Ikke at den er lille – bevares.
Men jeg synes alligevel at pigen overdrev en smule.


Hverdag værd at gemme
Jeg er kun glad for at svare på alle drengens spørgsmål. Virkelig.
Men ind i mellem får han alligevel taget mig lidt med bukserne nede, som man siger.
Jeg tror vi holder en lille pause med STRID tegneserierne.
-Men kender man svaret, så skal man ikke sidde og putte med det; det har jeg jo altid lært.
…
Tilsyneladende er der undtagelser.
Og ja, her er da lidt koldt for tiden.
Alligevel synes jeg at drengen overdriver en smule.
Vi kalder ham den blå orm.
Fordelen ved at arbejde hjemme, er at det giver tid til den hyggelige cykeltur med ungerne om morgenen.
Det er jo også så sundt, både for miljøet, kroppen og humøret.
…
Hurra.
– Men nu kan jeg ikke helt vurdere om hun er virkelig god til at lege, eller bare virkelig god til at snørre mig…
– Hvilket på mange måder selvfølgelig er rigtig fedt; og det er absolut rart at slippe for at springe ud og tørre mås, midt i madlavningen eller med en halv frikadelle i munden.
…
Næste trin er, at hun lærer at trække ud.
– Før barnet stopper med at snakke?
…
Meget uinteresseret, åbenbart.
– Er det godt, at man kan ty til sten-saks-papir.
Her kommer 3 fra pigen.
Derfor besluttede jeg mig for at prøve igen.
Det var åbenbart stadig for tidligt…
Jamen det var simpelthen så hyggeligt.
Det var ikke let, og vi måtte da også lede skoven igennem mange gange, men da det endelig lykkedes mødtes vores øjne i et jublende blik.
Da vi kom hjem sorterede vi svampene.
Kærligt hjalp vi hinanden med udvælgelsen; kun de allerfineste svampe skulle bruges til aftenens måltid.
Sikke en overflod. Sikke en luksus.
De nøje udvalgte svampe blev nu tilberedt efter alle kunstens regler.
Sikke vi grinede til hinanden, imens vi nænsomt smagte maden til.
Sikke en glæde. Sikke et måltid det ville blive!
Alt harmonerede perfekt.
Måltidet var i sandhed en konge værdig, og svampene tog sig så fine ud, som de lå der – smukt anrettet.
Fulde af glæde og forventning satte vi os ved middagsbordet.
Nu skulle vi høste frugten af vores slid. Nu skulle måltidet nydes!
Sponsorerede indlæg
Sponsorerede indlæg er ikke nogle I har set mange af herinde. Faktisk tror jeg, at dette er det første.
Grunden er, at jeg er virkelig kræsen med, hvad jeg vil reklamerer for.
Det skal give mening i forhold til bloggens indhold og målgruppe – og jeg skal selv kunne stå inde for det, naturligvis.
Om det giver mening for jer, må I selv bedømme; men da jeg fik tilbudet om at afprøve nogle bæredygtige tandbørster fra ibrush, råbte min indre miljøforkæmper: JA!
Naturligvis fik jeg det ordnet, så hele familien kunne børste tænder med disse ispinde med hår.
Naturligvis, for det er da vigtigt at lære børnene at passe på vores planet. Jamen det er jo i virkeligheden for deres skyld, at vi allesammen skal blive lidt bedre til at tænke bærerdygtighed ind i hverdagen…
Efter den første modstand, har børnene alligevel accepteret deres skæbne, og har egentlig ikke rigtig nogen holdning til, hvad de børster tænder med. Manden derimod synes, at det føltes som en stor ispind, og gik ret hurtigt tilbage til sin gamle tandbørste.
Og mig? Selvom jeg må give manden lidt ret, så er jeg stadig ret begejstret. Jeg synes egentlig, at det er en god tandbørste, også når man ser bort fra det med isbjørnene.
PS: Der vokser ikke blade på dem (desværre).
– Men jeg ville sådan ønske, at han ikke altid var så pokker skråsikker!
Hvis nogen skulle være i tvivl, så har jeg lavet dette lille overblik, over hvorfor børn ville være røvdårlige forældre.
– Han kan sjovt nok altid høre det, når det er noget med slik, eller med at se fjernsyn…
-Før drengen stopper med at snakke…?
Ret uinteresseret, viste det sig.