Kære mand på toilettet

Det var ikke for at gøre nar.

Det var ikke dig, jeg sagde den der pruttelyd af.
Jeg er jo bare ikke vant til, at nogen benytter dét toilet på arbejdet.

Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde den – det var bare en lyd; sådan en lidt “det er en lang dag i dag – tungen ud af munden – lyd”.

Prut.

– Og det var altså med munden jeg sagde lyden…
Det var ikke fordi, jeg ikke kunne holde mig, og stod og små-pruttede, imens jeg hev i døren. Det var det ikke.
– Og undskyld at jeg hev sådan i døren. Jeg er jo bare ikke vant til at nogen benytter dét toilet.

Undskyld.

Siden sidst

Tiden går. Hurtigt.
Ind imellem føles det, som i går min far døde. Og som om, det kun er et øjeblik siden, jeg pakkede mine sidste ting ud i mit nye hus.
Ind imellem tænker jeg, at jeg da netop er kommet ud af mit forhold til børnenes far. Det er jeg ikke. Det er et år siden.
Et år…

Ind imellem er det modsat: Alt det der er sket på dette sidste år, alle de følelser følt, alle de tanker tænkt. For slet ikke at tale om mængden af tåre og snot. Alt det på kun et år. Utroligt.

Nu er alt nyt.
Nyt hus, nyt job, ny kæreste. Børnene er de samme. Heldigvis.

Følelsen af rodfæste er også ny. Ny og stadig ikke konstant, men den er der oftere og oftere; følelsen af at være tilstede i mit liv, og ikke blot – som i så mange måneder efter bruddet; en følelse af at være frit svævende et sted udenfor mig selv. En følelse af, at sammenhængen mellem ‘mig’ og ‘jeg’ manglede. Følelsen af at være ingen og intet. Skræmmende. Langvarigt.

Pludselig at blive opmærksom på sit hjerte i halsen, bankene.
Musklerne spændte, rystene.
Uro – stress – angst. Ofte.

Gå i seng om aftenen, men ikke kunne sove, fordi ens hjerne arbejder på højtryk og ens krop er i yderste alarmberedskab. Stå op næste morgen, efter igen at have “leget søvn” en hel nat. Være mor, hænge sammen. Eller prøve på det. Bare prøve.
Græde så ofte og så let. Bryde sammen over ingenting – tage alt nært. Fuldstændig filterløs.

Tænke – tænke – tænke. Føle. Bearbejde, mærke efter, se ind ad og pille i sin egen navle.

Mediterer, gå, løbe – eller prøve på det.
Spise sundt, droppe kaffe, droppe alkohold. Gå i terapi, til psykolog og hypnotisør. Snakke med venner og med kæresten, snakke, græde, snakke.
Skrive. Læse.
Overholde sovetider og faste rutiner. Skære ned på skærmforbrug.
Finde ro – eller prøve på det.

Uro – stress – angst. Stadigvæk.
Stå op efter at have “leget søvn” og gøre det hele forfra.

Det er stadig sådan, men er ikke længere konstant.
Jeg får stadig følelsen af at have mistet mig selv, et sted på vejen, men den slipper og jeg mærker oftere og længere roen og trygheden i at være mig.
Lige her. Lige nu. Mig. Smilende.

2 liv

I morgen får jeg mine børn hjem.
I morgen starter mit andet liv; livet som mor.
I sidste uge var jeg kæreste. Bare mig og ham og al tid i verden. Det store savn til mine børn, der blandede sig med glæden over igen at kunne falde i søvn i hans arme.

Nu er jeg hjemme. Igen.
Igen i gang med at varme mit kolde hus op, igen i gang med at lægge madplan og købe ind, tjekke at børnenes tøj er vasket og at deres værelser i bare nogenlunde stand.
Snart kommer de hjem. Mine børn. Snart starter mit andet liv med madpakker, aftensmad på bestemte tidspunkter, kaos og glæde. Mest glæde.
Og kærlighed.
Snart er jeg igen kæreste på deltid og når det lige passer ind.

Denne uge med børn vil også gå. Den vil gå så uendelig hurtigt, og mine børn vil tage hjem til deres andet liv – med deres far, og efterlade mig med et hul i hjertet formet af savn. Efterlade mig til kærestelivet, alenetid og tosomhed med kys og lykke.
– Men mest af alt, vil det efterlade mig med længslen mod, at mine børn igen vender hjem og gør mig hel.