Kategori: Mor

Sat fri

Min mor er død.
Min far er død.

Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.

Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.

En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?

Forældreløs

Jeg har sat mig for at skrive. Skrive historierne; mine forældres.
Formidle minderne og låse dem fast på papir. De er hvad jeg har nu, de skal ikke slippe væk.

Det føles andreledes det her tab. Mindre smertefuldt end tabet af min mor. Min mor var syg så længe, hun forsvandt langsomt, med mig som nærmeste vidne. Jeg var også mere knyttet til min mor, hun var min forældre, hvor min far altid har føltes mere som en ven.
Der var kærlighed begge steder, med den var dybere og langt mere ren til min mor. Mindre konfliktfyldt.
Måske er det derfor, at dette tab ikke gør helt så ondt? Måske har det bare ikke ramt mig helt endnu.

Nu er jeg forældreløs. Uden forældre – uden familie, ud over den jeg selv har skabt. Det føles tomt, som om at barnet Sidsel nu for evigt et væk – som er hun holdt op med at eksisterer fra den ene dag til den anden.
Jeg er alene med min fortid. Bare mig. Den eneste der huske hvordan den var. Hvad hvis jeg glemmer, eller husker forkert?

Derfor skriver jeg. Jeg prøver at huske alt det vigtige og skrive det ned. Et dokument på computeren bliver mit eneste vidne.

Min temasang…

– ville være SÅ meget sejere, hvis ikke Sofus-sangen efter ekstreme gentagelser, er den absolut eneste jeg kan huske.
Her var det så, at Sofus-sangen skulle have været med i GIF ‘en … men altså det virker ikke. Så vi synger den lige selv i stedet for, kom: ” Sofus – Sofus – Sofuuus. Ud på farten op af sted på vej. Sofus – Sofus – Sofus…”
…
Og hvis I så alle sammen lige skifter Sofus ud med Sidsel, så er det da på en måde, næsten en rimelig sej temasang, ikke?

I dag ville pigen KUN have sin far

– Til at starte med var jeg vældig trist og ked af, at blive fravalgt af min syge datter.
Min kærestes hoveren og snak om at hun jo var ‘fars pige’ gjorde faktisk kun ondt værre…
Baby vil kun have far
… Indtil jeg kom i tanke om, hvordan det egentlig er at have et sygt barn klistrende til en, en hel dag.
Så var det som om mit humør blev sådan helt godt igen.
Baby vil kun have far 1
Jeg tror desværre også, at min kæreste er nødt til at sove med hende i nat.
Hun vil jo kun have ham.

Jeg er faktisk slet ikke så arrogant

– og slet ikke over for drengen.
Det var bare lige som at jeg måtte komme med et eller andet modspil, efter at han i 15 minutter, havde belært mig om hvor fantastisk klog han var, og om hvor meget mere end mig han vidste. Om alting!
Det var jo derfor jeg begyndte at snakke lidt om DNA-molekyler og celledelinger.
…
Det var altså virkelig sagt mest i sjov, rare mennesker. Havde I dog bare hørt de foregående 15 minutter.
Det stakkels barn

Det var først da jeg selv fik børn

– At jeg for alvor værdsatte min egen mor.
Så tak mor.
Tak for alle de madpakker du smurte, alt det tøj du vaskede, og alle de lege du legede – igen og igen.
Tak for alle de timer du lyttede, al den tid du ventede og for alle de nætter du trøstede.
Tak mor, tak for alle de kram du gav og for alle kyssende. Tak fordi du bed irritation og træthed i dig -og erstattede det med kærlighed.
Tak mor!
Mors dag

Godt nok er vi begge mødre

– Men der var ikke derfor.
Det var fordi der var rødt og så skal man jo stoppe, det ved enhver.
Det kan da godt være at vovepelse ville have givet pokker i rødt lys, der klokken er 2 om natten. Men ikke os.
Rødt lys er altså ikke sat der for sjov skyld! Og så er det i øvrigt ligegyldigt om der ingen biler er.
Faktisk tror jeg ikke, at nogen af os så meget som overvejede muligheden ‘bare at gå over.’
– Der var jo rødt.
venter-for-rødtDa der blev grønt fortsatte vi den vilde bytur.