Tag: sorg

Sat fri

Min mor er død.
Min far er død.

Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.

Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.

En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?

Her går det godt – send mere sorg

Det er mærkeligt som sorg og savn rammer i bølger.

Mærkeligt som jeg, den ene uge, kan føle det som en overvindelse bare at stå ud af sengen – for så den næste, næsten at “have glemt” det dér med de døde forældre.
Det er nok en måde sindet passer på sig selv, og jo det er da rart ikke konstant at have rød næse og våde øjne: Alligevel kan jeg ikke undgå at føle det så forkert, når jeg midt i det hele, kan tage mig selv i faktisk at have det helt godt. Jeg kan ikke undgå at frygte at der efter sådan en optur kommer en nedtur hvor jeg igen knækker over.

For selvfølgelig kommer den; nedturen. Selvfølgelig er det ikke gået over, jeg ved det godt. Jeg ved også, at efter nedturen kommer en ny optur og at opturerne efterhånden vil vare længere og nedturerne kortere.
Og jeg er glad for, at nedturerne nok aldrig helt giver op – for det er også i dem, at minderne og kærligheden ligger.
Jeg bader gerne alle sorgens bølger – men nøj, hvor jeg glæder mig til mere stille vand.

5 ting du ikke skal gøre når nogen har mistet

– og hvad du skal gøre i stedet.

Inden jeg mistede min mor var, jeg selv rigtig dårlig til at håndterer andres sorg. Jeg ville ikke gøre folk kede af det, jeg var utryk på, om vores relation overhovedet kunne bære sorg, eller jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Jeg er stadig ikke perfekt, for jeg er stadig både genert og konfliktsky; men jeg øver mig. Og træning er der brug for; for nøj hvor er vi som mennesker helt utrolig dårlige til, at håndterer naturlige ting som sorg og død.

Ja, vi bliver nødt til at øve os – for sagt fra en person der har stået der et par gange nu; det sårer, og det sårer dybt, når mennesker man regner med, vender en ryggen, når man mest har brug for dem.

Heldigvis har jeg mange mennesker i min nærhed, der har vist sig helt eminent gode til støtte mig. Mennesker med mod, empati og fintføling.
Nogen af dem, mennesker jeg ved det er svært for, som har sagt eller skrevet noget alligevel. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

Bunken af døde forældre

Jeg faldt over dette indlæg, fra den gang min mor døde. Da hun døde havde jeg ikke sommerferie som nu, men et job som lærer i folkeskolen. Det var hårdt! Og nok egentlig hårdere end det jeg føler nu.
Dengang kom jeg igennem det, jeg kom ud på den anden side – så det gør jeg også denne gang; det er trods alt fordelen ved at have prøvet det før – jeg ved at jeg kan komme igennem det, også selvom det ind imellem ikke føles sådan.

Egentlig var jeg overrasket over hvor let det var, at miste min far. Jo – jeg var da ked af det, bevares, men den konstante knude i maven udeblev. Eller det troede jeg.
Jeg var faktisk i gang med at renoverer mit liv, så at sige, og se fremad i denne nye livssituation jeg stod i.

HA!
Den var bare forsinket/udskudt/skubbet foran; følelsen af afmagt og den altoverskyggende sorg.
Pludselig huskede min krop, hvordan den lavede knuden i min mave, hvordan den frarøvede mig søvnen, stressede min hjerne og gjorde den til den form for grød, der flyder gennem selv det mindste hul. Det føltes som at gå ind i en dør. Bang!

Så nej, jeg kom åbenbart ikke let igennem at miste min far. Jeg tager det ikke let at være enebarn uden forældre. Jeg føler ikke, at det er en overskuelig opgave at kravle over bunken af døde forældre – og kigge ud på den anden side.
Det er ikke let – men jeg har kravlet vejen før – jeg kan gøre det igen.

Forældreløs

Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.

Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.

Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?

Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.

Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!

Fuck dig Mors dag!

Det var ikke fordi du gik op i det; i den slags. Du forventede det aldrig, og blev overasket hvert år. Eller lod du som om? Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg husker dine smil, når jeg dukkede op med blomster.

Der har været mange buketter gennem årene. Hjemmeplukkede oftest, tit fra grøftekanter på tur med hunden, i teenageårene oftest toppet med et par stjålne fra de andres haver. Du blev glad alligevel. Og selvom du fortalte mig, at man ikke må plukke andres blomster, så smilede du, imens du satte naboernes blomster i vand. Du blev altid glad.
Ind i mellem var de fra rigtige blomsterbutikker, og flot pakket ind i cellofan, med bånd og mærke på. – Ind i mellem var de bare de billigste fra Aldi. Nogle år var der kun en enkelt blomst, plukket i farten. Men du blev altid glad.

De sidste blomster jeg gav dig, var nok de kønneste. Blomsterdamen var dygtig. Hun forstod hvad jeg mente, da jeg sagde at de skulle minde om de vilde blomster, om dem fra grøftekanten.
Jeg tænkte, at de mindede mig om dig; vild og stærk og smuk som bare pokker.
Jeg kan huske hvordan du sad der på terrassen i solen, med din lille krop og dit store smil. Altid glad, altid overrasket.

Du sagde at de mindede dig om mig.

Den sidste bukket holdt længe. Jeg kan huske hvordan vi snakkede om, at det var utroligt som den kunne stå. Jeg kan huske de mange gange jeg skilte den ad, og tog de visne fra, for at den kunne holde sig køn lidt længere. Bare lidt længere.

I dag lægger jeg blomster på din grav.

Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.
…
Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.
…
Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus

Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. En lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet