Et år uden en mor

Snart er det et år siden min mor døde.
Hun døde den sidste dag i september 2016. Den sidste dag inden efteråret for alvor satte ind. Min mor har altid holdt mest af sommeren; lyset og varmen. Hun ville have det sidste med.

Døden er en mærkelig ting.
Jeg har altid været i tvivl, om der var noget efter døden – eller om døden virkelig var det endelige stoppested, for både sjæl og legeme. Efter at have set min mor dø, er jeg ikke længere i tvivl.
Hvad, hvordan, eller hvorhen har jeg stadig ingen idé om. Men noget forsvandt fra min mor, der i dødsøjeblikket.
Måske bare en bunke energi. Måske hendes sjæl.
Kroppen der lå tilbage var blot et hylster; min mor var væk – fløjet op til fuglene, som vi fortalte vores børn.
Nu tror de, at hun er en fugl. Måske er hun.

Døden er en mærkelig ting.
Min mor havde sådan ønsket sig, at opleve et sidste tordenvejr – sådan et med rusk og regn, på de store ruder på hospicet. Et par timer efter hun døde sortenes solen, og et uvejr brød løs.
Et sidste farvel? Eller bare omskifteligt efterårsvejr?
I situationen var vi alle parate til at ligge skepsis og sund fornuft på hylden, og tro at det var hende der fremkaldte tordenvejret.
En lille del af mig, tænker stadig, at det er hende, hver gang det tordner.

Døden er en mærkelig ting.
I 2 og et halvt år var min mor syg. Næsten et år passede jeg hende.
Så utrolig mange gange, troede vi at nu var det op over, nu døde hun nok snart. Så utrolig mange gange tog vi fejl.
Hendes sidste måned på hospice var ligeledes, og i den, grad fyldt med tanker om, at nu var det nu. Men på samme tid, forventede vi næsten ikke at det ville ske; hun havde jo været syg så længe, at det var blevet normalt. Blevet hverdag.
Dagen inden hun døde, var der noget i mig, der fik mig til at vende om i døren, og gå tilbage og sige et  “Jeg elsker dig mor”
Aldrig vil jeg glemme den glæde og taknemmelighede jeg så i hendes øjne, da hun kiggede op på mig og sagde “Tak”
Morgenen efter døde hun.

Snart er det et år siden.
Jeg ville gerne skrive, at det er blevet lettere. Men det ville kun være en halv sandhed. Sorgen er blevet mindre, ja. De første måneders konstante gråd og tomhed er drevet over.
Men savnet er blevet større. Jeg tænker stadig på hende hver dag. Jeg savner hende stadig hver dag, og mere og mere, for hver dag der går uden hende.
Jeg kan stadig ikke forstå at hun er død, og at alt det hun var; det rum hun fyldte ud, nu er tomt.
Alligevel går livet videre, og vi glemmer lidt hvordan det var, dengang hun var en del af os. Vi skaber en ny virkelighed; en uden min mor.
Om 10 år, vil hun nok kun være et svagt minde for min dreng. Om 10 år, vil min pige sikkert have glemt hende.
Vil jeg glemme? Det er en ting jeg virkelig frygter, for selvom at det gør ondt at huske, tager jeg gerne smerten frem for glemslen.
Måske vil jeg glemme små ting, måske også et par af de store.
Måske. Dog jeg vil altid huske hendes sidste ord til mig; – Og jeg elsker også dig!