Jeg flytter

-Eller bloggen gør.
For lidt over et år siden skrev jeg dette indlæg, om at takke nej til Bloggers Delight.
Det føltes simpelthen ikke rigtigt. Dengang.
Jeg havde brug for at prøve nogle ting af på egen hånd, og føle at jeg havde 100% kontrol over min blog. Min blog er stadig min lille baby, men jeg er ikke længere så skræmt over at lade andre komme med ind over. Derfor rykker Henkogt Hverdag nu over som premium blog hos Bloggers Delight.
Reklamerne må vi leve med, jeg synes også at de er grimme -men de betyder samtidig at jeg kommer til at tjene lidt penge på bloggen her, hvilket egentlig er meget fedt i forhold til alle de timer jeg bruger her.
Jeg vil ikke udelukke at der fremover også vil snige sig et sponsorerede indlæg ind, hist og her. Jeg tvivler nu på at der vil være særlig meget, der er relevant for bloggen her.

I forbindelse med min flytning har jeg valgt at ensrette bloggen lidt mere. Dette betyder desværre også at mine ellers så skønne gæstebloggere Kathrine og Rikke, ikke flytter med over på den nye platform. Deres indlæg vil dog stadig være at læse på bloggen, og ellers kan I følge Kathrine her.

Helt ærlig så glæder jeg mig til dette nye eventyr.
De sidste ting skal lige rettes til, og der kommer nok lidt “flytterod”, men det varer ikke længe før bloggen flytter.
Jeg håber at alle I, der har fulgt med så længe, også vil besøge mig i det nye hjem!

Når de store drenge kalder, så kommer man da

– Gør man ikke?
Det er i hvert fald hvad jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, de sidste par dage.

Jeg er nemlig blevet inviteret til at være med, som Premium blogger hos Bloggers Delight. Det oven i købet i netværk med seje damer som hende her og hende her.
Selvom jeg ikke er meget for reklamerne, så virkede de søde hos Bloggers Delight. Det virkede som om de ville mig og min blog det bedste. Reklamerne kunne jeg sikkert leve med.

– Det kunne også være skønt at tjene lidt penge på bloggen.
– Det kunne være så fedt at få et større netværk og en hel masse nye læsere.
– En hel masse store bloggere ville sikkert linke til mig.
– Bloggen ville helt sikkert vokse – det ville give flere jobs.
Det er en vildt fed mulighed!

Jamen for fanden mave! Så vær dog enig!

Men min mave er ikke enig, heller ikke selvom jeg bestikker den med chokolade og kiks af den gode slags.
Min mave siger nej.
Jeg stoler på min mave. Derfor har jeg nu skrevet til de store drenge, som mest er piger, at jeg ikke vil være med i hulen. Ikke nu i hvert fald.
Så jeg fortsætter solo, også selvom det sikkert betyder færre læsere, mindre netværk -og jobs, samt en fortsat jagt efter annoncører. (Jeg er altså ikke særlig dyr)
Jeg fortsætter solo fordi Henkogt Hverdag er MIN.
Det her er min hule; jeg har helt selv bygget den- og jeg vil selv være den der bygger den større. 

Bloggers Delight