– og jeg syntes da egentlig, at det er ganske naturligt at være en smule bekymret, når nu min lille pige er rykket på eget værelse.
Det kan da godt være, at hun hverken sidder eller kravler, og egentlig ligger mest på ryggen.
Men man kan da aldrig vide hvad hun laver om natten.
Heldigvis kan jeg stadig ligge vågen og høre hende sove – det gælder bare om at lytte bedre efter.
Forfatter: henkogthverdag
Det er gået ned ad bakke for Simba
-efter Løvernes konge, og alt det.
Heldigvis nåede vi at stoppe Simba, inden han fik smidt ‘skraldet’ ud.
Jeg tror aldrig det er sket før
– at jeg har smagt chokolade jeg ikke kunne lide. Eller det vil sige, chokoladen var egentlig fin nok, men der var ligesom en sur skal uden om.
Jeg ved virkelig ikke hvorfor der skulle være sådan en sur skal. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville bryde sig om den. Men det var der immervæk, den sure skal, og jeg blev mere og mere ærgerlig, hver gang jeg forsøgte at spise en chokolade.
Heldigvis fandt jeg en løsning. Hvis jeg skyndte mig at knase den sure skal, blev den blandet med chokoladen og smagte derved ikke så dårlig.
På den måde lykkedes det mig at spise alle chokoladerne.
Jeg spiste dem så hurtigt jeg kunne, for jeg er jo egentlig på kur.
Vores eget regnslag holder ikke tæt
– Så jeg er på udkig efter et der gør.
Jeg tænkte da ikke nærmere over, at jeg ikke lige havde været i bad/fået sovet/taget rent tøj på. -Og måske lignede lidt en bums.
Egentlig kan jeg da også godt se at det virkede lidt suspekt, at stå og mærke på deres barnevogn -jeg kendte dem jo ikke. Men jeg troede at jeg gjorde det så diskret, at de ikke ville bemærke det.
Det gjorde jeg åbenbart ikke.
Jeg forsøgte faktisk at forklare mig, men nu hvor pigen allerede var blevet bange, lod det ikke til at virke.
Jeg ved ikke hvorfor hun troede jeg hed Anja
– men det troede hun åbenbart.
Jeg studsede godt nok lidt over det, første gang hun kaldte mig det. Jeg tænkte da også på at rette hende, men så fik jeg det ikke gjort – og så virkede det dumt, at gøre anden gang hun sagde det.
Og så tænkte jeg, at det vel ikke gjorde det store at hedde Anja en stund – det er trods alt så sjældent vi løber på hinanden. Så jeg nikkede ivrigt når hun brugte mit nye navn.
…Måske jeg også jeg selv fik kaldt mig Anja, en enkelt gang – bare for at leve mig ind i rollen.
Det kunne have fungeret så godt, hvis ikke min nabo var kommet forbi.
Jeg overvejede en søforklaring om at Anja var mit mellemnavn, men jeg valgte bare at rejse mig og gå.
Det virkede lettere.
Det var lidt af et dilemma
– da det gik op for mig, at jeg havde glemt at tage deodorant på, inden jeg tog blusen på.
Jeg overvejede om jeg gad at tage blusen af igen, eller om jeg skulle forsøge påfører deodoranten under blusen, med fare for at fedte blusen til.
Til sidst valgte jeg helt at droppe deodoranten i dag. Jeg skal alligevel ingenting.
Måske skulle hun hjem og skide
-men jeg tvivler på, at det var derfor den pæne dame gik så hurtigt forbi os.
Sansynligvis havde hendens skyndsomhed, i stedet noget at gøre med den meget fækale samtale drengen havde gang i.
Når pigen har holdt en vågen den halve nat
– og drengen den anden halve, kan man godt være lidt træt der kl. 8 når lægen har telefontid.
Jeg syntes så egentlig også, at de strammer den lidt når de vælger en stille klassisk ventemusik.
Jeg vil forslå dem, at spille Rammstein i stedet. Så skal jeg nok kunne holde mig vågen.
Det har længe undret mig
-hvor alle de blå mærker kommer fra. Det er næsten dagligt jeg opdager nye.
Jeg har nu opklaret mysteriet.
Jeg overvejer at ønske mig et skjold.
Det var først da jeg var halvejs gennem historien
– anden gang, at den manglende respons mindede mig om, at jeg netop havde fortalt den.
Jeg valgte at fortælle historien helt færdig igen, selvom jeg efter min erkendelse, havde svært ved at opretholde fortællerglæden.
Selvfølgelig elsker jeg dem, men
-oven på sådan en juleferie, er det altså helt rart når hverdagen begynder og overlader mig med kún det barn der sover middagslur.
Han laver altså virkelig mange tegninger
-og mange af dem er kun med enkelte streger.
De har også ligget og flydt på gulvet i dagevis. Og de var altså virkelig ikke særlig gode.
Alligevel kan jeg godt her bagefter, få lidt dårlig samvittighed over, så brutalt at have smidt drengens tegninger ud.
Jeg kan stadig huske dengang jeg ofte sov til kl. 12
-selvom det efterhånden er en svag erindring, på lige fod med den om, at jeg engang gik i seng efter kl. 22.
Jeg kan også huske dengang, jeg anså det for en dårlig nat, hvis jeg havde fået under 7 timers søvn…
Jeg skulle have værdsat det noget mere.
Jeg overvejede at løbe en tur d. 30/12
-men så virkede det så trist, at løbe årets første tur dagen før nytårsaften.
Så jeg valgte at vente.
Jeg kunne selvfølgelig løbe en tur nu, men så vil jeg jo virke som en af alle ‘nytårsfortsæts-løberne’ … Så jeg er nok nødt til at vente.
Det er bare surt, når jeg nu ellers er så top-motiveret.
Når man holder jul for hele familien
– er det egentlig helt fint, at have en undskyldning for at forlade rummet.
Jeg overvejer hvad, jeg kan finde på til næste år.
Ind i mellem ville jeg ønske, at jeg var barn
Julen er gerne et af disse tidspunkter.
Den ér altså bare federe når man er 4 end når man er 30.
Heldigvis har jeg en 4-årig, der gerne vil huske mig på, hvor fantastisk juleaften er.
Glædelig jul!
Jeg er jo vant til at snakke med mig selv
– eller det er egentlig pigen jeg snakker til, hun svarer bare ikke, og så fører jeg begge dele af dialogen.
Derudover er der også mange juleting at holde styr på. Jeg har lidt travlt. Og så er jeg også træt.
Det er altså ikke fordi at jeg er skør, at jeg går og taler med mig selv.
Oppe i byen blev jeg dog pludselig opmærksom på folks blikke. Jeg tænkte, at det bedste at gøre var, at holde hånden til øret og sige højt ‘HALLO’. Så ville folk jo tro, at jeg talte i en telefon.
Nu er der ingen der tror, at jeg er skør.
Det startede egentlig som en god idé
– det med at købe én fælles julegave. En kærestegave.
De senere år har det måske ikke været helt så prangende gaver, men vi har alligevel gjort os umage.
I år glemte vi fulstændig vores egen gave.
Heldigvis havde min kæreste en god løsning.
Så bliver det alligevel en god jul.
Det med at have underbukser på hovedet
– imens vi dansede rundt i stuen, det var altså drengens idé.
Han var altså også med. Desværre er han bare så lav, at han ikke umiddelbart kan ses gennem vores vinduer.
Set i bagklogskabens lys, burde jeg nok ikke have forsøgt, at agere statue.
Jeg tror ikke de hoppede på den.
Jeg elsker når min dreng krammer mig
– Jeg elsker det især, når han ikke lige har haft hele hånden oppe i numsen.
…Men så igen, man må jo tage hvad man kan få.