Som jeg har skrevet lidt om, skal jeg og Den Lille Sorte dele en stand ved Art Bubble d. 22 april i Aarhus. Postkortene har i allerede set, og nu er plakaten langt om længe også klar til tryk (farverne driller lidt, den er mere grå i tonen på den originale)
Begge dele kommer naturligvis til salg herinde også.
Tag: henkogt hverdag
Gratis e-bog til jer
– Fordi I er så skide søde, skal I have en gratis e-bog.
Godt nok har I haft mulighed for at læse det hele herinde, men nu har jeg samlet nogle af de bedste (i følge mig) blogindlæg fra Henkogt Hverdag her: Gratis e-bog
Denne e-bog er i farve, der kommer også en med alle de bedste sort/hvid tegneserier på et tidspunkt.
– Nå ja, og så kommer der også meget snart endnu en e-bog (som dog kommer til at koste lidt) med en helt ny (for jer) historie om dengang min kæreste og jeg mødte hinanden.
E-bøger er det nye sort, kan I nok forstå!
Når de store drenge kalder, så kommer man da
– Gør man ikke?
Det er i hvert fald hvad jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, de sidste par dage.
Jeg er nemlig blevet inviteret til at være med, som Premium blogger hos Bloggers Delight. Det oven i købet i netværk med seje damer som hende her og hende her.
Selvom jeg ikke er meget for reklamerne, så virkede de søde hos Bloggers Delight. Det virkede som om de ville mig og min blog det bedste. Reklamerne kunne jeg sikkert leve med.
– Det kunne også være skønt at tjene lidt penge på bloggen.
– Det kunne være så fedt at få et større netværk og en hel masse nye læsere.
– En hel masse store bloggere ville sikkert linke til mig.
– Bloggen ville helt sikkert vokse – det ville give flere jobs.
Det er en vildt fed mulighed!
Jamen for fanden mave! Så vær dog enig!
Men min mave er ikke enig, heller ikke selvom jeg bestikker den med chokolade og kiks af den gode slags.
Min mave siger nej.
Jeg stoler på min mave. Derfor har jeg nu skrevet til de store drenge, som mest er piger, at jeg ikke vil være med i hulen. Ikke nu i hvert fald.
Så jeg fortsætter solo, også selvom det sikkert betyder færre læsere, mindre netværk -og jobs, samt en fortsat jagt efter annoncører. (Jeg er altså ikke særlig dyr)
Jeg fortsætter solo fordi Henkogt Hverdag er MIN.
Det her er min hule; jeg har helt selv bygget den- og jeg vil selv være den der bygger den større.
Henkogt Hverdag 2015
13 dages stilhed blev det til. (Og så kommer der ikke engang nogen tegning!)
Men selvom her har været stille, har jeg haft travlt! Ikke kun med julen, nytåret og den slags, men også med en hel masse blogrelaterede ting.
Bloggen har blandt andet fået nyt udseende. Kan I lide det? Jeg syntes det nye år krævede en ansigtsløftning.
Her er også kommet reklamer. Har I set det? Nu er jeg en af dem. En af dem med reklamer.
Jeg lover dog, at de holder sig fra at poppe op i jeres hoveder i tide og utide.
Jeg har også opdateret min virksomhed hjemmeside Henkogt.dk, så der står lidt mere om hvad jeg kan tilbyde. Kontakt mig meget gerne, hvis I har brug for noget af det jeg skriver om!
Men hvorfor nu alt det nye?
Jo, det er fordi 2015 bliver året hvor jeg kan leve af at være selvstændig tegner/webdesigner.
Det er mit nytårsfortsæt. (Altså sammen med det om at begynde og træne, hvilket måske kan vise sig ret vigtigt, hvis det andet lykkedes og jeg kommer til at bruge (endnu) mere af min tid på min røv, foran en computer…)
2015 bliver også året hvor jeg starter et større samarbejde op med Min-mave.dk, Bahne – og forhåbentlig en mere, som jeg har i kikkerten.
– Og så bliver 2015 året som byder på mange flere henkogte tegninger lige her.
Jeg starter i morgen med en Mandagsstreg. -Som nu også kan ses på mobilen.
Godt nytår.
Salg af kalender og ny hjemmeside
For et stykke tid siden kontaktede Trine fra cewe.dk mig, for at høre om vi skulle lave et samarbejde om et fotoprodukt. Efter at have tænkt lidt, spurgte jeg hende om hun var frisk på at udvide tilbudet en smule, og i stedet give mig en god rabat på 100 fotokalendere.
Det var hun.
Den slags samarbejde er jo fedt, for nu kan jeg sælge disse A4 vægkalenderer til kun 150.- pr. stk. Og det er inkl. B-porto i Danmark.
Kalenderne er i god kvalitet og jeg har gjort mig ganske umage, og lagt farve på og alting. Her kan du se et par af månederne. Du kan købe min kalender i denne nye shop. Hvor du i øvrigt også kan købe lidt postkort og en børnebog jeg engang lavede.
Så til noget andet; jeg har nemlig lavet en ny hjemmeside. En ekstra en.
Det er sådan at bloggen er ved at vokse sig stor. Jeg bliver efterhånden ofte kontaktet af folk det vil ‘gøre foretning’ med mig, på den ene eller anden måde. Til dette manglede jeg et ansigt udadtil.
Derudover, har jeg længe haft lyst til at sælge lidt forskelligt merchandise.
Når det er sagt, så ved jeg at mange af jer ikke er interesseret i den slags, og bloggen her skal bestemt ikke være en ‘business-blog’! (Selvom der muligvis kommer lidt nøje udvalgte og pæne reklamer på et tidspunkt).
Løsningen blev at lave Henkogte Medier.
Så kan alle jer der vil købe merchandise, eller er interesseret i mig som samarbejdspartner gå derhen. Mens I, der fanden fiseme ikke vil se på den slags, kan blive her på hyggelige Henkogt Hverdag.
– Jeg syntes selv det er en super god løsning!
Det der live-tegning
Onsdag d. 5 november går det løs!
Som jeg allerede har pippet lidt om på Facebook og på Google+, så har jeg slået mig sammen med Den lille Sorte og Live fra Lolland om at lave et live tegne-event. Dette kommer til at løbe af stablen onsdag d. 5 november kl. 20-21.
En uges tid før lægger jeg et link op, I kan se det via.
I får dog ikke lov til bare at læne jer tilbage og nyde synet; vi har nemlig brug for, at I stiller os en masse spørgsmål til ting vi skal tegne. Det eneste krav er, at spørgsmålene skal være rettet til os alle 3.
Allerede nu kan I sende jeres spørgsmål til: trepaastribe@gmail.com.
Vi har lavet en lille trailer, som I kan se her.
Enjoy.
Jeg har altid tænkt om spørgerunder
– at de er sådan en lille smule navlepillende og selviscenesættende.
…
Så det er jo lige mig.
Ud over dette, syntes jeg også det kunne være sjovt at skulle tænke lidt ud af boksen, når jeg skal tegne nogle svar til jer. (Jeg vil ikke love at alt bliver tegnet, men jeg skal gøre mit bedste.)
Så derfor; spørg om hvad I vil, her eller der – så svarer jeg så godt jeg kan.
Og vinderne er…
Ved hjælp af Random.org (drengen er i børnehave) har jeg fundet 2 vindere:
Vinderen af muleposen blev Cecilie.
– Og vinderen af T-shirten blev Lotte R.
Tillykke!
Jeg har sendt jer begge en mail.
…
– Og så igen TAK for alle jeres søde kommentarer, de glæder og varmer!
Engang når jeg bliver rig og mægtig sender jeg jer alle sammen en t-shirt OG en mulepose!
(Muligvis vil alle jeres patter være for lange til t-shirten til den tid … men så kan I vel give den til jeres børnebørn, eller noget.)
I dag har jeg fødselsdag
Konkurrencen er lukket.
– Eller altså bloggen har.
For 1 år siden startede bloggen med dette indlæg.
Meget er sket siden, jeg er begyndt at sove om natten f.eks. … Altså de fleste nætter… nogen gange.
…
Nå, men føles helt vildt at min lille blog er kommet så langt på bare ét år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kan nå at ske i det kommende. Det bliver vildt!
– Og det hele er jo takket være jer!
Jeg ved godt at jeg ikke er super god til at få svaret på jeres kommentarer (og nej, jeg bliver nok ikke bedre), men jeg glædes altid over dem, og tænker at jeg da må have verdens sødeste læsere: – For ikke én gang, har jeg modtaget andet en søde og dejlige beskeder fra jer. I er sgu skønne! Tak!
Verdens sødeste læsere skal naturligvis have nogen gaver. Eller 2 af jer skal.
Derfor trækker jeg lod om denne mulepose og denne t-shirt i str. M (som i øvrigt har det smarte snit, at hvis ens patter er lange nok, kan de titte ud i bunden).
Alt hvad du skal gøre for at vinde er, at skrive en kommentar – om hvilken du vil vinde – herunder.
Jeg trækker vinderne frendag d. 12/9-14.
Ps: Til jer der er ved at brække jer over alle de her konkurrencer – og bare gerne snart vil se nogle tegninger; de kommer. Det lover jeg!
Ferie-konkurrence
Jeg har længe haft lyst til at lave nogle postkort – hvilket jeg nu endelig har fået gjort.
Muligvis kommer de med tiden til salg her på bloggen – men for nu kan én heldig vinder, vinde et sæt med disse 4.
Alt hvad du skal gøre er, at skrive en kommentar til dette indlæg (her på siden) – så trækker jeg lod når jeg kommer hjem d. 31/8.
Det er altså lidt blæret
– sådan at få lov at gæsteblogge hos selveste Live fra Lolland!
Hvis I ikke allerede kender Live fra Lolland, burde I virkelig tage et smut derhen.
Gør I det er jeg næsten sikker på, at I får lyst til at blive hængende.
– Min lille grimme dame er i hvert fald meget glad for, at være på besøg ovre hos hende med den lyserøde kjole og de store tænder.