Da jeg postede mit indlæg i fredags, havde jeg slet ikke regnet med den kæmpe opbakning og alle de virtuelle krammere I sendte min vej. I er virkelig nogle fantastiske læsere!
Tak fordi I er her!
En skrev, at hun havde svært ved at skrive noget, uden at virke en smule morbid.
Selvom jeg nu synes, at det lykkedes ret godt for hende, så kan netop dét med at undgå at virke morbid, godt være svært. Faktisk så svært at jeg efterhånden dagligt finder mig selv tænke eller sige ting, der egentlig er ganske upassende.
Ting som: “Gad vide hvor langt jeg egentlig ville kunne løbe med min mor på ryggen, nu hvor hun har tabt sig så meget?” Eller “Ulempen ved at hun ikke tabte sit hår i kemo, er at det er så pokkers svært at vaske…”
-Eller den hyppigste af dem alle: “Gad vide hvornår hun dør?”
I starten blev jeg nærmest flov, når sådan en tanke poppede op og skyndte mig at gemme den væk.
Det gør jeg ikke mere, for helt ærligt så tror jeg at lidt morbide tanker, kan være ganske sunde -også når det kommer til at nedbryde tabuet omkring sygdom og død.
Ikke at man skal glemme alt om finfølelse, men nogle gange er det altså virkelig befriende også at kunne grine lidt, af hele den i grunden absurde situation man står i.
Jeg faldt tilfældigt over dette indlæg. Jeg havde plejeorlov i et år, da min mor var syg af cancer. Det er benhårdt arbejde, men også en tid der giver så meget. Jeg genkender dine tanker, og hvis man skal overleve sådan et forløb skal der være plads til alle mulige tanker. Min mor var uden bevidsthed de sidste 7 dage, og jeg var indlagt sammen med hende, og var der 24-7. Hun forandrede sig meget, mens hun lå der i sengen, og det kunne være ” skræmmende” at være vidne til. For at overleve i dette var sort/ morbid humor en vigtig del. I tankerne kaldte jeg min mor for: sleeping beauty 😉 Det var jeg nødt til for at kapere hendes forandring. Tanker til dig
Hej Jane.
Det lyder som en hård -men også smuk oplevelse med din mor.
Jeg er også glad for at kunne holde orlov – og i den grad også glad for min humor 😉