ville jeg ikke have sagt at jeg og kæresten overvejede at købe deres hus. Eller det med at vi var meget interesserede, og håbede på at det blev dét. Det var bare ligesom om det virkede som det rigtige at sige, efter de havde inviteret mig ind og kigge.
Sådan set var det også et dejligt hus, og jeg ville mægtig gerne have købt det – hvis vi skulle have et hus, vel at mærke.
Vi gav hånd da vi tog afsked, og aftalte at jeg skulle kontakte deres ejendomsmægler og finde en tid til rigtig fremvisning.

Jeg håber ikke de bliver for kede af det, når de aldrig hører fra mig igen.

Jeg tror da ikke hun gør det bevidst

– men det virker altså lidt sådan, når pigen altid skal skide når jeg ammer hende.
Jeg mener, der er da så mange andre tidspunkter at skide på. Gode tidspunkter.
Og så ofte ammer jeg hende jo ikke mere.

Hun ser også sådan lidt ond ud imens, som om hun nyder at lugte på mig.
Jeg syntes da egentlig ikke, at jeg har gjort hende noget.

Jeg gjorde mig ikke umage, da jeg fyldte opvaskemaskinen

– Det var derfor der pluselig ikke var plads til det hele.
Jeg overvejede at omrokere på det snavsede service for at frigøre plads. Dog fandt jeg hurtigt ud af at det ville kræve at mange ting skulle op og ned anderledes.
Jeg valgte at lade være.
Kort tænkte jeg på at vaske de sidste ting af i hånden – så der var pænt når gæsterne kom. Men det tager så lang tid for det varme vand at løbe til, så det syntes jeg nærmest det var spild. Desuden gad jeg ikke.
Efter at have tænkt lidt frem og tilbage, træf jeg en beslutning om simpelthen at lade opvasken stå fremme.
Heldigvis er køkkenbordet også så rodet at man næsten ikke bemærker den.

Vi troede jo han sov

– det gjorde han måske også, men blev så vækket af vores højlydte gnasken.
Egentlig kan jeg godt forstå at han undrede sig. – Jeg mener, man må jo ikke spise slik og se film på hverdagsaftener.

Den der jobsøgning

– kan godt virke en smule skræmmende.
Det hjælper ikke, at man det sidste halve år primært har rettet fokus mod konsistens af babyafføring, putterutiner, amning og ‘dikke-dik’.
Faktisk kan det godt føles lidt som om, at en stor del af ens hjerne er smuldret og blevet opløst i babymos.
-Hvis I kender nogen, der mangler en med ovenstående kvalifikationer, så sig lige til ikke?

Det virkede bare ikke helt som om min genbo troede på min historie, da han så mig i færd med at hente det brev, han lige havde set mig poste.

Forfatter: henkogthverdag