Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!

Share

Du skal ikke være ked af det mor

– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.

Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.

Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.

Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.

Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.

Share

Jeg er stadig lækker!

Jo jo, jeg kan da selv blive i tvivl ind i mellem, nu hvor alting på min krop ligesom bare bliver længere og længere.
Men jeg har det stadig! Jeg er en ægte MILF er jeg!
– Bare spørg de to gæve gutter der kørte forbi mig den anden dag. De kunne ikke få nok, kunne de ikke. De var helt vilde!
Jeg sørgede også for at råbe en hel masse tilbage til dem, bare for også at løfte deres selvtillid lidt.

… sjovt nok virkede de sært ligeglade med mine frække tilråb.

Selvom man er blevet mor, kan man stadig være lækker!

Share

Det var lige foran vores hus

– de havde slået sig ned, de unge mennesker.
De sad bare der på jorden og snakkede og grinede. De havde ikke engang taget et tæppe med, de sad der bare, som om de var helt ligeglade med at få snavsede bukser.
Det lød virkelig som om de morede sig. Jeg tror også de havde et par øl med, og den ene rød cigaretter.

Det var jo ikke fordi jeg som sådan var misundelig, eller længtes efter den tid hvor sommeraftenerne blev brugt på fest og hygge – og ikke på at hente vand og sige ting som: ‘Nu skal du altså sove!’
Jeg ville jo bare kigge lidt på jer, unge mennesker. Kom nu tilbage!
Kigger ud bag gardinet

Share

Pigen er alene i vuggestue for første gang.

– Hun har naturligvis været der før, men i dag er første gang hun skal være der alene, i mere end en time eller to.
Heldigvis har jeg meget at lave, ting der har hobet sig op imens barsel månederne er fløjet.
Her trænger også til at blive gjort rent. – Og der skal købes ind.
Jeg skal også have luget ukrudt og så skal jeg tegne; en masse.
Jeg skal plukke øjenbryn, og give mig god tid til det. Og læse i en bog. Og jeg skal tage et langt varmt bad, uden afbrydelser.

Eller jeg kan bare sidde her, og stirre ud i luften.
Ind i mellem kan jeg kigge på uret på min telefon, eller igen tjekke om vuggestuen har ringet, uden at jeg har hørt det.
Ja, det virker allerede som den rigtige måde at bruge dagen på.
Første dag i vuggestuen

Share

På mandag starter vi i vuggestue

– Pigen og jeg altså.
Planen var godt nok at hun skulle starte selv, efter indkørsel og den slags, men det er hun desværre alt, alt for lille til.
Hun kan simpelthen ikke undvære sin mor jo.
Så nu har jeg ændret planen, så vi går der sammen. På den måde får hun også leget med nogle børn.
– Og jeg kan vel drikke kaffe med pædagogerne, tænker jeg, det vil de sikkert også syntes er mægtig hyggeligt.
vuggestue-start

Share

Engang gav jeg dem fingeren og råbte grimme ord

– Efter bilisterne altså. Dem der kørte tumpet.
Jeg ved ikke helt hvornår det ændrede sig, men jeg går ud fra at det har været i forbindelse med at jeg blev nogens mor, og ikke burde sidde og råbe ‘Fuck dig din kæmpe idiot’ efter folk.
Men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke huske at jeg aktivt har ændret det, det er ligesom bare kommet snigende.

Måske har det ændret sig langsomt, og det er derfor jeg intet har bemærket?
I alle tilfælde, fandt jeg igår mig selv blive skåret af, af en ung idiot af en bilist. Jeg var alene i bilen og kunne, uden at være dårlig indflydelse, have råbt diverse grimme ting.
Det gjorde jeg ikke.

I stedet stak jeg hånden op, i en form for hilsen.
Det var ikke meningen at jeg ville gøre sådan, det var bare en refleks og en bevægelse vi har brugt da drengen var lille – for ligesom at supplere ordet ’stop’ når han gjorde ting han ikke måtte.
Men jeg hilste, så vred ud og sagde ‘Vil du så køre pænt!!?’

vred-bilist
Her efterfølgende er jeg bange for, at han alligevel ikke har tænkt sig at køre pænt fremover.

Share