– Jeg har haft den i 8 år. Den var virkelig god at drikke kaffe af, lige tilpas i størrelsen.
Jeg tror næsten jeg har drukket al min kaffe af den kop.
…
Der var også en lille kat på.
Hvad skal jeg nu drikke min kaffe af?
Alle de andre kopper er dumme.
Forfatter: henkogthverdag
Jeg synes jo den passede så godt
– Sangen altså.
Det der med ‘You and me baby’, det passede bare så godt imens jeg hoppede rundt og pejede på pigen og mig.
Godt nok kunne jeg kun huske omkvædet i ‘The Bad Touch’, men det gjorde ikke spor – jeg sang det bare igen og igen.
Vi morede os rigtig, pigen og jeg.
…
Desværre gik det på et tidspunkt op for mig, at sangen måske alligevel ikke var skrevet til mor og barn.
Her bagefter, syntes måske godt at Bloodhound Gang kunne gøre deres tekster lidt mere stuerene!
– Hvad ligner det ikke, at få hjemmegående mødre til at synge den slags?!
Det var helt vildt at vågne så sent
– Jeg mener klokken var over 7, og pigen plejer at vække mig senest halv.
Godt nok følte jeg mig stadig meget træt og sløv i kroppen – men sådan kan man godt få det når man sover længe; Kroppen er jo slet ikke vant til det.
Klokken blev halv 8 inden der hørtes støj fra børneværelset. Det var helt vildt!
Naturligvis skyndte vi os at stå op. Vi plejer godt nok at tage børnene med ind i sengen og ligge og snakke og hygge, men ikke idag. – Klokken var jo blevet så mange, og de var sikkert meget sultne begge to.
Det var først efter morgenmaden, at jeg fik set uret på microovnen. Det eneste ur der ikke automatisk havde sat sig selv en time frem.
Ej, men han har jo ikke godt af alt det slik!
– Drengen altså.
Det var jo på en måde for hans skyld, at jeg ville spise lidt i smug. – Så han ikke blev så usund, forstås.
Jeg kunne da ikke vide at det ville larme sådan, det slikpapir. Og hvad lister han i det hele taget rundt i køkkenet for? Han burde jo sidde på sit værelse og lege.
På en måde er det da dejligt
– når pigen kysser mig.
På mange måder er det også bare ret ulækkert. Måske især fordi hun har tendens til at savle voldsomt, og egentlig mere sutter end kysser.
Det kan faktisk godt føles lidt som et angreb, når hun kommer der med åben mund og vil savle på min kind og på min hage. Og på min mund. Og ind i min mund.
Jeg forestiller mig, at det er den samme følelse folk med hund har, når hunden gerne vil slikke dem i ansigtet.
Heldigvis slikker min pige sig ikke i røven. Hun kan ikke nå.
Jeg troede at jeg var så smart
– Da jeg lagde mig ind i stuen.
Pigen var vågnet tidligere end normalt, og når hun normalt vågner kl. 6, er ‘tidligere’ ret tidligt.
Vi får gæster i aften, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at være frisk. Bare lidt.
Så jeg tog min dyne og lagde mig ind på drengens legemadras i stuen.
‘Så må kæresten sgu tage kampen med at få hende til at sove igen’. Tænkte jeg.
‘Så kan jeg da få lidt søvn’. Tænkte jeg.
‘Jeg er så træt at jeg kan sove hvor som helst’. Tænkte jeg.
…
Men så var det, at drengens legemadras var ualmindelig ubehagelig at ligge på, og lydene var nogle andre, og lyset var for stærkt.
Jeg forsøgte at fortælle mig selv hvor vigtigt det var, at jeg fik sovet – det var bare ligesom om det ikke rigtig hjalp.
Og så lå jeg der og følte mig en anelse mindre smart, imens de andres sovelyde slog igennem fra døren ind til soveværelset.
Det er så hyggeligt når min kæreste arbejder hjemme
– Det er så rart sådan at kunne gå og snakke lidt i løbet af dagen.
Vi rigtig hygger når han er hjemme, gør vi. Vi får snakket om alle de ting vi hver især har gået og tænkt over, og vendt de vigtige emner med hinanden.
Det er skønt.
Ind i mellem kommer vi nok til at snakke lidt for meget, men det er bare så dejligt at have en at snakke med, syntes vi.
Heldigvis gør det ikke noget, for min kæreste kan sagtens arbejde imens vi snakker.
Desværre er det meget sjældent, at min kæreste kan arbejde hjemme. -Siger han.
Det er vi begge meget kede af.
De der tror at lortebleerne er det mest ulækre
– tager fejl.
…
Nej vent, lad mig starte et andet sted;
Engang arbejdede jeg med en handicappede mand. Når vi spiste sad han altid og smurte sin mad rundt på bordet. Også min mad, hvis han kunne komme til det. Ganske tit puttede han maden op i næsen, pillede den ud igen og greb ud efter min tallerken. Det var ulækkert. Sådan rigtig ulækkert.
Det til trods kunne jeg faktisk godt spise sammen med ham, jeg holdt min mad i sikker afstand -bevares, men jeg havde ingen problemer med at sidde ved hans side, og indtage en portion af den samme mad, som han var igang med at pille ud af næsen.
Jeg er ikke sart.
– Og det skal pigen være glad for. For selvom at hendes nuttethed er af langt højere kalibre, end føromtalte næsepillende mand, er hun noget nær lige så ulækker når hun spiser.
Det er bare ikke lækkert at blive taget i hånden når den anden har hånden smurt ind i opløst ostehaps. Det er heller ikke rart at blive pillet i hovedet når den der piller lige har spist makrel … eller udblødt rugbrød og stadig har det meste på hænderne.
Det er faktisk langt fra behageligt at få smidt diverse madrester i hovedet, eller få dem tørt af i håret.
Det værste er dog når man på en eller anden måde (jeg ved ikke hvorfor det sker, men det sker overaskende tit) får noget af den klamme babys, klamme mad ind i ens egen mund.
Nej, dem der tror at bleskift er det værste, tager fejl!
Det havde jo været så hyggeligt
– at snakke med den anden mor på legepladsen, imens drengene legede.
Hun virkede også til at have hygget sig, da vi sagde ‘hej-hej’ første gang.
Men så havde jeg glemt mine solbriller, og bad drengen vente imens jeg gik tilbage efter dem.
De var der godt nok ikke, men så gik jeg jo forbi moren igen.
Jeg tænkte at det da ville være uhøfligt ikke at sige farvel, nu jeg gik lige forbi hende. Så jeg sagde ‘hej-hej’ igen.
…
Og så kom jeg i tanke om at solbrillerne vist lå ved gyngen. Ja, det var dér drengen havde lånt dem, og så smidt dem.
Så jeg gik tilbage igen.
Denne gang ville jeg heller ikke være uhøflig, og selvom jeg godt fornemmede at stemningen var blevet en smule akavet, sagde jeg ‘hej-hej’ igen.
Solbrillerne var der ikke.
Da jeg kom tilbage, mente drengen desværre, at han havde lagt mine solbriller på bordet.
Jeg må indrømme at jeg overvejede ganske meget om de var det værd, solbrillerne. Men så igen, foråret er jo lige startet, og det ville da være surt ikke at have nogen solbriller.
Så jeg gik tilbage.
Egentlig tænkte jeg, at jeg ville sige noget til moren om at det altså var pga. de forsvundne solbriller, og ikke bare fordi jeg var sær, at jeg rendte frem og tilbage og sagde ‘hej-hej’.
– Men så virkede hun pludselig så sur, som hun stod der og undgik mit blik, at det var svært at komme med en lang forklaring. Så jeg nøjes med at sige ‘hej-hej’ igen.
Da jeg kom tilbage havde drengen fundet mine solbriller i hans lomme.
Jeg havde da tænkt mig at kravle ud igen
– Af pigens sovepose altså. Den hun sover i, i barnevognen.
Jeg havde glemt den i bilen i nat, så den var alt for kold for hende at komme ned i. -Og så tænkte jeg, at den hurtigste måde at få den varm på, var ved at bruge min egen kropsvarme.
Det fungerede også helt fint.
Jeg ved ikke hvorfor min kæreste virkede så anklagende, da han så mig i den.
Jeg vænner pigen fra at skulle have mad om natten
– Det går skide godt.
Det der med at bruge en time -måske 2, på at få hende til at sove kl. 03:30 er bare fedt.
Man er måske ikke så frisk til at starte med, men man når faktisk at blive helt vågen. Og det er jo skønt.
Selvom at jeg ved, at lidt mad vil få hende til at sove, er jeg utrolig standhaftig. Jeg giver ikke efter.
Næ, jeg tager kampen lige der hvor den er, med vågen og oprejst pande. -Ellers kommer det jo bare til at tage det længere tid, det er klart.
Heldigvis tænker jeg utrolig rationelt, og ikke bare på at sove, der kl. 03:50.
…
Jeg prøver igen i nat.
Listen
[Nye læsere bør starte fra bunden]
På et tidspunkt gav Bahne mig en liste over ting det skulle gøres hver dag, og ting der kunne gøres hvis der var tid.
Jeg ved ikke hvorfor, de følte behov for at give mig den liste, for de havde jo allerede fortalt mig det mange gange.
Jeg ved heller ikke hvorfor de mente, at jeg kun skulle lægge bluser sammen hvis der var tid.
Bahne hængte listen op på mit skab, og sagde at nu skulle vi sammen hjælpes ad med at huske på den.
Listen gav mig en del problemer, for Bahne kunne godt finde på at spørge ind til om jeg nu havde gjort dit og dat, når de så mig ved bluserne.
I starten prøvede jeg selvfølgelig at sige, at jeg troede at bluserne var det vigtigste, at jeg ikke lige havde fået set på listen, eller at jeg havde glemt rækkefølgen af opgaverne.
Bahne gav mig en ekstra liste -til at have i mit forklæde, sagde de. De blev også dygtige til at gå og huske mig på listen hele tiden.
Det var ærlig talt utrolig irriterende og hvad værre var, gjorde det at jeg nu næsten aldrig havde tid til at lægge bluser sammen, så folk kunne se mig i mit Bahne-forklæde.
Jeg havde stort set heller aldrig tid til at holde min pause på lageret mere.
Det blev en hård og trist tid i Bahne.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg bare sørgede for, at nogen så mig være igang med f.eks. at feje trappen, så kunne jeg nøjes med at tage det mest i øjenfaldende, og så sige at jeg havde gjort det. De havde jo selv set mig være i gang.
Det krævede nogle forsøg at få det hele til at spille sammen, men jeg gav ikke op og efter bare nogle dage havde jeg skåret halvdelen af tiden jeg brugte på ‘skal’ opgaverne væk.
Når jeg ordnede hele badeværelset med gulvkluden, sparede jeg tiden det tog at blande nyt sæbevand og finde rene klude.
Køkken og spisebordet kunne hurtigt klares med lager-kosten. Den kunne tage det meste af én gang og sparede mig for at vride karkluden op, og ordne vasken når krummerne røg derned.
Når jeg fejede Bahnes køkkenbord med lager-kosten følte jeg mig smart. Det gjorde mig i godt humør, at jeg var så kvik og fik mig ofte til at gå og nynne lidt for mig selv.
Bahne syntes at det var dejligt, at de havde fået sådan en glad og hurtig hjælpepige, der ligefrem gik og nynnede imens hun klarede alle opgaverne på listen.
Jeg bruger altså ikke sut
– Det var fordi jeg var lidt stresset, at jeg stak sutten i munden da jeg fandt den. – Altså for at have hænderne fri til at få ryddet det sidste op inden gæsterne kom
Jeg ville jo have taget den ud af munden igen, men så ringede det på døren og jeg fik det ikke lige gjort før jeg åbnede.
Det var også fordi jeg var lidt stresset, at jeg slog den høje latter op og sagde ‘ HA HA HA hvad laver den dog dér??!!’ da jeg blev opmærksom på sutten i min mund.
…
Måske burde jeg ikke have stukket den tilbage i munden, da jeg skulle skrive under på modtagelsen af pakken, men jeg var altså ret stresset.
Jeg skal virkelig huske ikke at have sut i munden, næste gang jeg åbner for posten.
Engang gav jeg dem fingeren og råbte grimme ord
– Efter bilisterne altså. Dem der kørte tumpet.
Jeg ved ikke helt hvornår det ændrede sig, men jeg går ud fra at det har været i forbindelse med at jeg blev nogens mor, og ikke burde sidde og råbe ‘Fuck dig din kæmpe idiot’ efter folk.
Men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke huske at jeg aktivt har ændret det, det er ligesom bare kommet snigende.
…
Måske har det ændret sig langsomt, og det er derfor jeg intet har bemærket?
I alle tilfælde, fandt jeg igår mig selv blive skåret af, af en ung idiot af en bilist. Jeg var alene i bilen og kunne, uden at være dårlig indflydelse, have råbt diverse grimme ting.
Det gjorde jeg ikke.
I stedet stak jeg hånden op, i en form for hilsen.
Det var ikke meningen at jeg ville gøre sådan, det var bare en refleks og en bevægelse vi har brugt da drengen var lille – for ligesom at supplere ordet ‘stop’ når han gjorde ting han ikke måtte.
Men jeg hilste, så vred ud og sagde ‘Vil du så køre pænt!!?’
…
Her efterfølgende er jeg bange for, at han alligevel ikke har tænkt sig at køre pænt fremover.
Det der med at ligge og vågne
– I ved, sådan ligge lidt og boble i sengen inden man står op.
Ligge og vågne ganske langsomt og tage den nye dag ind.
Kunne strække sin krop efter en nat på langs, gabe og gnide sine øjne. Måske smaske lidt, og vende sig om på den anden side og lukke øjenene 5 minutter mere, inden man vågner rigtigt. Eller 10 minutter.
Bare ligge dér og mærke sin krop vågne imens dagens lyde stille finder en…
– Det var altså sjovere inden jeg fik børn.
Jeg er jo vant til at være meget alene
– Eller pigen er der jo også, men hun bekymrer sig ikke så meget om hvad jeg siger eller gør.
Jeg ved da også godt at det er ret barnligt, sådan at syntes en stor bøvs er sjov -og lidt sej, men igen; jeg kommer altså ikke så meget ud, og må ofte tage til takke med den sjov jeg selv kan finde på.
Jeg ville sådan set også have forklaret det pæne ægtepar, at det var derfor jeg sad der i haven og bøvsede højt, og at det ikke var af dem jeg bøvsede.
– Men de virkede som om de skulle skynde sig et sted hen.
Jeg vil jo stadig gerne støtte op om mine børns drømme
– og på en måde er jeg da også glad for at drengens fremtidsplaner er blevet lidt mere jordnære.
Dog tror jeg muligvis at han har et lidt forvrænget billede af at være skraldemand, når han tror at man bare skal gå rundt med en vogn, og høste alle de gode ting folk smider ud.
… Og måske også et lidt forkert indtryk af hvad ‘skrald’ er.
Folk der sover om natten skal holde deres kæft
– Eller i hvert fald nøjes med at fortælle andre der sover om natten, om hvor produktive og overskudsagtige de er.
Så kan de jo stå og være glade sammen, og os der ikke sover om natten kan få lov til at være bitre og trætte i fred.
Jeg havde jo sådan set svaret ham én gang
– jeg fik bare sagt det så lavt, at jeg blev i tvivl om han hørte det.
Naboen altså. Ham jeg mødte da jeg var på vej ud og gå en tur.
Han sagde: ‘Sikke et dejligt vejr at gå en tur i’ og jeg svarede: ‘Ja, det er lige hvad det er.’
Jeg fik bare sagt det alt for lavt og med ansigtet lidt væk.
Måske havde han ikke hørt mig, og ville syntes jeg var ganske uhøflig sådan ikke at svare. Måske havde han hørt mig og ville syntes jeg var sær hvis jeg gentog.
Ærlig talt følte jeg mig fanget. Jeg ville jo også gerne opretholde det gode naboskab.
Jeg prøvede at tænke scenarierne i gennem i hovedet, i mens jeg kiggede på ham i håbet om at han ville tilkendegive hvorvidt han havde hørt mig eller ej.
Det var umuligt for mig at bedømme om han havde, eller ikke havde hørt mig. Til sidst valgte jeg at gentage i en høj vred tone og gå.
Det virkede som det eneste at gøre.
…Og vinderne er
Trommehvirvel og *tra-la-la*
Ved hjælp at Random.ord har jeg fundet 2 heldige vindere:
Lise-Lotte: Som vinder ‘Jeg-kan-alt-muleposen’.
Kit Larsen: Som vinder ‘Øv-ikke-flere-majs-muleposen’.
Tillykke! Jeg sender jer begge en mail snarest.
… Til alle jer andre (og til vinderne selvfølgelig): TAK for alle de utrolig søde ord! Hold nu kæft hvor gør I mig glad!
Jeg har nærlæst hver en kommentar, og glædet mig over den.
– Jeg ved i øvrigt godt at jeg er virkelig dårlig til at svare på alle jeres dejlige kommentarer… sådan stort set altid. Derfor betyder de skide meget alligevel!
Jeg tror næppe jeg var kommet igennem min barsel uden jer.