– at jeg ville æde alt slikket. Det var ligesom bare noget der skete.
Det var også meningen, at jeg ville fjerne slikpapiret fra sofabordet. Det var ligesom bare noget jeg glemte.
Heldigvis glemte jeg også en lille skumfidus, bagerst i posen.
…
Pigen blev godt nok glad da hun hørte, at hele den store skumfidus var til hende!
Kategori: Chokolade
Jeg var nødt til at spise hele kagen
Det var den eneste udvej. Desværre.
Faktisk ville jeg bare nippe et lille stykke, på vej hjem i bilen -jeg havde jo slet ikke lyst til mere.
Problemet var bare at hvis jeg kom hjem med en kage der manglede et hjørne, så kunne folk meget let komme til at tro, at jeg var sådan en der smugspiste kage i bilen. Ikke at der er noget galt med folk der smugspiser kage i bilen… Jeg vil jeg bare helst ikke forbindes med den slags mennesker!
Jeg var simpelthen nødt til at spise beviset.
Det var ikke min mening at spise alle chokoladerne
– Jeg ville jo bare bære dem ind i stuen til de andre, som jeg havde sagt.
Men så var det at jeg kom til at vælte skålen…
Ej, men det var da ulækkert sådan at byde på chokolade der havde ligget på bordet…
Katten havde sikkert gået der…
Med jord på poterne og alt muligt…
Jeg er også ret sikker på, at drengen spildte mælk i morges…
Ej, men sådan nogle klamme chokolader kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at byde på. Hvad ville folk ikke tænke?!
Jeg var da nødt til at spise dem alle sammen, så hurtigt jeg kunne. Altså kun for at skaffe dem sikkert af vejen!
Planen var, at give min kæreste skylden for at have spist dem mens jeg var på arbejde.
Det gik næsten…
Det var fordi der var for lidt fyld i
– I kagen altså. Det var derfor den var trist.
Jeg havde ellers glædet mig til den kage. Den var med nougatfyld.
Det var bare ligesom om, at der var for meget kage og for lidt fyld. Alt for lidt, faktisk.
Jeg vil sige, at der sagtens have kunne være dobbelt så meget fyld, uden at det ville have skabt problemer.
Fyldet var var jo godt nok, det var kagen uden om der var trist.
Det var ellers sådan en rigtig stor og flot kage.
Jeg må indrømme at jeg overvejede mine mulighedder ganske nøje, efter at jeg have taget den første bid.
Min første tanke var at skrabe fyldet ud af den triste kage, og kun spise det.
Der var bare for lidt. Fyld altså. Det ville mest af alt, føles som at blive snydt, hvis jeg kun spiste det. – Og hvad skulle jeg så også også stille op med kagen bagefter? Dette ville kun forværre problemet.
Bagefter overvejede jeg at forsøge at bytte kagen for drengens påskeæg, men erkendte at han aldrig ville gå med til sådan et byt. Desuden kunne jeg risikere at skulle dele kagen med ham, hvis han fandt ud af at jeg havde den.
Jeg overvejede selvfølgelig at købe en anden, mindre trist kage, men kom frem til at det heller ikke ville løse mit problem, kun udsætte det.
…
Måske kunne jeg blende kagen med noget mælk, og få en slags smoothie?
Eller åbne den og putte nutella i?
– Eller fryse den og håbe på det bedste?
Disse var alle gode ideer, men jeg sad i sofaen ret langt fra køkkenet.
Til sidst spiste jeg hele kagen, så hurtigt jeg kunne – altså bare for at slippe af med problemet.
Jeg syntes egentlig godt, at min kæreste kunne have værdsat det noget mere!
Jeg blev nødt til det
– Vi havde jo ikke andet slik i huset.
Hvem var det også der havde fået den dumme idé, at nu skulle vi alle sammen leve sundere, og ikke have slik liggende og friste?!
Altså jeg blev jo nødt til at spise af drengens weekend-morgenmad. Vi havde jo ikke andet!
Jeg tog jo bare en lille skål, og så droppede jeg mælken. Det var næsten som om jeg ikke spiste noget.
Der stod også noget med fuldkorn på pakken. Hvor slemt kunne det være?
Ej, men han har jo ikke godt af alt det slik!
– Drengen altså.
Det var jo på en måde for hans skyld, at jeg ville spise lidt i smug. – Så han ikke blev så usund, forstås.
Jeg kunne da ikke vide at det ville larme sådan, det slikpapir. Og hvad lister han i det hele taget rundt i køkkenet for? Han burde jo sidde på sit værelse og lege.
Egentlig var det ikke min skyld
– jeg mener, den har jo stået der i køleskabet frit tilgængelig for alle. Chokoladekagen altså.
De kunne da bare have spist den, kunne de.
Der må vel også være grænser for hvor længe sådan en har godt af at stå. Det er også synd at smide den ud. Og desuden er jeg meget alene hjemme.
Min kæreste har tit sagt
– at jeg er et svin med min computer.
Selv syntes jeg egentlig ikke det er så slemt. Den er måske lidt plettet og fedtet, men alle taster på tastaturet er stadig fuldt synlige.
Sådan set ville jeg også have taget noget papir og tørret det af, da jeg spildte chokolade på den. Men så var det jo chokolade. Og jeg havde også hænderne fulde.
Her bagefter kan jeg godt give min kæreste lidt ret.
Jamen selvfølgelig ville jeg da have spist den
– Damen fik mig bare til at føle, at det på en måde var ulækkert eller forkert at spise en gammel flad Marsbar, fundet nederst i min taske.
Dog ærger det mig nu, at jeg valgte at smide den ud i stedet for at lade den ligge i tasken til senere. Igen skyder jeg skylden på damen og hendes fordømmende blik.
I øvrigt undre det mig, hvordan jeg så længe kan have glemt alt om den Marsbar.
Jeg mener det er jo næsten et halvt år siden, at jeg brugte tasken sidst.
Jeg tror aldrig det er sket før
– at jeg har smagt chokolade jeg ikke kunne lide. Eller det vil sige, chokoladen var egentlig fin nok, men der var ligesom en sur skal uden om.
Jeg ved virkelig ikke hvorfor der skulle være sådan en sur skal. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville bryde sig om den. Men det var der immervæk, den sure skal, og jeg blev mere og mere ærgerlig, hver gang jeg forsøgte at spise en chokolade.
Heldigvis fandt jeg en løsning. Hvis jeg skyndte mig at knase den sure skal, blev den blandet med chokoladen og smagte derved ikke så dårlig.
På den måde lykkedes det mig at spise alle chokoladerne.
Jeg spiste dem så hurtigt jeg kunne, for jeg er jo egentlig på kur.