Forfatter: henkogthverdag

En henkogt hverdag

Igår var det Hourly comic day, hvilket går ud på at man skal tegne en tegning hver time man er vågen.
Jeg var med, og jeg må sige at jeg var ret glad for at jeg kun tegnede på post-its. 17 tegninger er faktisk ret mange på en dag!
Jeg tegnede min dag som den udspillede sig – en ret typisk dag faktisk.
Jer der følger med på Instagram, kunne følge med “live” igennem dagen i går.
Herunder har jeg samlet alle timerne.
En henkogt hverdag

Undskyld … men hvornår dør du egentlig?

Da jeg postede mit indlæg i fredags, havde jeg slet ikke regnet med den kæmpe opbakning og alle de virtuelle krammere I sendte min vej. I er virkelig nogle fantastiske læsere!
Tak fordi I er her!

En skrev, at hun havde svært ved at skrive noget, uden at virke en smule morbid.
Selvom jeg nu synes, at det lykkedes ret godt for hende, så kan netop dét med at undgå at virke morbid, godt være svært. Faktisk så svært at jeg efterhånden dagligt finder mig selv tænke eller sige ting, der egentlig er ganske upassende.
Ting som: “Gad vide hvor langt jeg egentlig ville kunne løbe med min mor på ryggen, nu hvor hun har tabt sig så meget?” Eller “Ulempen ved at hun ikke tabte sit hår i kemo, er at det er så pokkers svært at vaske…”
-Eller den hyppigste af dem alle: “Gad vide hvornår hun dør?”

I starten blev jeg nærmest flov, når sådan en tanke poppede op og skyndte mig at gemme den væk.
Det gør jeg ikke mere, for helt ærligt så tror jeg at lidt morbide tanker, kan være ganske sunde -også når det kommer til at nedbryde tabuet omkring sygdom og død.
Ikke at man skal glemme alt om finfølelse, men nogle gange er det altså virkelig befriende også at kunne grine lidt, af hele den i grunden absurde situation man står i.
hvornår_dør_du

"Kræft æde mig"…

– Egentlig ikke et udtryk min mor har brugt.  Alligevel er det det der er ved at ske. Kræften æder hende. Æder hende op indefra – æder løs af hendes muskler og hendes fedt. Æder af den person hun var engang.

Jeg tror at alle der har været tæt på en døende person, vil være enige når jeg siger at det ikke er til at holde ud; tankerne, følelserne. Det der var og det der kommer.
Det er en venten på noget man ikke ønsker. En slags limbo hvor man er fanget i tid og rum, hvor man længes efter at slippe fri -men samtidig holder krampagtigt fast i det der er.
Det er ikke til at holde ud.
Alligevel holder man det ud; sygdom bliver hverdag og noget man snakker om over aftensbordet. Døden flytter ind som en jævnlig tanke, som kun gør rigtig ondt når man giver sig selv lov til at tænke over, hvad den egentlig betyder.
Jeg hader det.

Min mor elsker jeg.
I går var vi nede i hendes galleri. Det er første gang i den måned jeg nu har haft plejeorlov hos hende.
Vi sad dernede i 15 minutter, kiggede rundt på alle hendes værker og græd over alt det hun engang kunne og ikke længere kan.
“Der er bare så meget at sige farvel til.” Sagde min mor og jeg kunne kun være enig.
Gad vide om hun kommer ned i sit galleri igen?

______________________
Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive om min mors sygdom her på bloggen.
Jeg har været i tvivl om det ville passe ind, på denne humor/hverdagsblog. Jeg har overvejet om jeg turde åbne for dén skuffe og lade så mange mennesker kigge med.
Jeg har også været i tvivl, om om jeg overhovedet kunne fortsætte med mine almindelige hverdagstegninger, når en så alvorlig ting er ved at ske. Og om det ville virke forkert og grotesk at tegne om pinlige indkøb og fjollede børnehistorier når min mor er ved at dø…
Det er muligt at det er en smule grotesk … men det er stadig min hverdag. Alt er ikke sygdom og død (heldigvis!) og helt ærlig, så er det lidt en befrielse at kunne rette fokus mod noget helt andet herinde.
Hverdagstegningerne bliver. Humoren også.

Og død? Kan man virkelig spice det hele op med lidt sygdom og død også?
Jeg tager jeg chancen. For dét er også min hverdag og det føles godt at sætte ord på. Jeg har en del tegninger om emnet planlagt også.
Jeg håber at kan leve med at skuffer bliver åbnet, og der bliver jongleret godt og grundigt med humor, hverdag og død herinde.

Postkort -en konkurrence

Jeg har mange postkort.
– Både de lidt større (ca.15×19 cm.), som jeg klippede ud af mine kalendere og helt almindelige postkort i helt almindelig postkortstørrelse.
Istedet for bare at gå og glæde mig over mine mange postkort, som jeg plejer, laver jeg nu en lille konkurrence hvor du kan vinde et sæt af dem du ser her.
Det eneste du skal gøre, er at smide en kommentar her, på facebook eller på Google+.
Jeg trækker lod om 10 dage -tirsdag d.19/1.
postkort_konkurrence
– Og til dig der hellere ville have haft en mulepose eller en t-shirt, så kan begge dele købes lige HER i min nye shop.

2015 – Året hvor jeg kunne leve af at tegne…

Det var i hvert fald planen, og også mit nytårsfortsæt sidste år.
2015 blev ikke året hvor jeg kunne leve af at tegne. Slet ikke.

I stedet blev 2015 et år præget af sygdom. Det blev sgu et hårdt år, 2015.
2016 bliver også hårdt, for det bliver (nok) det år hvor min mor dør.
Lige nu er jeg afklaret. Jeg har taget plejeorlov og gør mit allerbedste for at min mors sidste tid bliver så god som mulig. At den også bliver sammen med mig, er jeg utrolig lykkelig for!
Lige nu er jeg afklaret, men det går over og så vælter min verden igen. Jeg ved det -jeg har prøvet det før.

2015 var også året hvor jeg fik fast arbejde, det første jeg har haft. På mange måder drømmejobbet -på nogle måder ikke.

Men hvad så med  2016, hvor tager det hen?
Jeg ved at 2016 vil komme ned af de mere følelsesladede veje – og nok også helt ud i rabatten ind i mellem. Det vil komme ud i mørket hvor døden huserer.
– Men det er okay, for jeg er sikker på at det også svinger forbi nogle helt fantastiske steder ind i mellem. Steder med lys og liv. Det gør de altid de år.

I sidste halvdel af 2015 var tid en mangelvare, og min hjerne var fuld af forældresamtaler, undervisningsmaterialer og frygt for hvordan næste time nu skulle gå. Den lille del der var tilbage blev ædt op af bekymring og dårlig samvittighed over for min mor -og mine børn.
Nu har jeg tid. Tid til min mor, og fordi jeg ved at jeg nu gør alt hvad jeg kan for hende, også tid til mig selv og til mine børn. Ro i hovedet og på en måde mere ro i sindet end jeg har haft meget, meget længe.
Det er den slags ro der får kreativiteten til at blomstre. Jeg kan allerede mærke det: Jamen er det ikke fantastisk, lige som jeg troede at mit bære med ideer var tømt.

Ro. Kreativitet. Død. Hverdag. Kærlighed. Børn.
Og livet – især livet, vil præge mit 2016 også lige her på bloggen. Jeg satser på at det stadig bliver lidt sjovt ind i mellem.

Vi ses.
Nytår 2016