Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.
…
Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

En lille pose mor

Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.

Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.
…
Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
pose_med_mor

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Iværksætter som 7 årig…

Drengen og jeg har startet et lille iværksætteri.
Vi kalder os Små ideer, og laver plakater… eller det vil sige; drengen gør – jeg hjælper bare lidt med optegning, tryk osv. Alle ord og tegninger er Milos værk.

Vi har oplevet en stor interesse, og har derfor valgt at få trykt et lille oplag – 10 af hver, som nu er til salg.
Plakaterne er i A2 str. (420×594 mm) og sælges inkl. B-porto til 225.- kr.
Alle penge, går naturligvis til drengen – der sandsynligvis vil bruge dem på Lego, opfindergrej, eller bøger.

Plakaterne kan købes her.

a-c-c_ramme
blade_a4_ramme

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.
…
Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus

Nej! Jeg hedder Tidsel! TIS-el!

– Jeg er jo folkeskolelærer.

Lad mig være ærlig og sige, at det ikke var mit første valg på jobpaletten. Dog er det er et job, jeg på grund af en god arbejdsplads og søde kollegaer har lært at holde af.
Det også selvom jeg ofte føler, at jeg bliver nødt til at iklæde mig en maske af surhed, for at få, bare en smule, respekt og ro i timerne.

Lige for tiden, og indtil mit faste skema træder i kraft, er jeg vikar …
Hvilket betyder at surhedsmasken pt. skal klæbes så fast, at den næsten gør ondt.
Jeg hader den maske. Især fordi jeg indenunder er sådan en sød, umiddelbar, fjollet og kreativ person. Jeg er faktisk meget lidt sur. Meget lidt hård.

Problemet med min maske er også, at når kaoset og larmen i klassen når et vist punkt, så presser masken mod min hjernen, så den vælger at fokusere på nogle, måske ikke helt oplagte ting.
Som når klassen i kor råber: “Hun hedder TIDSEL!” “Ha-ha-ha! TIDSEL.”
Og en lille pige, midt i det hele, prikker mig på skulderen og siger: “Peter kalder dig TIS.” Ja, så synes min hjerne, at det vigtige her, er at forklare den lille pige hvordan Tidsel udtales.
“Det er TIS-el! TIS-el.” “Jeg hedder TIS-el!”
…
Godt jeg snart får et fast skema.
tidsel

At snakke død med børn

– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.
…
Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.

I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:
hvor_er_mormors_ben
Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.

Undskyld når jeg lyver

– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.

Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.

Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
lukker_doeren