[Nye læsere bør starte fra bunden]
Når jeg arbejde i Bahne kom der ind i mellem en lækker fyr ind i butikken.
Jeg ved faktisk ikke hvad sådan en lækker fyr lavede i Bahne. Måske var han et slags bud, eller også var han glad for at kigge på fine ting.
Måske kom han for at besøge mig? Jeg ved det ikke.
Den lækre fyr var ældre end mig, måske 20 år. Han havde sådan noget lyst og lidt krøllet hår …
Jeg kaldte ham Mads, bare for at føle at jeg kendte ham – hvad jeg jo næsten også gjorde.
Det var om onsdagen Mads kom ind i Bahne.
Nogen gange var klokken 15.05, andre gange var den 15. 11. En enkelt gang sneg klokken sig helt op på 15.28.
Når Mads kom ind i butikken stod han gerne og kiggede lidt rundt, så gik han hen til kassen. Her stod han og ventede til der kom en ekspedient. Mads gav en lille pakke til ekspedienten, som skulle skrive under på et stykke papir, med en kuglepen Mads havde holdt på.
Efter dette gik Mads ud af butikken igen. “Hej-hej” sagde han og smilede med hvide tænder.
Jeg tror faktisk at Mads var et slags bud.
Selvfølgelig kunne jeg ikke gå hen til Mads.
Det var ikke fordi jeg ikke turde, det var mere fordi jeg tænkte, at det var bedre om Mads gik hen til mig.
Jeg tænkte at den bedste måde, at få Mads til at komme hen til mig på, var at lade ham se mig i mit Bahneforklæde. På den måde kunne han se at jeg ikke bare var helt utrolig smuk – men også var fin nok til at arbejde i Bahne.
For en tid var onsdagene fantastiske i Bahne!
Allerede kl. 14.55 begyndte jeg at kredse om bluserne. Når jeg stod her, kunne Mads se mig, i mit Bahneforklæde, hele vejen hen til butikken. Når jeg stod ved bluserne, var det vigtigt at der var netop den rette mængde krøllede bluser.
Der skulle være nok til, at jeg kunne lægge sammen imens Mads gik hen mod og ind i butikken – men heller ikke flere end at jeg kunne gå efter Mads ind i butikken, uden at efterlade en bunke usammenlagte bluser i kurven.
– Jeg var sikker på at det var den slags sjusk Mads holdt for øje, og jeg var jo en fin Bahneansat.
Når Mads og jeg kom ind i butikken, var det vigtigt at Mads ikke så mig som den første. Hvis han gjorde det, ville han måske tænke at jeg kunne tage imod pakken, og skrive under med den kuglepen han havde holdt på.
Det var ikke fordi jeg ikke turde tage imod pakken, det var mere fordi jeg synes det var bedre, om jeg ikke gjorde det.
Det var altså vigtigt, at jeg sørgede for at holde mig på afstand af Mads og først lade ham se mig, når han allerede havde kontakt med en anden.
Til at starte med gik jeg bare lidt omkring på må og få og kiggede på Mads, imens jeg ordnede de fine ting på hylderne.
Problemet var bare, at Bahne ikke mente jeg burde gå og ordne de fine ting på hylderne. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor det ikke kunne blive en det af min liste, men Bahne mente ikke at det var lige så vigtigt som at ‘Ordne kælderen’ eller ‘Vaske toilettet’.
Bedst som jeg gik og satte en lille stenfugl lidt bedre på plads, kunne Bahne komme hen og mene, at jeg burde gå ned og feje kælderen, eller se til pappet.
Naturligvis prøvede jeg at tage chancen, men selvom det da gik godt nogle onsdage, oplevede jeg en større og større frygt; Tænk om Mads skulle overhøre mig blive beordret ned i kælderen, eller høre mig blive irettesat for ikke at have skuret wc-kummen! Hvad ville han ikke tænke?! Måske ville han tro, at jeg ikke var en rigtig ekspedient.
Det blev en trist og frygtsom tid i Bahne!
Hele tiden måtte jeg holde øje med om nogen så mig. Hele tiden måtte jeg sikre mig, at jeg var uden for Mads hørevide. Det blev mere og mere umuligt for mig at lade min indre skønhed udstråle lokkende mod Mads, når jeg gik i evig frygt blandt hylderne med de fine ting.
Heldigvis fandt jeg hurtig en fidus.
En hel uge brugte jeg i paprummet, på at udtænke min plan. Jeg lavede optegnelser over butikken, med en stribede linje for den rute Mads ville befinde på.
Jeg tog tid.
Jeg målte mellemrum mellem tingene i butikken. Jeg rykkede en smule hist og ganske lidt her.
Selvom det var hårdt, og jeg savnede både blusesammenlægning og mine gode pauser op af kosten, arbejdede jeg pligtskyldigt mod mit mål.
Onsdagen efter var jeg klar. Det hele afhang af timing.
Når Mads havde paseret mig foran bluserne, gik jeg ikke med ham ind som før. I stedet spænede jeg så hurtigt jeg kunne rundt om butikken og ind af bagvejen, op af trappen til første skjulested: Bordet med det fine stel og den lange dug.
Her rullede jeg mig ind, og fik pusten imens jeg kunne høre hvordan Mads fik kontakt med en ekspedient.
Næste skjulested: Stativet med de sjove postkort.
Når jeg stod bag stativet med postkort havde jeg godt udsyn. Når jeg var sikker på at kun Mads så i min retning stillede jeg mig lidt ud, rettede på mit Bahneforklæde og lod Mads beskue mig mens jeg kiggede ned og udsendte lokkende signaler.
3 skjulested: Stativet med de lange frakker.
Når jeg kravlede ned mellem frakkerne havde jeg fantastisk udsyn til Mads.
Jeg kunne se ham tage mod det underskrevede papir, vende rundt … og hurtigt som et lyn, hoppede jeg frem af frakkerne, og stod og rette på de fejlplacerede frakker og sende al min charme og skønhed direkte mod Mads på hans vej ud af butikken.
Når jeg sad mellem de lange frakker følte jeg mig lykkelig. Jeg følte hvordan mit hårde arbejde i paprummet havde båret frugt, og sendt mig videre mod kærligheden. Videre mod Mads.
… Altså det gik muligvis ikke sådan heeelt efter dén plan.
