Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. EDøddødn lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet

Share

11 meninger om “Velkommen tilbage”

  1. Da min mor døde stod jeg og græd med hovedet inde i køleskabet, mens jeg lod som om, jeg skulle hente noget. Jeg ville ikke have, at min børn skulle se min sorg. I hvert fald ikke hele tiden og slet ikke i den lange tid efter. Man kan på den måde godt sige, at jeg forsøgte at holde hovedet koldt. Men det kan man jo ikke hele tiden. Kram til dig

  2. Kan slet ikke sætte mig ind i, hvor svært du har det lige nu. Av, det må være hårdt. 😢
    Men er glad for du er lidt tilbage og håber det kan hjælpe dig på vej, i din sorg.

    Sender end masse varme tanker, til dig og din familie ❤️

  3. Min datter døde for snart 5 1/2 siden – det er overhovedet ikke til at forstå! Hvor blev hun af og hvornår skal jeg holde om hende igen…??? Når min tid er inde og mine unger er klar til at undvære deres mor…men bliver man nogen sinde det???

  4. Min far døde da jeg var 15-16 år. Jeg er nu 40, og sorgen er selvfølgelig ikke rå på samme måde mere. Men jeg tænker ofte at nu må han da gerne snart se at komme tilbage, vi har seriøst meget vi skal have catchet op på…
    Der er noget ved det absolut endelig ved døden m, som jeg heller ikke helt har vænnet mig til endnu på trods af flere dødsfald i nær og fjern familie gennem årerne.
    De aller bedste ønsker og virtuelle kram til dig

  5. Jeg kondolerer mange, mange gange og sender dig de varmeste tanker. Jeg kan ikke forestille mig den smerte, du må gennemgå lige nu ❤️
    Jeg vil som andre dog også sige, at det er skønt at have dig “tilbage” – selvom det ikke er af de bedste grunde. Jeg tænkte faktisk på dig/din blog den anden dag, for jeg kom først på BlogLovin’ efter du tog en pause, og jeg lovede mig selv at få fulgt den blog, så jeg var “klar”, når en forhåbentlig kom tilbage en dag. Nu kom BlogLovin’ mig så i forkøbet (tak for blog-forslag!), og jeg glæder mig til en masse gode, velskrevne og veltegnede indlæg i fremtiden 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *