Pinligt – Side 2 – henkogthverdag.dk

Jeg så altså ikke porno

– Jeg så Sex and the City.
Det havde du også fundet ud af, vinduespudser, hvis du ikke havde skyndt dig sådan væk.

– Altså den sidste lakrids i pakken.
Jeg havde glædet mig til at spise den, men havde kun lige fået den ind i munden, da jeg kom til at hoste og den røg ud.
Faktisk overvejede jeg det ikke, da jeg satte mig i vejkanten og fiskede den op og ind i munden igen.
Det var jo den sidste.
Det var først da den pæne far fra drengens børnehave pluselig stod der, at jeg overvejede om det nu havde været den rigtige beslutning, at tage lakrisen direkte fra jorden og ind i munden.
Jeg mener; Han kunne jo tro at jeg var ulækker.

Det havde jo været så hyggeligt

– at snakke med den anden mor på legepladsen, imens drengene legede.
Hun virkede også til at have hygget sig, da vi sagde ‘hej-hej’ første gang.
Men så havde jeg glemt mine solbriller, og bad drengen vente imens jeg gik tilbage efter dem.
De var der godt nok ikke, men så gik jeg jo forbi moren igen.
Jeg tænkte at det da ville være uhøfligt ikke at sige farvel, nu jeg gik lige forbi hende. Så jeg sagde ‘hej-hej’ igen.
…
Og så kom jeg i tanke om at solbrillerne vist lå ved gyngen. Ja, det var dér drengen havde lånt dem, og så smidt dem.
Så jeg gik tilbage igen.
Denne gang ville jeg heller ikke være uhøflig, og selvom jeg godt fornemmede at stemningen var blevet en smule akavet, sagde jeg ‘hej-hej’ igen.
Solbrillerne var der ikke.

Da jeg kom tilbage, mente drengen desværre, at han havde lagt mine solbriller på bordet.
Jeg må indrømme at jeg overvejede ganske meget om de var det værd, solbrillerne. Men så igen, foråret er jo lige startet, og det ville da være surt ikke at have nogen solbriller.
Så jeg gik tilbage.
Egentlig tænkte jeg, at jeg ville sige noget til moren om at det altså var pga. de forsvundne solbriller, og ikke bare fordi jeg var sær, at jeg rendte frem og tilbage og sagde ‘hej-hej’.
– Men så virkede hun pludselig så sur, som hun stod der og undgik mit blik, at det var svært at komme med en lang forklaring. Så jeg nøjes med at sige ‘hej-hej’ igen.

Da jeg kom tilbage havde drengen fundet mine solbriller i hans lomme.

Jeg bruger altså ikke sut

– Det var fordi jeg var lidt stresset, at jeg stak sutten i munden da jeg fandt den. – Altså for at have hænderne fri til at få ryddet det sidste op inden gæsterne kom
Jeg ville jo have taget den ud af munden igen, men så ringede det på døren og jeg fik det ikke lige gjort før jeg åbnede.
Det var også fordi jeg var lidt stresset, at jeg slog den høje latter op og sagde ‘ HA HA HA hvad laver den dog dér??!!’ da jeg blev opmærksom på sutten i min mund.
…
Måske burde jeg ikke have stukket den tilbage i munden, da jeg skulle skrive under på modtagelsen af pakken, men jeg var altså ret stresset.
Jeg skal virkelig huske ikke at have sut i munden, næste gang jeg åbner for posten.

Jeg er jo vant til at være meget alene

– Eller pigen er der jo også, men hun bekymrer sig ikke så meget om hvad jeg siger eller gør.
Jeg ved da også godt at det er ret barnligt, sådan at syntes en stor bøvs er sjov -og lidt sej, men igen; jeg kommer altså ikke så meget ud, og må ofte tage til takke med den sjov jeg selv kan finde på.
Jeg ville sådan set også have forklaret det pæne ægtepar, at det var derfor jeg sad der i haven og bøvsede højt, og at det ikke var af dem jeg bøvsede.
– Men de virkede som om de skulle skynde sig et sted hen.

Jeg troede jo ikke der var nogen

– det var også mørkt – og desuden er Robbie Williams’ ‘Get the joke’ mere en danse-sang end en løbe-sang.
De havde sikkert været enige, hvis de altså havde kunne høre sangen.

Jeg ville jo ikke købe deres hus

– Jeg blev bare nysgerrig da jeg så ‘Til salg’ skiltet, og så listede jeg mig ind – og gik rundt i deres have og kiggede ind af vinduerne.
Jeg troede jo ikke at der boede nogen.
Det gjorde der. De blev også meget glade over at jeg muligvis ville købe deres hus. -Altså efter at de havde været lidt sure over at jeg gik og lurede.
Egentlig ville jeg ikke have sagt at jeg og kæresten overvejede at købe deres hus. Eller det med at vi var meget interesserede, og håbede på at det blev dét. Det var bare ligesom om det virkede som det rigtige at sige, efter de havde inviteret mig ind og kigge.
Sådan set var det også et dejligt hus, og jeg ville mægtig gerne have købt det – hvis vi skulle have et hus, vel at mærke.
Vi gav hånd da vi tog afsked, og aftalte at jeg skulle kontakte deres ejendomsmægler og finde en tid til rigtig fremvisning.

Jeg håber ikke de bliver for kede af det, når de aldrig hører fra mig igen.

Det var ikke mig selv jeg postede brevet til

– det det var til drengen.
Han er så glad for at få post, så jeg tænkte jeg ville overraske ham med et brev. Det var derfor jeg lagde brevet i vores egen postkasse.
Men så gad drengen ikke kigge i postkassen.
– Og så måtte jeg selv hente mit brev .

Det var altså virkelig derfor.

Det virkede bare ikke helt som om min genbo troede på min historie, da han så mig i færd med at hente det brev, han lige havde set mig poste.

Det var mig der havde skrevet pik og lort

– med skumbogstaverne på legetæppet.
Jeg syntes egentlig det var ganske sjovt, og så meget sjovt sker der jo heller ikke for tiden, så jeg lod det stå.
Og så glemte jeg det.
Desværre gjorde det stemningen så underlig akavet da sundhedsplejesken var på besøg.
Jeg kunne se at hun havde bemærket det, og hun kunne se, at jeg kunne se det. Jeg overvejede at forklare, men tænkte at en forklaring muligvis ville gøre situationen værre.
Så jeg sagde ingenting.

Åbenbart vidste hun heller, ikke hvad hun skulle sige til det. Og så var vi stille en stund.

Jeg kunne da godt se, at det ikke rigtig lignede hende

– men hårfarven passede, og så gik jeg ud fra at det bare var mig der huskede lidt dårligt.
Desuden var jeg sikker på at det var dér, jeg havde jo været der en gang før.
En anden gang dobbelttjekker jeg adressen, inden jeg parkerer min barnevogn i fremmede menneskers skur.

Vores eget regnslag holder ikke tæt

– Så jeg er på udkig efter et der gør.
Jeg tænkte da ikke nærmere over, at jeg ikke lige havde været i bad/fået sovet/taget rent tøj på. -Og måske lignede lidt en bums.
Egentlig kan jeg da også godt se at det virkede lidt suspekt, at stå og mærke på deres barnevogn -jeg kendte dem jo ikke. Men jeg troede at jeg gjorde det så diskret, at de ikke ville bemærke det.
Det gjorde jeg åbenbart ikke.

Jeg forsøgte faktisk at forklare mig, men nu hvor pigen allerede var blevet bange, lod det ikke til at virke.

Jeg er jo vant til at snakke med mig selv

– eller det er egentlig pigen jeg snakker til, hun svarer bare ikke, og så fører jeg begge dele af dialogen.
Derudover er der også mange juleting at holde styr på. Jeg har lidt travlt. Og så er jeg også træt.
Det er altså ikke fordi at jeg er skør, at jeg går og taler med mig selv.

Oppe i byen blev jeg dog pludselig opmærksom på folks blikke. Jeg tænkte, at det bedste at gøre var, at holde hånden til øret og sige højt ‘HALLO’. Så ville folk jo tro, at jeg talte i en telefon.
Nu er der ingen der tror, at jeg er skør.

Jeg ville have købt nogle lommetørklæder

– men det havde jeg glemt.
Jeg havde dog, på vej ud af døren, kastet noget toiletpapir ned i tasken.
Det var bare ligesom om, at det rigtige tidspunkt til at trække krøllet toiletpapir frem og pudse næse, ikke kom.
Jeg prøvede da med lidt forsigtige snøft, men jeg kunne heller ikke lide at lave det helt store indtræk af snot -der i den fine bank.
Til sidst gik det galt.

Jeg valgte at tørre snotten af i ærmet.
Alligevel virkede den pæne bankdame, ikke særlig glad for at give hånd da vi tog afsked.

Det var fordi jeg ikke hørte ordentlig efter

– at jeg ikke hørte pizzamandens ‘Et øjeblik’.
Jeg havde jo øvet mig i enetalen: ‘God aften. Kan jeg bestille noget mad til afhentning … En nr. 54, en nr. 11 og en nr. 76 med salatmayonnaise, tak.’
Da jeg havde fyret min sætning af 2 gange, stadig uden nogen form form for respons, gik jeg ud fra, at der var noget galt med telefonen.
Jeg fortryder, at jeg brød ud i sang.

Jeg vidste der var telefonsvarer på

-da jeg ringede.
Jeg vidste også hvad jeg skulle sige: ‘Goddag det er Sidsel, vi har en aftale i morgen kl. 10. Jeg må desværre melde afbud. Farvel.’
Kort, enkelt, præcist.

Jeg havde oven i købet øvet mig.

Det virkelig ikke ham jeg sagde 'åh nej' til

– Det var til noget drengen sagde.
Desværre fik et ‘Hej’ mig til at kigge op, netop som jeg sagde ‘Åh nej’.
Det var derfor jeg svarede på det venlige ‘Hej’, fra faren i drengens børnehave, med et ‘Åh nej’.

Jeg burde nok have forklaret mig, men jeg var træt og lidt stresset, så jeg valgte at se overrasket ud og gå.

Jeg kan tegne en mand så han næsten ligner

– Jeg kan åbne selv det strammeste skrugelåg, og jeg kan bage nogle lækre boller.
Disse ting er gode at huske på, når jeg bliver konfronteret med mine helt igennem manglende motoriske evner.

Og nej, det sagde den søde træner selvfølgelig ikke.
Men hun tænkte det.

Når man nu i forvejen ser lidt dum ud

-med cykelhjelm og alting, så er det surt at ens sadel suger vand så man ligner en der også går og tisser lidt i bukserne, efter at havde siddet på den.

Heldigvis havde jeg ladet mit taljebælte blive hjemme.