For det meste kan jeg godt slippe dem

– tankerne om sygdom og død.
For det meste.
Når hverdagen drøner af sted, er de næsten væk. Når børnene larmer, kartoflerne koger over og man lige skal nå at sætte den der vask med kulørt over, er der stille.
Det er i pauserne de kommer, tankerne; Trænger ind på mig med deres klamme arme og holder fast.
Præcis som da jeg i sin tid kvittede smøgerne – pauserne var de værste.
…
Ind i mellem føles det som om de slet ikke går rigtig væk, tankerne. Ind i mellem føles det som om de sidder klar hele tiden -parat til at erobre selv de mindste pauser i mine tanker.

For det meste kan jeg ryste dem af. Især når jeg er sammen med andre er de lette at gemme væk. Alligevel er de der hele tiden; klar til at udfylde huller. Klar til at mase sig ind i sprækker i min tankestrøm.

Nætterne er de værste.
Jeg gør hvad jeg kan for at holde min hjerne beskæftiget med andre ting inden jeg skal sove. Forsøger at holde tankerne på afstand, så søvnen kan få lov til at indfinde sig.
Alligevel ligger de som en ekstra dyne over mig, klynger sig fast og venter på en åbning til at vokse sig store.
Jeg glæder mig på ingen måde til et liv uden min mor. -Men mand, hvor jeg glæder mig til at have pauserne i mit hoved, for mig selv igen!