Hverdag værd at gemme
– det det var til drengen.
Han er så glad for at få post, så jeg tænkte jeg ville overraske ham med et brev. Det var derfor jeg lagde brevet i vores egen postkasse.
Men så gad drengen ikke kigge i postkassen.
– Og så måtte jeg selv hente mit brev .
Det var altså virkelig derfor.
Det virkede bare ikke helt som om min genbo troede på min historie, da han så mig i færd med at hente det brev, han lige havde set mig poste.
– men hårfarven passede, og så gik jeg ud fra at det bare var mig der huskede lidt dårligt.
Desuden var jeg sikker på at det var dér, jeg havde jo været der en gang før.
En anden gang dobbelttjekker jeg adressen, inden jeg parkerer min barnevogn i fremmede menneskers skur.
– Så jeg er på udkig efter et der gør.
Jeg tænkte da ikke nærmere over, at jeg ikke lige havde været i bad/fået sovet/taget rent tøj på. -Og måske lignede lidt en bums.
Egentlig kan jeg da også godt se at det virkede lidt suspekt, at stå og mærke på deres barnevogn -jeg kendte dem jo ikke. Men jeg troede at jeg gjorde det så diskret, at de ikke ville bemærke det.
Det gjorde jeg åbenbart ikke.
Jeg forsøgte faktisk at forklare mig, men nu hvor pigen allerede var blevet bange, lod det ikke til at virke.
– men det troede hun åbenbart.
Jeg studsede godt nok lidt over det, første gang hun kaldte mig det. Jeg tænkte da også på at rette hende, men så fik jeg det ikke gjort – og så virkede det dumt, at gøre anden gang hun sagde det.
Og så tænkte jeg, at det vel ikke gjorde det store at hedde Anja en stund – det er trods alt så sjældent vi løber på hinanden. Så jeg nikkede ivrigt når hun brugte mit nye navn.
…Måske jeg også jeg selv fik kaldt mig Anja, en enkelt gang – bare for at leve mig ind i rollen.
Det kunne have fungeret så godt, hvis ikke min nabo var kommet forbi.
Jeg overvejede en søforklaring om at Anja var mit mellemnavn, men jeg valgte bare at rejse mig og gå.
Det virkede lettere.
-men jeg tvivler på, at det var derfor den pæne dame gik så hurtigt forbi os.
Sansynligvis havde hendens skyndsomhed, i stedet noget at gøre med den meget fækale samtale drengen havde gang i.
– er det egentlig helt fint, at have en undskyldning for at forlade rummet.
Jeg overvejer hvad, jeg kan finde på til næste år.
– eller det er egentlig pigen jeg snakker til, hun svarer bare ikke, og så fører jeg begge dele af dialogen.
Derudover er der også mange juleting at holde styr på. Jeg har lidt travlt. Og så er jeg også træt.
Det er altså ikke fordi at jeg er skør, at jeg går og taler med mig selv.
Oppe i byen blev jeg dog pludselig opmærksom på folks blikke. Jeg tænkte, at det bedste at gøre var, at holde hånden til øret og sige højt ‘HALLO’. Så ville folk jo tro, at jeg talte i en telefon.
Nu er der ingen der tror, at jeg er skør.
– men det havde jeg glemt.
Jeg havde dog, på vej ud af døren, kastet noget toiletpapir ned i tasken.
Det var bare ligesom om, at det rigtige tidspunkt til at trække krøllet toiletpapir frem og pudse næse, ikke kom.
Jeg prøvede da med lidt forsigtige snøft, men jeg kunne heller ikke lide at lave det helt store indtræk af snot -der i den fine bank.
Til sidst gik det galt.
Jeg valgte at tørre snotten af i ærmet.
Alligevel virkede den pæne bankdame, ikke særlig glad for at give hånd da vi tog afsked.
– at jeg ikke hørte pizzamandens ‘Et øjeblik’.
Jeg havde jo øvet mig i enetalen: ‘God aften. Kan jeg bestille noget mad til afhentning … En nr. 54, en nr. 11 og en nr. 76 med salatmayonnaise, tak.’
Da jeg havde fyret min sætning af 2 gange, stadig uden nogen form form for respons, gik jeg ud fra, at der var noget galt med telefonen.
Jeg fortryder, at jeg brød ud i sang.
Jo, han måtte spørge en tredje gang, men lige der virkede det altså som en meget stor beslutning.
-de virkede bare alle sammen så sikre og overbevisende, at jeg kørte med på den.
Efterfølgende spurgte jeg, hvad de syntes var det værste, far havde gjort.
Jeg mener, han må jo lære af sin fejl.
-at damen kaldte pigen ‘ham’.
Jeg tænkte da på at rette hende -men så fik jeg det ikke gjort.
Til sidst føltes det så dumt, at begynde at forklare, så jeg kaldte hende også for ‘ham’ et par gange. Bare så det ikke virkede dumt.
Det havde fungeret fint, om ikke min kæreste var kommet.
Jeg valgte at svare vredt ‘nej’ og gå.
Jeg orkede virkelig ikke at forklare.
-når man ind i mellem løber på andre mennesker, der går op i de små ting her i livet.
De vigtige ting.
Ofte er det andre mødre på barsel – men det tror jeg nu bare er en tilfældighed.
– Det var til noget drengen sagde.
Desværre fik et ‘Hej’ mig til at kigge op, netop som jeg sagde ‘Åh nej’.
Det var derfor jeg svarede på det venlige ‘Hej’, fra faren i drengens børnehave, med et ‘Åh nej’.
Jeg burde nok have forklaret mig, men jeg var træt og lidt stresset, så jeg valgte at se overrasket ud og gå.
– at jeg satte alle de hårspænder i håret, da jeg ryddede op efter at drengen havde leget med dem.
Da posten bankede på, havde jeg glemt alt om dem og syntes egentlig, at han var ganske uhøflig.
Heldigvis kiggede jeg mig i spejlet, inden jeg kørte ud og købte ind.
Er når man glemmer det, og prøver at spille smart.
Efterfølgende prøvede jeg med tysk.
Det virkede heller ikke.
I dag oplevede jeg, at snakke med et menneske der var endnu mere forvirret og snøvlende end jeg.
Jeg oplevede den gammelkendte følelse af at være tjekket – altså den mest tjekkede i køen i Rema.
Og jeg havde ikke engang redt mit hår.
I dag var en god dag. Jeg vil huske den i morgen.
-tager det længere tid at bearbejde det, når man støder på noget der ikke giver mening.
Det vil her være en god idé, at bevæge sig væk fra objektet imens man spekulerer, og ikke bare stoppe og glo uhæmmet.
Ellers risikerer man, at objektet, finder en sær.
Men helt ærligt:
Hvem sætter gavebånd i sin cykelhjelm og bærer den som hat?
Ind i mellem er jeg bare for træt til rigtig at ænse hvad der foregår omkring mig, og hvad folk egentlig snakker om.
Jeg troede han snakkede om rammen. Rammen -og ikke mit billede med tydelig signatur i rammen.
Det var først da den akavede stilhed sneg sig ind, at det gik op for mig at jeg var gået galt i byen. Ingen.
Naturligvis kunne jeg have afklaret misforståelsen.
Jeg overvejede det, men blev enig med mig selv om, at jeg var for træt, og højst sandsynligt kun ville bringe mig selv længere ud at svømme.
I stedet så jeg sur ud og gik. Det virkede som den rigtige ting at gøre.
Det er ikke noget jeg siger, fordi jeg har dårligt selvværd, eller ikke føler jeg fortjener det.
Jeg siger det, fordi det at leve med en baby og en 4 årig, der ikke kan sidde pænt, har gjort at jeg pr. refleks skærer min mad ud i små bidder. Med hurtighed og ikke elegance for øje.
Herhjemme skal man skynde sig, hvis man overhovedet vil have noget mad -og skynde sig mere, hvis man vil have den mens den er varm.
I øvrigt spiser jeg meget grimt, når jeg har fået hakket min mad ud. Jeg mener det skal jo gå hurtigt.