"Kræft æde mig"…

– Egentlig ikke et udtryk min mor har brugt.  Alligevel er det det der er ved at ske. Kræften æder hende. Æder hende op indefra – æder løs af hendes muskler og hendes fedt. Æder af den person hun var engang.

Jeg tror at alle der har været tæt på en døende person, vil være enige når jeg siger at det ikke er til at holde ud; tankerne, følelserne. Det der var og det der kommer.
Det er en venten på noget man ikke ønsker. En slags limbo hvor man er fanget i tid og rum, hvor man længes efter at slippe fri -men samtidig holder krampagtigt fast i det der er.
Det er ikke til at holde ud.
Alligevel holder man det ud; sygdom bliver hverdag og noget man snakker om over aftensbordet. Døden flytter ind som en jævnlig tanke, som kun gør rigtig ondt når man giver sig selv lov til at tænke over, hvad den egentlig betyder.
Jeg hader det.

Min mor elsker jeg.
I går var vi nede i hendes galleri. Det er første gang i den måned jeg nu har haft plejeorlov hos hende.
Vi sad dernede i 15 minutter, kiggede rundt på alle hendes værker og græd over alt det hun engang kunne og ikke længere kan.
“Der er bare så meget at sige farvel til.” Sagde min mor og jeg kunne kun være enig.
Gad vide om hun kommer ned i sit galleri igen?

______________________
Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive om min mors sygdom her på bloggen.
Jeg har været i tvivl om det ville passe ind, på denne humor/hverdagsblog. Jeg har overvejet om jeg turde åbne for dén skuffe og lade så mange mennesker kigge med.
Jeg har også været i tvivl, om om jeg overhovedet kunne fortsætte med mine almindelige hverdagstegninger, når en så alvorlig ting er ved at ske. Og om det ville virke forkert og grotesk at tegne om pinlige indkøb og fjollede børnehistorier når min mor er ved at dø…
Det er muligt at det er en smule grotesk … men det er stadig min hverdag. Alt er ikke sygdom og død (heldigvis!) og helt ærlig, så er det lidt en befrielse at kunne rette fokus mod noget helt andet herinde.
Hverdagstegningerne bliver. Humoren også.

Og død? Kan man virkelig spice det hele op med lidt sygdom og død også?
Jeg tager jeg chancen. For dét er også min hverdag og det føles godt at sætte ord på. Jeg har en del tegninger om emnet planlagt også.
Jeg håber at kan leve med at skuffer bliver åbnet, og der bliver jongleret godt og grundigt med humor, hverdag og død herinde.

Måske kan du også lide...
Share

8 meninger om “"Kræft æde mig"…”

  1. Selvfølgelig kan vi leve med det. Død og alvorlig sygdom er alt for tabubelagt som det er nu. Så bring it on.

    Jeg føler med dig i denne tid og du skal bare skrive og tegne løs som du lyster uanset om emnet er sjovt, forfærdeligt, sørgeligt eller fantastisk.

    Her er i hvert fald en følger/læser, der ikke forsvinder.

    Stort knus til dig

    P.S. LORTEDUMMEÅNDSSVAGEKRÆFT!

    1. Hej Maja.
      Mange tak for din besked, den blev jeg glad for!
      Ja, jeg synes nemlig også at det er alt for tabubelagt. Sygdom var også noget jeg selv gik en lang bue uden om, før i tiden – så jeg forstår det da godt, men jeg tror alligevel det hjælper at tale om det.

  2. Det er jo en del af dit liv og hverdag, selvom jeg ville ønske at jeres familie ikke skulle være plaget af den forbandede sygdom.
    Det er ikke grotesk, at du stadig tegner de sjove tegninger. Når ens familie er ramt på sådan en måde, så er det så uendeligt rart også at kunne lave hverdagsting, som man plejer, bare for lige at tænke på noget andet end sygdom om så bare for et øjeblik. Sygdommen fylder meget i forvejen og den påvirker så meget. Det er ikke forkert at lave de ting man plejer eller grine af noget sjovt ens børn gør eller siger.
    Stort kram herfra <3

  3. Selvfølgelig kan/skal du også skrive og tegne om den del. Det er som du siger, en del af din hverdag. Jeg synes det er sejt gået af dig at åbne op om det. Det må virkelig være hårdt. Jeg føler med dig i denne svære tid og som læser går jeg skam heller ingen steder. Jeg nyder dine tegninger og sjove fortællinger og kan genkende mig selv i meget af det.

  4. Vi er nok mange der tænker på dig og dine i denne tid. Jeg har selv været igennem samme forløb dog med en ægtefælle, og en ting kan jeg sige dig. Du vil være taknemmelig, over at du tog plejeorlov så du kan være sammen med din mor så meget som muligt, også bagefter. Selv om det er svært. Tanker og knus.

    1. Mange tanker til dig Laika. Jeg har tit tænkt, at det trods alt må være lettere med en forældre der dør – end en ægtefælle (eller et barn – men det tør jeg slet ikke sige højt).
      Jeg er også helt sikker på at denne plejeorlov er den helt rigtige beslutning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *