Forfatter: henkogthverdag

[Nye læsere bør starte fra bunden]

Om torsdagen holdt de eftermiddagsmøde i Bahne. Når Bahne skulle holde eftermiddagsmøde blev jeg, som deres hjælpepige, sendt ned for at hente smørrebrød hos Den gode slagter.
Sådan set kunne jeg godt lide at hente smørrebrødet, for det gav mig rig mulighed for at blive set i mit Bahne-forklæde. Når jeg gik den korte vej til Den gode slagter gik jeg hurtigt og målrettet. Jeg passede på ikke at smile – så folk kunne se, at jeg var vigtig person uden tid til pjank og fjas!
Jeg nikkede kort til Den gode slagter, og bad så om kassen med smørrebrød. Jeg så ingen grund til venlighed – han var trods alt bare en slagter; og jeg en Bahne-ansat.

Jo, for så vidt var det godt nok, at hente smørrebrødet til eftermiddagsmødet.
Det var mere dét at aflevere det, der var problemet.

Min vagt sluttede imens mødet var igang, så Bahne mente åbenbart ikke, at de burde bestille mad til mig også.
Jeg forstod aldrig helt hvorfor, for jeg kunne sagtens have spist det på vej hjem; SÅ højtbelagt var det altså heller ikke.
Det at skulle bære smørrebrødet den lange vej, og så end ikke måtte tage bare ét lille stykke selv; det føltes som noget nær tortur!
Men ikke nok med det; når jeg skulle hjem, var jeg tvunget til at gå forbi køkkenet. Derinde sad de alle sammen og mæskede sig i det smørrebrød jeg, den lille hjælpe-pige, havde hentet.
Det var den slags uretfærdighed, der kunne få selv den bedste dag med bluse-sammenlægning, og bobleplast-hopning til at virke både trist og grå.
Helt slemt blev det da jeg, allerede om onsdagen, begyndte at frygte torsdagens kommen, med al dens uretfærdighed. Da vidste jeg, at jeg måtte gribe til handling! – Ikke bare for min egen skyld, men mere for bekæmpe den uretfærdighed der blev begået.

Selvfølgelig prøvede jeg først bare at snuppe et par madder fra kassen, men Bahne var åbenbart så nøjeregnende at de vidste præcis hvor mange madder der skulle være. – Og selvom de da fik dem erstattet hos Den gode slagter, mente jeg alligevel at det ville være uklogt at fortsætte.
Så prøvede jeg at pille lidt i pynten; spise en reje hist og en agurkskive her, men selvom at det ikke blev opdaget, følte jeg alligevel ikke at retfærdigheden var sket fyldest.

Det blev en meget sulten og uretfærdig tid i Bahne.

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
 Når jeg gik af kældervejen tilbage, kunne jeg gøre holdt i paprummet.
Her kunne jeg åbne kassen med smørrebrød, og med papkniven forsigtigt skære tynde skiver af alle madderne.
Det var noget der krævede præcision og tålmodighed.
Jeg startede naturligvis med de lette madder – dem med smørepålæg.
Langsomt opøvede jeg min teknik, og efter nogen tid mestrede jeg også skivepålæget: Her gjaldt det om først at skære en tynd skive ef brødet, og bagefter dykke ned under den italienske salat eller mayonnaisen og først hér skære noget af pålæget, så enderne forblev intakte.
Den dag det lykkedes mig at fritlægge et lille stykke af fiskefileten uden at det kunne ses, blev jeg så stolt at jeg nær var hoppet på noget bobleplast, af bar begejstring.
Når jeg sad der i paprummet og skiveskar smørrebrød, følte jeg mig retsindig. Jeg følte, at jeg med min papkniv og min skære-pille-teknik, vandt en lille kamp for de små.

Når jeg havde skåret tynde skiver af alle madderne, brugte jeg et lille stykke pap til lige at hvirvle op i pynten. Så gemte jeg mine madder på en serviet bag en kasse, så jeg let kunne komme tilbage og nyde dem inden min 2-timers vagt sluttede.
Efter dette lille tiltag, blev torsdagene helt gode.