Forfatter: henkogthverdag

Lydløst som natten må han have stillet sig der, lige mellem mig og væggen. Måske har han stået og holdt vejeret for ikke at blive opdaget. Jeg ved det ikke.
Han stod i hvert fald helt lydløst på perronen, som var han en væg til at læne sig mod.
– Og selvfølgelig lænede jeg mig mod ham. Når en mand i den grad virker som en væg, ja – så er det da kun naturligt at læne sig op ad den.
…
Det var jo heller ikke fordi jeg lænede mig længe, men alligevel længe nok til at han godt kunne have sagt: ‘Jeg er ikke en væg’ eller noget andet, der havdet fået mig til at flytte mig. Det ville jeg have gjort – jeg sværger!
På et tidspunkt syntes jeg, at væggen bag mig blev så underlig blød og varm i det. Slet ikke som vægge oftest er.
Det var dér at jeg kiggede tilbage og så ham: Snigeren.
Han så egentlig ikke glad ud, som man ellers kunne forvente – nærmest lidt skræmt. Jeg ved ikke hvorfor.
Da vi havde kigget lidt på hinanden, kiggede jeg væk og ned, imens jeg overvejdede mit næste træk.
Selvfølgelig tænkte jeg da på at flytte mig med det samme, men så tænkte jeg at det måske ville virke så voldsomt – som om at der var noget galt med ham.
Han virkede jo også allerede lidt skræmt, så det var nok bedst at lade opbruddet ske så naturligt som muligt.

Så jeg blev stående.

Du må ikke tro, at det var let for mig, at blive stående der og læne mig mod en fremmede mand. Jeg gjorde det jo for hans skyld, og fordi jeg i bund og grund er et godt menneske.
Efter et par minutter, tænkte jeg at nu var det okay langsomt at flytte sig. Nu ville det ikke virke for mærkeligt.
Jeg undertrykte igen min trang til at løbe og rettede mig i stedet langsomt op. Millimeter for millimeter løftede jeg min ryg fra hans mave. Langsomt, langsomt for at lade løsrivelsen ske så behageligt som muligt.
Da jeg var helt fri af ham, stod jeg igen lidt og ventede. – Og så, i én langsom og glidende bevægelse tog jeg et lille skridt væk, og så et til – og endnu et.
Hele tiden kiggede jeg tilbage, for at sikre mig at han var ok.
Jeg må indrømme at det krævede en alvorlig overvindelse, sådan at holde øjenkontakten, men mandens skræmte blik forsikrede mig i at jeg gjorde det rette, og fik mig til at fortsætte.
Da jeg endelig var kommet en lille meter væk, lod jeg langsomt blikket glide fra manden og ned på skinnerne foran mig. Her stod jeg en stund og tænkte situationen igennem.

Da jeg kiggede tilbage var manden væk.