– Det er så rart sådan at kunne gå og snakke lidt i løbet af dagen.
Vi rigtig hygger når han er hjemme, gør vi. Vi får snakket om alle de ting vi hver især har gået og tænkt over, og vendt de vigtige emner med hinanden.
Det er skønt.
Ind i mellem kommer vi nok til at snakke lidt for meget, men det er bare så dejligt at have en at snakke med, syntes vi.
Heldigvis gør det ikke noget, for min kæreste kan sagtens arbejde imens vi snakker.
Desværre er det meget sjældent, at min kæreste kan arbejde hjemme. -Siger han.
Det er vi begge meget kede af.
De der tror at lortebleerne er det mest ulækre
– tager fejl.
…
Nej vent, lad mig starte et andet sted;
Engang arbejdede jeg med en handicappede mand. Når vi spiste sad han altid og smurte sin mad rundt på bordet. Også min mad, hvis han kunne komme til det. Ganske tit puttede han maden op i næsen, pillede den ud igen og greb ud efter min tallerken. Det var ulækkert. Sådan rigtig ulækkert.
Det til trods kunne jeg faktisk godt spise sammen med ham, jeg holdt min mad i sikker afstand -bevares, men jeg havde ingen problemer med at sidde ved hans side, og indtage en portion af den samme mad, som han var igang med at pille ud af næsen.
Jeg er ikke sart.
– Og det skal pigen være glad for. For selvom at hendes nuttethed er af langt højere kalibre, end føromtalte næsepillende mand, er hun noget nær lige så ulækker når hun spiser.
Det er bare ikke lækkert at blive taget i hånden når den anden har hånden smurt ind i opløst ostehaps. Det er heller ikke rart at blive pillet i hovedet når den der piller lige har spist makrel … eller udblødt rugbrød og stadig har det meste på hænderne.
Det er faktisk langt fra behageligt at få smidt diverse madrester i hovedet, eller få dem tørt af i håret.
Det værste er dog når man på en eller anden måde (jeg ved ikke hvorfor det sker, men det sker overaskende tit) får noget af den klamme babys, klamme mad ind i ens egen mund.
Nej, dem der tror at bleskift er det værste, tager fejl!
Det havde jo været så hyggeligt
– at snakke med den anden mor på legepladsen, imens drengene legede.
Hun virkede også til at have hygget sig, da vi sagde ‘hej-hej’ første gang.
Men så havde jeg glemt mine solbriller, og bad drengen vente imens jeg gik tilbage efter dem.
De var der godt nok ikke, men så gik jeg jo forbi moren igen.
Jeg tænkte at det da ville være uhøfligt ikke at sige farvel, nu jeg gik lige forbi hende. Så jeg sagde ‘hej-hej’ igen.
…
Og så kom jeg i tanke om at solbrillerne vist lå ved gyngen. Ja, det var dér drengen havde lånt dem, og så smidt dem.
Så jeg gik tilbage igen.
Denne gang ville jeg heller ikke være uhøflig, og selvom jeg godt fornemmede at stemningen var blevet en smule akavet, sagde jeg ‘hej-hej’ igen.
Solbrillerne var der ikke.
Da jeg kom tilbage, mente drengen desværre, at han havde lagt mine solbriller på bordet.
Jeg må indrømme at jeg overvejede ganske meget om de var det værd, solbrillerne. Men så igen, foråret er jo lige startet, og det ville da være surt ikke at have nogen solbriller.
Så jeg gik tilbage.
Egentlig tænkte jeg, at jeg ville sige noget til moren om at det altså var pga. de forsvundne solbriller, og ikke bare fordi jeg var sær, at jeg rendte frem og tilbage og sagde ‘hej-hej’.
– Men så virkede hun pludselig så sur, som hun stod der og undgik mit blik, at det var svært at komme med en lang forklaring. Så jeg nøjes med at sige ‘hej-hej’ igen.
Da jeg kom tilbage havde drengen fundet mine solbriller i hans lomme.
Jeg havde da tænkt mig at kravle ud igen
– Af pigens sovepose altså. Den hun sover i, i barnevognen.
Jeg havde glemt den i bilen i nat, så den var alt for kold for hende at komme ned i. -Og så tænkte jeg, at den hurtigste måde at få den varm på, var ved at bruge min egen kropsvarme.
Det fungerede også helt fint.
Jeg ved ikke hvorfor min kæreste virkede så anklagende, da han så mig i den.
Jeg vænner pigen fra at skulle have mad om natten
– Det går skide godt.
Det der med at bruge en time -måske 2, på at få hende til at sove kl. 03:30 er bare fedt.
Man er måske ikke så frisk til at starte med, men man når faktisk at blive helt vågen. Og det er jo skønt.
Selvom at jeg ved, at lidt mad vil få hende til at sove, er jeg utrolig standhaftig. Jeg giver ikke efter.
Næ, jeg tager kampen lige der hvor den er, med vågen og oprejst pande. -Ellers kommer det jo bare til at tage det længere tid, det er klart.
Heldigvis tænker jeg utrolig rationelt, og ikke bare på at sove, der kl. 03:50.
…
Jeg prøver igen i nat.
Listen
[Nye læsere bør starte fra bunden]
På et tidspunkt gav Bahne mig en liste over ting det skulle gøres hver dag, og ting der kunne gøres hvis der var tid.
Jeg ved ikke hvorfor, de følte behov for at give mig den liste, for de havde jo allerede fortalt mig det mange gange.
Jeg ved heller ikke hvorfor de mente, at jeg kun skulle lægge bluser sammen hvis der var tid.
Bahne hængte listen op på mit skab, og sagde at nu skulle vi sammen hjælpes ad med at huske på den.
Listen gav mig en del problemer, for Bahne kunne godt finde på at spørge ind til om jeg nu havde gjort dit og dat, når de så mig ved bluserne.
I starten prøvede jeg selvfølgelig at sige, at jeg troede at bluserne var det vigtigste, at jeg ikke lige havde fået set på listen, eller at jeg havde glemt rækkefølgen af opgaverne.
Bahne gav mig en ekstra liste -til at have i mit forklæde, sagde de. De blev også dygtige til at gå og huske mig på listen hele tiden.
Det var ærlig talt utrolig irriterende og hvad værre var, gjorde det at jeg nu næsten aldrig havde tid til at lægge bluser sammen, så folk kunne se mig i mit Bahne-forklæde.
Jeg havde stort set heller aldrig tid til at holde min pause på lageret mere.
Det blev en hård og trist tid i Bahne.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg bare sørgede for, at nogen så mig være igang med f.eks. at feje trappen, så kunne jeg nøjes med at tage det mest i øjenfaldende, og så sige at jeg havde gjort det. De havde jo selv set mig være i gang.
Det krævede nogle forsøg at få det hele til at spille sammen, men jeg gav ikke op og efter bare nogle dage havde jeg skåret halvdelen af tiden jeg brugte på ‘skal’ opgaverne væk.
Når jeg ordnede hele badeværelset med gulvkluden, sparede jeg tiden det tog at blande nyt sæbevand og finde rene klude.
Køkken og spisebordet kunne hurtigt klares med lager-kosten. Den kunne tage det meste af én gang og sparede mig for at vride karkluden op, og ordne vasken når krummerne røg derned.
Når jeg fejede Bahnes køkkenbord med lager-kosten følte jeg mig smart. Det gjorde mig i godt humør, at jeg var så kvik og fik mig ofte til at gå og nynne lidt for mig selv.
Bahne syntes at det var dejligt, at de havde fået sådan en glad og hurtig hjælpepige, der ligefrem gik og nynnede imens hun klarede alle opgaverne på listen.
Jeg bruger altså ikke sut
– Det var fordi jeg var lidt stresset, at jeg stak sutten i munden da jeg fandt den. – Altså for at have hænderne fri til at få ryddet det sidste op inden gæsterne kom
Jeg ville jo have taget den ud af munden igen, men så ringede det på døren og jeg fik det ikke lige gjort før jeg åbnede.
Det var også fordi jeg var lidt stresset, at jeg slog den høje latter op og sagde ‘ HA HA HA hvad laver den dog dér??!!’ da jeg blev opmærksom på sutten i min mund.
…
Måske burde jeg ikke have stukket den tilbage i munden, da jeg skulle skrive under på modtagelsen af pakken, men jeg var altså ret stresset.
Jeg skal virkelig huske ikke at have sut i munden, næste gang jeg åbner for posten.
Engang gav jeg dem fingeren og råbte grimme ord
– Efter bilisterne altså. Dem der kørte tumpet.
Jeg ved ikke helt hvornår det ændrede sig, men jeg går ud fra at det har været i forbindelse med at jeg blev nogens mor, og ikke burde sidde og råbe ‘Fuck dig din kæmpe idiot’ efter folk.
Men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke huske at jeg aktivt har ændret det, det er ligesom bare kommet snigende.
…
Måske har det ændret sig langsomt, og det er derfor jeg intet har bemærket?
I alle tilfælde, fandt jeg igår mig selv blive skåret af, af en ung idiot af en bilist. Jeg var alene i bilen og kunne, uden at være dårlig indflydelse, have råbt diverse grimme ting.
Det gjorde jeg ikke.
I stedet stak jeg hånden op, i en form for hilsen.
Det var ikke meningen at jeg ville gøre sådan, det var bare en refleks og en bevægelse vi har brugt da drengen var lille – for ligesom at supplere ordet ‘stop’ når han gjorde ting han ikke måtte.
Men jeg hilste, så vred ud og sagde ‘Vil du så køre pænt!!?’
…
Her efterfølgende er jeg bange for, at han alligevel ikke har tænkt sig at køre pænt fremover.
Det der med at ligge og vågne
– I ved, sådan ligge lidt og boble i sengen inden man står op.
Ligge og vågne ganske langsomt og tage den nye dag ind.
Kunne strække sin krop efter en nat på langs, gabe og gnide sine øjne. Måske smaske lidt, og vende sig om på den anden side og lukke øjenene 5 minutter mere, inden man vågner rigtigt. Eller 10 minutter.
Bare ligge dér og mærke sin krop vågne imens dagens lyde stille finder en…
– Det var altså sjovere inden jeg fik børn.
Jeg er jo vant til at være meget alene
– Eller pigen er der jo også, men hun bekymrer sig ikke så meget om hvad jeg siger eller gør.
Jeg ved da også godt at det er ret barnligt, sådan at syntes en stor bøvs er sjov -og lidt sej, men igen; jeg kommer altså ikke så meget ud, og må ofte tage til takke med den sjov jeg selv kan finde på.
Jeg ville sådan set også have forklaret det pæne ægtepar, at det var derfor jeg sad der i haven og bøvsede højt, og at det ikke var af dem jeg bøvsede.
– Men de virkede som om de skulle skynde sig et sted hen.
Jeg vil jo stadig gerne støtte op om mine børns drømme
– og på en måde er jeg da også glad for at drengens fremtidsplaner er blevet lidt mere jordnære.
Dog tror jeg muligvis at han har et lidt forvrænget billede af at være skraldemand, når han tror at man bare skal gå rundt med en vogn, og høste alle de gode ting folk smider ud.
… Og måske også et lidt forkert indtryk af hvad ‘skrald’ er.
Folk der sover om natten skal holde deres kæft
– Eller i hvert fald nøjes med at fortælle andre der sover om natten, om hvor produktive og overskudsagtige de er.
Så kan de jo stå og være glade sammen, og os der ikke sover om natten kan få lov til at være bitre og trætte i fred.
Jeg havde jo sådan set svaret ham én gang
– jeg fik bare sagt det så lavt, at jeg blev i tvivl om han hørte det.
Naboen altså. Ham jeg mødte da jeg var på vej ud og gå en tur.
Han sagde: ‘Sikke et dejligt vejr at gå en tur i’ og jeg svarede: ‘Ja, det er lige hvad det er.’
Jeg fik bare sagt det alt for lavt og med ansigtet lidt væk.
Måske havde han ikke hørt mig, og ville syntes jeg var ganske uhøflig sådan ikke at svare. Måske havde han hørt mig og ville syntes jeg var sær hvis jeg gentog.
Ærlig talt følte jeg mig fanget. Jeg ville jo også gerne opretholde det gode naboskab.
Jeg prøvede at tænke scenarierne i gennem i hovedet, i mens jeg kiggede på ham i håbet om at han ville tilkendegive hvorvidt han havde hørt mig eller ej.
Det var umuligt for mig at bedømme om han havde, eller ikke havde hørt mig. Til sidst valgte jeg at gentage i en høj vred tone og gå.
Det virkede som det eneste at gøre.
…Og vinderne er
Trommehvirvel og *tra-la-la*
Ved hjælp at Random.ord har jeg fundet 2 heldige vindere:
Lise-Lotte: Som vinder ‘Jeg-kan-alt-muleposen’.
Kit Larsen: Som vinder ‘Øv-ikke-flere-majs-muleposen’.
Tillykke! Jeg sender jer begge en mail snarest.
… Til alle jer andre (og til vinderne selvfølgelig): TAK for alle de utrolig søde ord! Hold nu kæft hvor gør I mig glad!
Jeg har nærlæst hver en kommentar, og glædet mig over den.
– Jeg ved i øvrigt godt at jeg er virkelig dårlig til at svare på alle jeres dejlige kommentarer… sådan stort set altid. Derfor betyder de skide meget alligevel!
Jeg tror næppe jeg var kommet igennem min barsel uden jer.
Vi har en stor tissemand i vindueskarmen
– Det er drengen der har lavet den.
Han påstår godt nok at det er en raket, men den ligner altså mere en tissemand. En meget stor og naturtro tissemand.
Jeg ved ikke helt hvad jeg syntes om at have en tissemand som pynt i vindueskarmen…
Det kan godt blive sådan lidt pinligt når folk går forbi, og måske ikke lige kan se at det rent faktisk er en raket, og ikke bare en meget stor tissemand.
Jeg overvejer stærkt, at give tissemanden et lille skilt på og skrive RAKET med store bogstaver.
Bare sådan for at undgå misforståelser.
Normalt er jeg faktisk ikke så ulækker
– men jeg har lige været syg, og er det egentlig stadig. Desuden skulle jeg jo bare lige på tanken efter noget chokolade, og så hjem under dynen igen.
Jo jo, jeg kunne da havde redt mit hår, vasket mit ansigt, eller have taget noget rigtigt tøj på – og måske smidt det jeg har boet i, i 2 døgn til vask.
Det virkede bare så uoverskueligt, og jeg skulle jo kun lige på tanken.
Jeg kunne da ikke vide at jeg ville løbe ind i min gamle klassekammerat, der lige skulle tanke på vej til vigtige ting.
I går døde vores internet
– det havde virket fint hele morgenen, men pludselig ved 13 tiden BANG, intet net.
Jeg havde ellers lige puttet pigen og lavet mig en kop kaffe.
Det var nok noget med routeren i kælderen, det plejer det at være, men jeg gad ikke at gå derned.
I stedet for sad jeg bare lidt og klikkede på diverse bogmærker på min computer, og håbede på at et af dem virkede.
Det gjorde de ikke. Der var ikke noget internet.
Efter at havde drukket min kaffe, imens jeg kiggede på sider der ikke loadede, opgav jeg og gik i stedet på internettet via min telefon.
Arbejdet på lageret
[Nye læsere bør starte her]
Ind i mellem hentede Bahne mig ind fra bluserne og mente at jeg burde lave andre ting. Andre mere nyttige ting, sagde de.
Ofte satte de mig til at ordne lageret.
Jeg brød mig ikke om at ordne lageret, for her kunne ingen se mig i mit Bahne-forklæde. Alligevel havde lageret én fordel; der kom sjældent nogle.
Tit var jeg træt efter at have arbejdet hårdt med at lægge bluser sammen, så jeg havde brug for en pause i min 2 timers vagt. Bahne mente ikke at jobbet inkluderede en betalt pause. Men det mente jeg nu nok det gjorde.
I starten udså jeg mig et godt og afsidsliggende sted på lageret, et sted hvor jeg kunne sidde uforstyret og holde min pause. Ind i mellem havde jeg lidt kiks med, til at hygge mig med.
Problemet ved dette var at dog, at der kunne træffe at komme nogen. Godt nok var det ikke særlig tit at der kom nogen på lageret, men jeg fandt det utrolig stressende hele tiden at skulle være parat til fare op og gemme kiks af vejen. Ærlig talt gjorde det at pausen mindre hyggelig.
Jeg forsøgte at sætte mig langt fra trappen der førte ned på lageret, men desværre opdagede jeg at der var flere veje ned. Mange veje.
Det var umuligt for mig rigtig at slappe af, når jeg hele tiden skulle være på vagt.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg stod med en kost, skulle jeg blot begynde at feje når jeg hørte fodtrin. Det kunne jeg sagtens nå.
Når de så var gået forbi, kunne jeg igen bruge kosten til at hænge op af.
Det tog lidt tid at finde en behagelig stilling til at hænge op af kosten, men jeg gav ikke op, og efter en dedikeret indsats fandt jeg den.
Når jeg stod og hang op af min kost på Bahnes lager, følte jeg mig helt afslappet.
Her kunne jeg tænke på stort og småt, vende dagens små problemer og overveje hvornår jeg mon igen kunne tillade mig at kigge til bluserne.
Ind i mellem flyttede jeg mig også lidt rundt på lageret, og stod forskellige steder og hang op af kosten. Bare for at få lidt adspredelse.
Skulle det så ske at der kom nogen forbi, kunne jeg se irriteret ud og sige ting som: “Jeg syntes her bliver ved med at være støvet, lige meget hvor meget jeg fejer!” På den måde kunne Bahne se hvilken flink og ihærdig hjælpepige jeg var, der sørgede for at holde lageret pænt og rent.
Han må virkelig hungre efter opmærksomhed
– vores kat altså.
Hvis ikke, har jeg virkelig svært ved at forstå hvorfor han altid ligger sig op hos pigen.
Han burde da efterhånden vide, at hun ikke er sjov at ligge hos.
Bevares, jeg prøver da med ‘a-a’ og forsøger at lærer hende at kæle -og ikke bare flå uhæmmet…
Det er bare ligesom om det ikke rigtig virker.
Måske er han bare masochist.
– Katten.
Fødselsdag med gaver
Konkurrencen er slut.
– til jer.
Bloggen fylder et halvt år og det skal fejres.
Hvad der skal fejres endnu mere, er jer!
Jeg bliver så glad for hver en følger, hver en kommentar, hvert et ‘like’ og hver en deling af min blog. TAK!
Tak til christunte, grevindenpaatredje, denlillesorte, monalogen og overfyrre for at I vil have mig i jeres blogroll. (Hvis jeg har glemt nogle beklager jeg.)
Jeg takker også for de tilbud jeg har fået om at flytte min blog og reklamere for ting. Ind til videre bliver bloggen dog hvor den er, som den er uden reklamer.
Nå men til det vigtige:
Gaver! Jeg ville gerne give jer alle en, men I er jo blevet alt, alt for mange. Derfor trækker jeg lod om 2 muleposer. En ‘Jeg-kan-alt’ mulepose og en ‘Øv-ikke-flere-majs’ mulepose
Hvis I vil vinde, så smid en kommentar herunder (Ikke på Facebook/Google+ HER) med hvilken I vil vinde -så trækker jeg 2 vindere d. 10-3-14. 
– I øvrigt kan I nu også følge min blog på Blogloving og Google+.